Klage over medicinering med højdosis Prednisolon

Overlæge <***>, ortopædkirurgisk afdeling, <***>, har overtrådt lægelovens § 13, stk. 2, fordi han ikke den 29. marts 1999 i tilstrækkeligt omfang har journalført ophør af behandling af <***> med Prednisolon.

Afdelingslæge <***>, medicinsk afdeling, <***>, har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 9. februar 1999.

Læge <***>, medicinsk afdeling, <***>, har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 11. februar 1999.

1. reservelæge<***>, ortopædkirurgisk afdeling, <***>, har ikke overtrådt lægeloven i forbindelse med udskrivelse af <***> den 6. april 1999.

Praktiserende læge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> i perioden fra den 17. februar til den 10. maj 1999

De involverede sygeplejersker, ortopædkirurgisk afdeling, <***>, har ikke overtrådt lov om sygeplejersker ved deres behandling af <***> i perioden fra den 8. februar til den 7. april 1999.

<***> blev den 7. februar 1999 indlagt på medicinsk afdeling, <***>, på grund af krampetilfælde. Der blev foretaget undersøgelse af hjernen i form af en CT-scanning, som viste en svulst i hjernen med væskeansamling (ødem) i hele øverste del af den venstre hjernehalvdel.

<***> blev den 8. februar 1999 undersøgt af en speciallæge i nervesygdomme, der foreslog behandling med binyrebarkhormon i højdosis (Prednisolon 100 mg dagligt) i 3-4 dage. Herefter var planen at der skulle trappes langsomt ned med 10 mg hver anden dag til f.eks. 40-50 mg dagligt. Speciallægen kontaktede neurokirurgisk afdeling på <***>, som bad om at få fremsendt <***>s journal og CT-scanningsbillederne med henblik på eventuel operation af hjernesvulsten. <***> påbegyndte samme dag den 8. februar 1999 behandling med binyrebarkhormon i højdosis for at mindske væskeansamlingen i hjernen. Hun modtog endvidere behandling med medicin der skulle forebygge nye krampetilfælde (Deprakrine).

Afdelingslæge <***> tilså den 9. februar 1999 <***>. Afdelingslægen vurderede, at der var grundlag for at fortsætte med Binyrebarkhormon i højdosis, idet der var planlagt videre opfølgning fra <***>neurokirurgiske afdeling. Planen var, at <***> skulle udskrives til hjemmet inden for l-2 døgn.

Afdelingslæge <***> har i sin udtalelse til sagen oplyst, at det er afdelingens praksis at patienter med konstateret hjernesvulst udskrives i højdosis binyrebarkhormonbehandling. Endvidere har han anført, at han ikke fandt, at det ville have været rimeligt at reducere dosis og derved risikere at forværre <***>s tilstand, før der forelå en neurokirurgisk vurdering.

Den 11. februar 1999 blev <***> af læge <***> udskrevet i velbefindende til fortsat kontrol hos egen læge <***>. Der havde ikke været nye krampetilfælde. Læge <***> angav i udskrivningsbrevet, at man afventede svar fra <***>neurokirurgiske afdeling med henblik på en eventuel operation af hjernesvulsten, og at <***> fik højdosis Binyrebarkhormon (Prednisolontabletter 50 mg x 2).

Praktiserende læge <***> har i sin udtalelse til sagen oplyst, at hun første gang havde direkte kontakt med <***> ved besøg i hjemmet den 17. februar 1999 efter udskrivelsen fra <***>. Hun var da i behandling med Prednisolon 50 mg x 2 dagligt samt Deprakrinetabletter 600 mg dagligt. Der var ingen nedtrapningsanvisning for denne medicinering i udskrivningsbrevet (epikrisen). Læge <***> fandt det relevant, at prednisolonbehandlingen skulle fortsætte uændret frem til en eventuel operation for at forhindre væskeansamling omkring svulsten og heraf følgende kramper og livsfarlig indeklemning af hjernen (incarceration).

<***> mødte til forambulant undersøgelse på neurokirurgisk ambulatorium, <***>, den 24. februar 1999, hvor hun blev skrevet op til operation. <***> kunne ikke selv redegøre for, hvilken medicin hun på daværende tidspunkt fik, og der var ifølge journalen usikkerhed om medicindosis. Det blev ikke angivet, hvilken medicin hun skulle fortsætte med indtil operationen.

Læge <***> udskrev den 5. marts 1999 recept på 100 stk. prednisolontabletter a 25 mg (2x2 dgl),

<***> blev den 24. marts 1999 på grund af betændelse i højre albue akut indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, <***>, af egen læge <***>. Læge <***> anførte <***>s medicinstatus i forbindelse med indlæggelsen.

Den 29. marts 1999 blev <***> undersøgt af overlæge <***>, der fandt albuen rød og betændt. Overlægen vurderede på denne baggrund, at der var behov for operation. Han besluttede samtidigt at standse behandlingen med Prednisolon for at nedsætte infektionsrisikoen omkring operationstidspunktet. Overlægen noterede dette i journalen, men ikke nærmere, hvorledes seponeringen skulle foregå. <***> orienterede skriftligt neurokirurgisk afdeling, <***>, om situationen og bad om tilbagemelding med henblik på operationstidspunkt, og hvorvidt man ønskede at operere <***> for hjernesvulsten trods betændelsen i albuen.

<***> blev den 3l. marts 1999 opereret i albuen. Den 6. april 1999 fandt <***>, at hun kunne udskrives til hjemmet til fjernelse af tråde hos egen læge den 12. april 1999. Reservelæge <***>angav ikke i journalen eller i udskrivningsbrevet medicinstatus ved udskrivelsen. <***> blev udskrevet den 7. april 1999 af læge <***>, der samme dag på grund af betændelse i såret påbegyndte behandling med antibiotika (Diclosil lg 3 gange dagligt).

Den 13. april 1999 blev <***> vurderet af egen læge <***>, der fjernede trådene. Det fremgår af lægens journal, at der endnu ikke forelå epikrise fra indlæggelsen. Egen læge <***> udskrev den 15. april 1999 en recept på 100 stk. Prednisolontabletter a 25 mg (dosering efter skriftlig anvisning).

Der var planlagt operation af hjernesvulsten den 14. april 1999, men der blev meldt afbud, og <***> fik ifølge journal fra <***> en ny tid til operation den 9. juni 1999.

<***> blev den 19. april 1999 indlagt på plejehjemmet <***> til aflastning, da hun ikke kunne klare sig i hjemmet. Egen læge <***> blev telefonisk kontaktet nogle gange af plejehjemmet grundet forskellige klager. Der blev taget prøver for sukker i urinen, som var negative og blodsukkerværdier, som var marginalt forhøjede. Antallet af hvide blodlegemer var ved kontrol den 4. maj 1999 ifølge journalen kun let forhøjede. <***> blev den 10. maj 1999 indlagt på <***> af egen læge <***> på grund af urinvejsinfektion og lungebetændelse samt væskende sår på albuen. Hun havde da fået den høje dosis binyrebarkhormon igennem 4 måneder. <***>s almentilstand var så svækket, at operation for hjernesvulsten næppe kunne komme på tale. <***> sløjede hurtigt af og døde den 15. maj 1999.

Der er klaget over den behandling <***> modtog på <***> og af egen læge i forbindelse med behandling med højdosis Prednisolon.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af den behandling <***> har modtaget af afdelingslæge <***>, medicinsk afdeling, <***>, den 9. februar 1999.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at der i forbindelse med <***>s indlæggelse den 7. februar 1999 blev foranstaltet en CT-scanning, som viste en hjernesvulst, og at der på denne baggrund blev iværksat relevant behandling med højdosis binyrebarkhormon og krampeforebyggende behandling.

Videre har nævnet lagt vægt på, at det af journalen den 9. februar 1999 fremgår, at afdelingslæge <***> noterede, at <***> var relativt velbefindende og klinisk upåvirket samt neurologisk intakt. Resultatet af CT-scanningen af hjernen blev sendt til den visiterende overlæge ved neurokirurgisk afdeling, <***>, med henblik på eventuel operation. Af journalen fremgår, at afdelingslæge <***> forventede svar indenfor få dage.

På denne baggrund finder nævnet ikke at kunne kritisere, at afdelingslæge <***> valgte at fortsætte behandlingen med Prednisolon i højdosis sammen med Deprakrinebehandlingen.

Sammenfattende finder nævnet således, at afdelingslæge <***> på relevant vis fastholdt den høje steroiddosis for at nedsætte mængden af væske omkring hjernesvulsten, og dermed også bidrage til at forhindre nyt krampeanfald eller andre neurologiske udfaldssymptomer, såsom hovedpine, kvalme, gangbesvær etc.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af den behandling <***> modtog af læge <***>, <***>, den 11. februar 1999.

Nævnet har herved lagt vægt på, at læge <***> den 10. februar 1999 tilså <***>, og at det af journalen fremgår, at <***> var velbefindende, vågen og upåvirket.

Videre har nævnet lagt vægt på, at læge <***> i forbindelse med planlagt udskrivelse udfærdigede en udførlig epikrise, som beskrev sygdomsbilledet og resultatet af CT-scanningen af hjernen. Endvidere noteredes det, at CT-billederne var sendt til neurokirurgisk afdeling, <***>, med henblik på yderligere vurdering og videre behandlingsplan. Af epikrisen fremgik medicin ved udskrivelsen, herunder Prednisolon 50 mg x 2 dagligt, men intet notat om senere aftrapning.

Nævnet finder ikke, at det kan kritiseres, at læge <***> ikke lagde en plan for aftrapning af højdosisbehandling af Prednisolon, idet tidspunktet for en eventuel aftrapning var afhængigt af svar fra neurokirurgisk afdeling på <***>.

Nævnet finder sammenfattende, at læge <***> handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved udfærdigelsen af epikrisen den 11. februar 1999.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af, at overlæge <***>, ortopædkirurgisk afdeling, <***> den 29. marts 1999 seponerede præparatet Prednisolon.

Nævnet har herved lagt vægt på, at en højdosis Prednisolon kan påvirke immunforsvaret og dermed muligheden for at behandle en aktuel infektion.

Nævnet finder imidlertid, at det er kritisabelt, at overlæge <***>, da han den 29. marts 1999 seponerede Prednisalonen ikke markerede seponeringen på medicinskemaet.

Nævnet har herved lagt vægt på, at det af <***>s interne retningslinjer, som også gælder for ortopædkirurgisk afdeling, fremgår, at det er lægerne, der skriver alle ordinationerne på medicinskemaet og signerer for hver enkelt ordination. For så vidt angår seponering fremgår det af retningslinjerne, at en seponering skal markeres med en skråstreg efter sidste givne dosis og signeres af lægen.

Nævnet finder således, at overlæge <***> burde have påført seponeringen af Prednisolon på medicinskemaet af hensyn til den fortsatte behandling af <***>.

For så vidt angår l. reservelæge <***> behandling af <***> den 6. april 1999, finder nævnet, at reservelægen relevant tilså hendes sår, og på baggrund af denne undersøgelse vurderede, at hun kunne udskrives.

Nævnet finder ikke at kunne kritisere, at l. reservelæge <***> i forbindelse med sin udfærdigelse af epikrise ikke blev opmærksom på ændringen i medicinstatus.

Nævnet har herved lagt vægt på, at det af de interne retningslinjer fra <***> fremgår, at man i forbindelse med udfærdigelse af epikrisen orienterer sig på medicinordinationsarket, om der er sket ændringer i medicinstatus. Dette var i det aktuelle tilfælde imidlertid ikke tilfældet.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af den behandling <***> modtog af de involverede sygeplejersker på ortopædkirurgisk afdeling, <***>, i forbindelse med medicingivning i perioden fra den 29. marts til den 7. april 1999.

Nævnet har herved lagt vægt på, at sygeplejerskerne ophældte medicinen i overensstemmelse med retningslinjerne angivet i medicinskemaet.

For så vidt angår egen læges behandling af <***> i perioden fra den 17. april til den 10. maj 1999, finder Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik af praktiserende læge <***>.

Nævnet har ved sin afgørelse heraf lagt vægt på, at læge <***> på intet tidspunkt modtog oplysninger om, at dosisreduktion var påtænkt, og da det drejede sig om en lidelse, der altid behandles i specialistregi, finder nævnet ikke at kunne kritisere, at lægen ikke handlede anderledes.

Nævnet kan i den forbindelse oplyse, at en behandling med Prednisolon forud for operation for hjernesvulst har til hensigt at reducere risikoen for øget tryk i hjernen som følge af væskeophobning omkring svulsten. Behandlingen gennemføres med Prednisolon i højdosis (f.eks. 100 mg), og eventuel justering af denne behandling varetages af en specialafdeling.