Klage over manglende henvisning efter telefonhenvendelse

Praktiserende læge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> i forbindelse med hendes telefoniske henvendelser den 21. oktober og den 1. november 1999 til konsultationen.

<***> fik i 1997 fjernet en godartet svulst i venstre bryst.

Da <***> i oktober måned 1999 konstaterede en knude i venstre bryst, ringede hun den 21. oktober 1999 til egen læge<***> udenfor dennes telefontid.

<***> talte med lægens sekretær, som hun informerede om fundet af knuden i brystet og anmodede derpå om at få sendt en henvisning til mammografi eller til <***> hospitals gynækologiske afdeling. Læge <***>s sekretær opfordrede <***> til at ringe igen i telefontiden for at tale med læge <***>. <***> ringede ikke.

<***> anfører i sin klage, at hun regnede med, at læge <***> sendte en henvisning direkte til <***> hospital.

Da <***> derefter den 1. november 1999 intet havde hørt, ringede hun samme dag og talte med læge <***> uden for dennes telefontid. Læge <***> tilbød en konsultation samme dag til nærmere undersøgelse evt. henvisning, men dette ønskede <***> ikke.

Der er klaget over, at praktiserende læge <***> ved <***>s telefoniske henvendelser den 21. oktober og den 1. november 1999 ikke umiddelbart henviste hende til mammografi eller til <***> hospital, hvor hun tidligere var blevet opereret.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af praktiserende læge <***>s handlemåde i forbindelse med <***> telefoniske henvendelser den 21. oktober og den 1. november 1999.

Nævnet har lagt vægt på, at det forudsættes, at en viderehenvisning indeholder så fyldige oplysninger som muligt, herunder en relevant klinisk undersøgelse, således at en korrekt visitation kan foretages.

Patientklagenævnet finder det derfor i overensstemmelse med sædvanlig lægefaglig praksis, at <***> ved den telefoniske henvendelse den 21. oktober 1999 blev opfordret til at ringe senere for at tale med læge <***>, og at hun ved den telefoniske henvendelse den 1. november 1999 blev tilbudt en klinisk undersøgelse samme dag med henblik på en nærmere stillingtagen til viderehenvisning.

Patientklagenævnet finder desuden, at læge <***> ikke kan kritiseres for ikke telefonisk selv at have kontaktet <***> efter hendes første telefoniske henvendelse den 21. oktober 1999.

Nævnet har herved lagt vægt på, at <***> af læge <***>s sekretær ved opringningen til konsultationen blev opfordret til at ringe i telefontiden med henblik på at høre, hvorledes læge <***> forholdt sig til hendes ønske om en telefonisk viderevisitation.