Hjemvisning af afgørelse om bevilling af befordring, da kommunen ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt

Styrelsen for Patientklager hjemviser den afgørelse, der er truffet af Kommune den 9. februar 2018 om befordring til læge og speciallæge.

Kommune skal træffe en ny afgørelse i sagen.

Afgørelsen træffes af Styrelsen for Patientklager, som den 1. juli 2018 overtog al klagesagsbehandling fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

KLAGEN

Kommune meddelte ved afgørelse af 9. februar 2018 afslag på befordring. klagede den 23. februar 2018 til Styrelsen for Patientsikkerhed over afgørelsen.

BEGRUNDELSE

, som modtager pension, ansøgte den 6. december 2017 Kommune om befordring til behandling hos egen læge og speciallæge. Det fremgår af ansøgningen, at ikke kan benytte offentlige transportmidler, idet hun har KOL og kun kan gå ganske få meter, inden hun mister vejret.
Kommune traf herefter afgørelse den 9. februar 2018. Kommunen gav afslag på befordring med den begrundelse, at de oplysninger som kommunen har til rådighed i kommunens omsorgssystem ikke understøtter, at skal have kørsel stillet til rådighed. Kommune anførte hertil, at for at være berettiget til lægekørsel betalt af kommunen, skal være ude af stand til selv at sørge for transporten.

Det fremgår af sundhedslovens § 170, stk. 1-3, at der, når betingelserne i øvrigt er opfyldt, ydes befordring og befordringsgodtgørelse til behandling hos alment praktiserende læge, og til den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted.

De nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1206 af 19. september 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

En person, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven til og fra alment praktiserende læge samt til og fra speciallæge, hvis personen er henvist til speciallæge af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i øjensygdomme eller speciallæge i øre-næse-halssygdomme samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

Det fremgår af §§ 4 og 5 i ovennævnte bekendtgørelse.

Det er kommunen, der afgør, om patienten efter reglerne i §§ 4 og 5 skal tilbydes befordring eller befordringsgodtgørelse.

Det fremgår af § 9 i ovennævnte bekendtgørelse.

Styrelsen kan oplyse, at sundhedslovens § 170 blev ændret ved lov nr. 129 af 16. februar 2016 om ændring af sundhedsloven. Tidligere fremgik det af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen yder befordringsgodtgørelse til og fra alment praktiserende læge samt speciallæge efter nærmere præciserede betingelser. Ved lovændringen blev dette ændret til, at kommunalbestyrelsen yder befordring og befordringsgodtgørelse til og fra alment praktiserende læge samt speciallæge efter nærmere præciserede regler.

Det fremgår af forarbejderne til lovændringen, at den enkelte kommunalbestyrelse dermed selv har mulighed for at vælge, hvorvidt den vil efterkomme sine befordringsforpligtelser til praktiserende læge eller praktiserende speciallæge i form af selv at tilbyde befordring mellem patientens bopæl og den praktiserende læge eller praktiserende speciallæge (evt. gennem offentlige trafikselskaber eller private virksomheder), eller ved at yde godtgørelse for udgifter til befordring.

Det er således op til den enkelte kommune i hvert enkelt tilfælde at beslutte, om den pågældende patient er berettiget til befordring, eller om patienten skal henvises til at søge om befordringsgodtgørelse efterfølgende.

Styrelsen har på denne baggrund ikke kompetence til fuldt at efterprøve kommunens afgørelse herom. Styrelsen kan dog foretage en begrænset prøvelse af, hvorvidt kommunen ved afgørelsen lagde vægt på saglige kriterier.

Det er styrelsens opfattelse, at en kommune, ved vurderingen af om en borger er berettiget til befordring, alene må lægge vægt på saglige kriterier, herunder eksempelvis om borgeren er i stand til at benytte offentlig transport.

Det er således styrelsens opfattelse, at en kommune lovligt kan bestemme, at en person ikke vil være berettiget til befordring til alment praktiserende læge og speciallæge, hvis personen efter forholdene er i stand til selv at sørge for transporten. I et sådant tilfælde vil der kun kunne ydes godtgørelse for befordring med billigste, forsvarlige befordringsmiddel, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Det er videre styrelsens opfattelse, at der ved en vurdering heraf må lægges vægt på patientens tilstand samt de foreliggende muligheder for selv at sørge for transporten. Kommunen kan – om fornødent – ved vurderingen heraf rådføre sig med personens læge, men der bør i almindelighed ikke indhentes lægeerklæring om befordringsmidlets art. Det skal endvidere indgå i vurderingen, om patienten reelt set har mulighed for at benytte offentligt befordringsmiddel, henset til patientens tilstand.

Styrelsen har bemærket, at det fremgår af s ansøgningsskema, at hun ikke kan benytte offentlige transportmidler, da hun på grund af sin KOL alene er i stand til at gå ganske få meter uden at miste vejret. Det fremgår desuden af s klage, at hendes lungekapacitet ligger mellem 36 og 49 procent, hvorfor hun kun er i stand til at gå 10 til 15 meter. har videre anført, at hun desuden har svært ved at gå på grund af følger efter en diskusprolaps.

Styrelsen har videre bemærket, at Kommune ikke inddrog s helbredsoplysninger fra ansøgningsskemaet i deres vurdering.

Styrelsen har endelig bemærket, at Kommune s afgørelse alene er truffet på baggrund af et opslag i kommunens omsorgssystem, der imidlertid ikke indeholdt helbredsoplysninger, der kunne begrunde, at ikke selv kunne sørge for transporten til egen læge eller speciallæge.

Styrelsen kan hertil oplyse, at en kommune, som modtager en ansøgning om befordring, i hvert enkelt tilfælde skal foretage en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder.
Det er hertil styrelsens opfattelse, at det følger af officialprincippet, at Kommune har en pligt til at belyse de ansøgninger om befordring, som kommunen modtager og i fornødent omfang eventuelt yderligere belyse de oplysninger, som ansøgeren gør gældende ved ansøgningen.

Såfremt der er kvalificerede oplysninger i ansøgningen, som nødvendiggør, at kommunen forholder sig yderligere til de anførte helbredsoplysninger, kan kommunen – om fornødent – rådføre sig med personens læge, men der bør i almindelighed ikke indhentes lægeerklæring.

Det er således styrelsens opfattelse, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til at vurdere, om selv var i stand til at sørge for transport til egen læge og speciallæge.

På denne baggrund hjemviser styrelsen den afgørelse, der er truf¬fet af Kommune den 9. februar 2018 om befordring til til egen læge og speciallæge. Kommune skal træffe en ny afgørelse i sagen, hvor kommunen inddrager og belyser det, som har anført.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 170. Kommunalbestyrelsen yder befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra alment praktiserende læge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, og som modtager social pension, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov.
Stk. 2. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om befordring og befordringsgodtgørelse til personer omfattet af stk. 1 og til personer, der har ret til tilskud til ydelser ved alment praktiserende læge efter § 168, stk. 1.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen yder befordring eller befordringsgodtgørelse til de i stk. 1 nævnte personer til og fra speciallæge, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov efter henvisning fra alment praktiserende læge eller speciallæge, eller i særlige tilfælde uden henvisning, jf. § 64, stk. 4, og behandlingen ydes af den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om befordring og befordringsgodtgørelse ved besøg hos speciallæge for personer omfattet af 1. pkt., personer omfattet af § 59, stk. 1, og personer, der har ret til tilskud til ydelser ved speciallæge efter § 168, stk. 1.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen yder godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, hvis behandlingen finder sted for regionens regning efter denne lov.

Bekendtgørelse nr. 1206 af 19. september 2016 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 4. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til befordring eller godtgørelse for befordring til og fra den valgte alment praktiserende læge, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Gruppe 1-sikrede personer bosat på øer, hvor der ikke er etableret lægepraksis, og personer, der af registreringsmæssige årsager ikke kan tilmeldes en læge, som i medfør af § 2, stk. 2, i bekendtgørelse om behandling hos læge i praksissektoren, har adgang til at søge behandling hos enhver alment praktiserende læge, har ret til godtgørelse af deres befordringsudgifter som minimum svarende til befordringsudgiften til den nærmest beliggende alment praktiserende læge, som ikke er forhindret i at yde lægehjælp.

§ 5. Personer, der modtager pension efter de sociale pensionslove, har ret til befordring eller godtgørelse for befordring til og fra speciallæge, hvis personen er henvist dertil af en alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

§ 6. Personer har ret til befordring eller godtgørelse for befordring til og fra speciallæge, hvis afstanden mellem personens bopæl eller faste opholdssted og speciallægens konsultationssted overstiger 50 km., og personen er henvist dertil af alment praktiserende læge eller speciallæge, samt uden sådan henvisning ved besøg hos speciallæge i oftalmologi (øjensygdomme) eller speciallæge i oto-rhino-laryngologi (øre-næse-halssygdomme) samt hos speciallæge i gynækologi og obstetrik ved svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. uge, jf. dog § 7.

§ 7. Befordring eller befordringsgodtgørelse efter §§ 5 og 6 ydes kun i forbindelse med besøg hos den speciallæge inden for vedkommende speciale, der har konsultation nærmest ved patientens opholdssted. Hvis denne speciallæge er forhindret i at yde lægehjælp, ydes der befordringsgodtgørelse til den nærmeste, som ikke er forhindret. Søger patienten fjernere beliggende speciallæge, kan der ydes befordringsgodtgørelse med det beløb, patienten havde ret til, hvis denne havde søgt den nærmest beliggende speciallæge.

§ 9. Kommunalbestyrelsen afgør, om patienten efter reglerne i §§ 1 og 2 samt §§ 4-7 skal tilbydes befordring eller befordringsgodtgørelse.

Bekendtgørelse nr. 1022 af 28. august 2017 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved lov nr. 558 af 29. maj 2018 og 730 af 8. juni 2018:

§ 5. Kommunalbestyrelsens afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientklager, når de vedrører
…..
10) befordring og befordringsgodtgørelse efter § 170 og § 172 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,