Iværksat på 5. dagen ? patienten ikke væsentligt forpint eller aggressiv

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 2. maj 2000, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at beslutningen om tvangsmedicinering den 19. april 2000 ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sagsnummer:

0021701

Offentliggørelsesdato:

1. september 2003

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 2. maj 2000, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at beslutningen om tvangsmedicinering den 19. april 2000 ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

på 43 år, er handelsuddannet, men har ikke været i arbejde siden 1998. Hun blev skilt fra sin ægtefælle i 1990, og har siden da boet alene.

Ifølge s egen læge har hun haft det psykisk dårligt gennem flere år. Hun har således følt sig forfulgt og ment, at telefonen blev aflyttet, samt at der var mikrofoner skjult i møblerne. Endvidere var det blevet observeret, at gik baglæns, når hun skulle hjem. Hun havde i tiltagende grad isoleret sig, og levede for det meste bag nedrullede gardiner.

har ikke tidligere været indlagt på en psykiatrisk afdeling, og har ikke tidligere været tvangsbehandlet, ligesom hun ikke tidligere har været behandlet med antipsykotisk medicin.

Aktuelt blev tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, , den 6. april 2000. Indlæggelsen skete på behandlingsindikation, idet egen læge fandt hende psykotisk, uden sygdomsindsigt og præget af en vis selvmordsimpuls.

Fra den 9. april 2000 blev tvangstilbageholdt, idet hun blev fundet klart psykotisk med forfølgelsesforestillinger og tankeforstyrrelser. Hun virkede forpint af tilstanden og ville ikke afvise, at der var risiko for, at hun ville begå selvmord. Udfra sygehistorien og tilstanden under indlæggelsen stilledes diagnosen paranoid skizofreni.

Den 14. april 2000 blev det forsøgt at motivere for frivillig behandling med antipsykotisk medicin, og fra den 17. april 2000 blev hun dagligt tilbudt medicin i form af 10 mg Zyprexa. afviste imidlertid behandlingen med henvisning til, at hun skulle behandles af Gud. Den 19. april 2000 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med mikstur Trilafon 16 mg dagligt, eller injektion Trilafon 10 mg dagligt, idet dosis skulle justeres inden for almindeligt anvendt doseringsinterval, afhængigt af effekt og bivirkninger. Mod bivirkninger skulle der gives tablet Disipal 50 mg dagligt eller injektion med 5 mg Akineton dagligt.

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 2. maj 2000 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn, som godkendte beslutningen om tvangsmedicinering af med mikstur Trilafon 16 mg dagligt, eller som alternativ injektioner med Trilafon 10 mg dagligt, samt bivirkningsmedicin i form af tablet Disipal 50 mg dagligt eller injektioner med Akineton 5 mg dagligt. Afgørelsen blev begrundet med, at var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der måtte ligestilles hermed, samt at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, idet udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Ligeledes fandtes behørigt motiveret for frivillig behandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det havde været uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til en helbredelse eller en betydelig bedring af hendes tilstand ellers var blevet væsentlig forringet. Nævnet har lagt vægt på, at på tidspunktet for tvangsbehandlingen var i en sindssygelig tilstand, og at hun var præget af forfølgelsesforestillinger og tankeforstyrrelser samt selvmordsovervejelser. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at var forpint af tilstanden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at beslutningen om tvangsbehandling blev truffet 5 dage efter, at første gang blev forsøgt motiveret for frivillig behandling. I dette tidsrum havde hun efter det oplyste ikke været aggressiv, men færdedes roligt og upåfaldende på afdelingen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der var tale om en længerevarende psykotisk tilstand. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på den beskrevne baggrund, at burde have haft yderligere betænkningstid, inden beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet den 19. april 2000.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer således den afgørelse, der er truffet den 2. maj 2000 af Det Psykiatriske Patientklagenævn i , idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at beslutningen om tvangsmedicinering den 19. april 2000 ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.