Manglende opsættende virkning af klage over tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 2. februar 2000 om tvangsbehandling af <***> på <***>.

<***> havde siden 1977 været benzodiazepinmisbruger, og havde misbrugt heroin siden 1980. I 1991 blev han sat i metadonvedligeholdelsesbehanding, og er fortsat i denne behandling med 150 mg dagligt.

Fra 1978-1990 <***> indlagt talrige gange på psykiatrisk afdeling, og fra 1989-1993 blev <***> i forbindelse med en behandlingsdom fulgt i Distriktspsykiatrisk Center. I 1994 blev han tvangsindlagt på grund af farlighed på psykiatrisk afdeling, <***>, og blev under indlæggelsen behandlet med antipsykotisk medicin i form af Trilafon. Denne behandling fik symptomerne til langsomt at klinge af. Efterfølgende blev han fulgt i ambulatoriet på <***>. Trilafonbehandlingen blev ændret til Semap, som man imidlertid valgte at ophøre med i juni 1996.

I december 1996 blev <***> indlagt igen via ambulatoriet på <***>, fordi han var psykotisk, aggressiv og truende, blandt andet over for sine forældre. <***> var så voldsom, at politiet så sig nødsaget til at være bevæbnet, når de blev tilkaldt. Trilafonbehandlingen blev genoptaget, og tilstanden bedredes langsomt.<***> blev udskrevet under diagnosen skizofreni-lignende psykotisk tilstand efter næsten 3 måneders indlæggelse.

Fra juni til september 1998 var <***> indlagt på <***> og blev udskrevet til plejehjem under diagnosen opioid afhængighedssyndrom og udifferentieret skizofreni. Han blev behandlet med indsprøjtning med Trilafon dekanoat 54 mg i musklen hver 14. dag. Da han ikke kunne rummes på plejehjemmet, blev han efter ganske få dage indlagt på <***>, hvor han forblev indlagt indtil den 22. marts 1999.

Fra juli til oktober 1999 var <***> indlagt på psykiatrisk afdeling, <***>, under diagnosen skizofren uden specifikation.

Aktuelt blev <***> frivilligt indlagt den 31. december 1999 på psykiatrisk afdeling, efter henvisning fra et rådgivningscenter, da <***> var begyndt at blive sindssyg (psykotisk).

<***> gav ved indlæggelsen selv udtryk for, at når han blev psykotisk, blev han meget nemt aggressiv og meget paranoid og ønskede derfor at blive indlagt på lukket afsnit.

Den indlæggende læge fandt <***> klamt svedende, latent aggressiv, generet af tankemylder, og at den følelsesmæssige kontakt med ham var læderet, hvorimod den formelle kontakt var intakt.

Dagen efter indlæggelsen virkede han noget affektpræget og tømte et glas juice på gulvet. Man tilbød ham behandling med antipsykotisk medicin, som han imidlertid afslog. Dette blev gentaget den 4. januar 2000, hvor man forsøgte at gøre det klart for ham, at der ville være effekt på hans dårlige psykiske tilstand og psykotiske oplevelser ved behandling med antipsykotisk medicin, idet han generelt virkede anspændt og havde en konstant truende holdning over for omgivelserne.

Den 6. januar 2000 fandtes han forpint af sin psykiske tilstand, og den 7. januar 2000 virkede <***> fortsat forpint, selvom han forsøgte til det yderste at holde sammen på sig selv mod sine psykotiske forestillinger. Han forekom endvidere affekteksplosiv og svært paranoid over for et personalemedlem, som han nedstirrede.

Da tilstanden var i hastig udvikling, traf overlæge <***> den 7. januar 2000 beslutning om, at <***> skulle tvangsbehandles med antipsykotisk medicin mikstur Trilafon 16 mg dagligt subsidiært indsprøjtning med Trilafon 8 mg dagligt og eventuel stigning i dosis efter effekt, idet det blev vurderet at <***> s psykiske tilstand ville forværres hastigt uden behandling.

<***> ønskede ikke at klage og modtog derfor den medicinske behandling.

I forløbet var der flere voldelige episoder, hvor han blandt andet havde udsat personalet for karatespark, og han blev af den grund bæltefikseret flere gange.

Den 24. januar 2000 klagede <***> over beslutningen om tvangsmedicinering.

På grund af <***> s voldelige adfærd vurderede overlæge <***>, at klagen ikke skulle tillægges opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 2. februar 2000 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at <***> var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at <***> fremtrådte forpint af sin tilstand. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at <***> tidligere havde modtaget antipsykotisk medikamentel behandling med god effekt på tilstanden, og at han var kendt i afdelingen efter 2 tidligere indlæggelser.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Trilafon er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at kunne godkende at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning, idet der lægges vægt på, at ophør med medicinen på dette tidspunkt sandsynligt ville udgøre en nærliggende fare for forringelse af <***> s helbred. Det fremgår endvidere af journalen, at <***> optrådte voldeligt over for personalet.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at <***> var svært paranoid, forpint og affekteksplosiv, hvorfor det var relevant at fortsætte medicineringen for at afværge at <***> s tilstand blev yderligere forværret. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at <***> i forløbet efter iværksættelse af medicinsk behandling havde udført karatespark mod personalet, ligesom han var fysisk og verbalt truende og kastede genstande efter personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet den 2. februar 2000 af Det Psykiatriske Patientklagenævn <***>.