Klage over, at patient med selvmordstanker ikke blev indlagt

Overlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> ved konsultationen den 9. januar 1998 på <***> Sygehus.

<***> havde fra 1994 været i behandlingsmæssig kontakt med afdeling , <***> Sygehus.

I begyndelsen havde <***>s tilstand været domineret af hans misbrugsproblemer, men siden udviklede han sikre symptomer på skizofreni (spaltningssindssygdom). Denne dobbelte problematik i hans sygdomstilstand komplicerede behandlingsforløbet, da de vedvarende misbrugstilbøjeligheder dels forværrede hans psykiske lidelse, dels vanskeliggjorde en mere varigt behandlingsbetinget bedring. Som følge heraf var det fra afdelingens side i den senere del af behandlingsforløbet anset for nødvendigt at stille krav om en stram misbrugspolitik, hvis behandlingen af <***> under indlæggelse skulle have nogen mening.

Den 3. december 1997 mødte <***> selv på <***> Sygehus, fordi han i nogle dage havde haft det dårligt med selvmordstanker. <***> fandtes ved undersøgelsen vågen og klar uden nogen tegn på, at han kunne anses for selvmordstruet. Reservelægen, som undersøgte <***>, havde forinden konfereret med den behandlingsansvarlige overlæge, overlæge <***>, som havde gjort det klart, at såfremt <***> skulle indlægges, måtte der stilles krav til ham i relation til hans misbrug. Da <***> fik dette at vide, afslog han selv at lade sig indlægge.

Ved en efterfølgende ambulant samtale den 8. december 1997 gjorde overlæge <***> det endnu engang klart overfor <***>, at det måtte være en betingelse for indlæggelse, at han accepterede efterfølgende ophold på en behandlingsinstitution og efterfølgende socialpsykiatrisk behandling.

Der blev aftalt en ambulant samtale hos overlæge <***> den 9. januar 1998, hvor <***> mødte ledsaget af en socialrådgiver. I forbindelse med overlæge <***>s undersøgelse af <***>, oplyste han, at han havde det dårligt. Han var angst og frygtede, at nogen fulgte efter ham, ligesom han frygtede, at hans pension ville blive taget fra ham, og at han ville blive sendt i arbejde. <***> oplyste, at hans hashmisbrug var uforandret.

Overlæge <***> tilbød i forbindelse med undersøgelsen, at <***> kunne blive indlagt på de føromtalte vilkår med hensyn til at komme ud af sit misbrug. <***> havde i den forbindelse været ambivalent overfor, om han ville eller kunne komme ud af sit misbrug.

Konsultationen sluttede derefter med, at det blev aftalt, at <***> ville blive indkaldt ca. 6 uger senere.

Den 10. januar 1998 begik <***> selvmord.

Der er klaget over, at <***> ved den ambulante samtale med overlæge <***> den 9. januar 1998 ikke blev indlagt på <***> Sygehus.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af overlæge <***>s behandling af <***>.

Nævnet har herved lagt vægt på, at <***>s kontakt til <***> Sygehus den 9. januar 1998 var en aftalt konsultation og ikke en henvendelse på <***>s eget initiativ.

Nævnet har endvidere lagt vægt, at <***> ved konsultationen den 9. januar 1998 hos overlæge <***>, som kendte hans sygdomsforløb fra flere tidligere konsultationer og således havde et godt kendskab til misbrugsproblematikken, ikke fremtrådte væsentligt dårligere end ved de forudgående ambulante kontroller, og at selvmordsrisikoen ikke var større end den formentlig øgede risiko, der havde været til stede gennem en stor del af hans sygdomsforløb.

Nævnet har yderligere lagt vægt på, at <***> ikke selv ville acceptere at indgå på afdelingens vilkår om at indgå i et misbrugsbehandlingsprogram, som en forudsætning for at en indlæggelse af ham kunne blive iværksat.

Patientklagenævnet finder på denne baggrund, at overlæge <***> ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved, i forbindelse med konsultationen den 9. januar 1998 på psykiatrisk ambulatorium, <***> Sygehus, ikke at foranledige <***> indlagt.