Klage over behandling med elektrochok

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 4. februar 2000, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for tvangsbehandling af <***> med elektrochok på <***>, var opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen herom blev truffet.

<***> er 44 år og har siden barndommen haft en psykisk lidelse, hvorfor hun har været indlagt på børnepsykiatrisk hospital. Siden 1978 har <***> adskillige gange været indlagt på psykiatriske afdelinger, og hun har under de fleste indlæggelser fremstået svært sindssyg, aggressiv, hallucineret, tankeforstyrret, personforvekslende og paranoid. Diagnosen har været psychosis manio-depressivus, manisk type eller skizo-affektiv psykose, manisk type, og <***> er blevet behandlet med anti-psykotisk medicin i varierede doser og med stemningsstabiliserende medicin samt elektrochok (ECT).

Aktuelt blev <***> indlagt frivilligt den 19. juli 1999 på psykiatrisk afdeling, <***>. <***> var da i ambulant behandling i Distriktspsykiatrisk Center,<***>, hvor hun blev behandlet med antipsykotisk medicin Trilafon depot 108 mg hver 14. dag foruden en mindre dosis beroligende medicin Rivotril og Truxal. Indlæggelsen skete med henblik på aflastning, men efter et par dage blev hun svært psykotisk, personforvekslende, paranoid og grænseoverskridende i forhold til medpatienter.

Den 22. juli 1999 blev <***> tvangstilbageholdt på behandlingsindikation. Da <***> vedvarende var urolig, forpint, generede medpatienter og var ude efter personalet, måtte hun flere gange bæltefikseres. Depotbehandlingen med Trilafon blev suppleret med mikstur Serenase 20 mg dagligt uden sikker effekt, og den 20. august 1999 blev det besluttet at øge Trilafon depotdosis til 108 mg ugentlig. Koncentrationen af Trilafon i blodet blev målt til det tredobbelte af det sædvanlige terapeutiske niveau, men måtte opretholdes ud fra en klinisk vurdering. Efterfølgende indtrådte der en kortvarig bedring i tilstanden, men primo november 1999 blev <***>s psykiske tilstand atter dårligere. Behandlingen med Serenase og Trilafon ophørte, og <***> blev sat i behandling med antipsykotisk medicin Fluanxol som depotbehandling med 100 mg hver 14. dag, der dog på grund af bivirkninger i form af ufrivillige bevægeforstyrrelser blev reduceret til 75 mg hver 14. dag.

Den 25. december 1999 kunne <***> flyttes til et åbent afsnit, men da hun imidlertid blev råbende og aggressiv og slog ud efter medpatienter, måtte hun den 3. januar 2000 tilbageflyttes til et lukket afsnit.

Den 5. januar 2000 var <***>s tilstand dårlig, hun havde ikke sovet om natten og var nærmest konstant talende. Talen var for det meste uforståelig, og hun blev foreslået behandling med antipsykotisk medicin Leponex suppleret til Fluanxol som depot behandling. <***> afviste imidlertid denne behandling efter blot at have taget en enkelt tablet.

Af journalnotat af 11. januar 2000 fremgår det, at <***> ved stuegang var svært sindssyg med udtalt talepres, associerende med talrige vrangforestillinger, ligesom hun sparkede ud efter en ældre medpatient. Ind imellem var <***> højtråbende og udskældende, og enkelte nætter sov hun øjensynlig ikke.

Den 12. januar 2000 blev <***> foreslået behandling med elektrochok, hvilket hun imidlertid afviste.

Da <***> ikke kunne motiveres for frivillig behandling, besluttede overlæge <***> den 25. januar 2000, at <***> skulle tvangsbehandles med elektrochok i form af tre ugentlige behandlinger i indtil fire uger, afhængig af den kliniske effekt.

<***> klagede ved sin patientrådgiver til det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> over beslutningen om iværksættelse af tvangsbehandling med elektrochok. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 4. februar 2000 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>. Nævnet godkendte beslutningen af 25. januar 2000 om tvangsbehandling, men fandt ikke, at betingelserne for at tvangsbehandle med elektrochok var opfyldt. Det var således Det Psykiatriske Patientklagenævns vurdering, at behandling af mindre indgribende karakter i forhold til yderligere forsøg med medicinsk behandling bør foretages fremfor behandling med elektrochok.

Nævnet lagde især vægt på oplysningerne om, at <***> uanset sin meget svære psykiske tilstand ikke befandt sig i en livstruende situation. Det var på den baggrund nævnets vurdering, at kravet om anvendelse af mindst indgribende foranstaltning ikke var opfyldt henset til karakteren af behandlingen med elektrochok.

Psykiatrisk afdeling, <***>, indankede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 4. februar 2000 til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at <***> var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har lagt vægt på, at <***> på tidspunktet for tvangsbehandlingen var præget af en ustabil, stærkt svingende, og tillige behandlingsresistent sindssyge, uden udsigt til at yderligere medicinsk behandling ville kunne afhjælpe tilstanden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at <***> gennem 13 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om behandling med elektrochok blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at <***> tidligere havde modtaget behandling med elektrochok med god effekt på tilstanden.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at behandlingen af <***> med elektrochok må anses for en skånsom behandlingsform med få bivirkninger. Der gives i reglen otte til seksten behandlinger i en serie, hyppigt med tre behandlinger pr. uge, og i <***>s tilfælde blev der foreslået behandling i indtil fire uger, hvilket således er inden for det anbefalede.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at <***> under sin indlæggelse var forsøgt behandlet med flere af de typiske antipsykotiske midler Serenase, Trilafon og Fluanxol. Det er nævnets vurdering, at behandlingen blev givet i tilstrækkeligt høje doser og igennem tilstrækkelig lang tid, men at den imidlertid ikke havde nogen effekt på <***>s psykiske tilstand, der således var uændret gennem forløbet, hvor hun ofte blev beskrevet som værende præget af personrettet aggressivitet.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at <***> har været i behandling med et nyere atypisk antipsykotisk præparat i form af Zyprexa, hvilket ikke havde nogen effekt på hans tilstand. Ydermere blev <***> tilbudt behandling med Leponex, hvilket hun imidlertid modsatte sig efter indtagelse af en tablet.

I betragtning af, at det af journalen fremgår, at <***> gennem nogle nætter ikke havde sovet, og idet hun tillige fremtrådte urolig og angstpræget, finder nævnet, at der forelå risiko for akut delir, hvilket er en potentielt livstruende situation.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal herefter ændre den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 4. februar 2000, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for tvangsbehandling af <***> med elektrochok på <***>, var opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen herom blev truffet.