Rodbehandling - indikation og behandling

De tandlæger i Den Kommunale Tandpleje i <****> Kommune, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 18. juni 1996 til den 20. december 1999, har ikke overtrådt tandlægeloven.

var den 31. januar og den 1. og den 22. maj 1995 udeblevet fra visitation med henblik på tandreguleringsbehandling hos specialtandlæge i Den Kommunale Tandpleje i Kommune. Ved brev af 21. juni 1995 meddelte specialtandlæge familien , at den kommunale tandpleje på grund af udeblivelserne fralagde sig ansvaret for en eventuel uheldig udvikling af tandstilling.

Den 18. juni 1996 fik lavet en lille sølvamalgamfyldning i 7- (anden store kindtand i højre side af underkæben). Da lejligheden bød sig, visiterede specialtandlæge ved samme lejlighed med henblik på vurdering af, om der var grundlag for tandreguleringsbehandling. Specialtandlægen noterede i journalen, at der kunne opstå problemer i sammenbiddet mellem 7+/7- (obs. 7+/7-), men vurderede, at der på dette tidspunkt ikke var behov for tandreguleringsbehandling.

Ved en konsultation i den kommunale tandpleje den 30. marts 1998 blev det i journalen noteret, at der var karies på tyggefladen af 7- (obs. 7-).

Den 11. december 1998 lavede tandlæge en fyldning på tyggefladen af 7-. Senere samme dag var der smerter fra 7-, og der blev informeret om, at smerterne skyldtes udboring af tanden og sandsynligvis ville fortage sig. blev endvidere informeret om, at hun skulle henvende sig i tandlægevagten, hvis smerterne fortsatte.

Den 24. februar 1999 udeblev fra behandling.

Den 13. april 1999 henvendte sig i tandplejen, og der fandtes smerter ved kuldepåvirkning ved tænderne 7, 6-. Tandlæge foretog beslibning af 6-.

henvendte sig igen i tandplejen den 11. maj 1999 på grund af smerter ved samme tænder ved kulde- og varmepåvirkning og ved spisning. Tandlæge forsøgte at fjerne fyldningen fra tyggefladen af 7-, men da der trods lokalbedøvelse var smerter fra tanden, blev kun halvdelen af fyldningen fjernet, og der blev lagt et desinficerende og smertestillende indlæg (kampferklorfenol) i tanden. Tandlæge noterede i journalen, at 7- lå forskudt ud mod kinden (7- forskudt facialt).

Efter at var udeblevet fra behandling den 26. maj 1999, lagde tandlæge ved en ny konsultation den 8. juni 1999 en ny sølvamalgamfyldning på tyggefladen af 7-, da der ikke var symptomer fra tanden. Denne fyldning blev fjernet igen den 11. juni 1999 af tandlæge . Under fyldningen blev der konstateret hul til nerven, og rodbehandling blev påbegyndt. Rodbehandlingen blev fortsat den 22. juni 1999, efter at var udeblevet fra behandling den 17. juni 1999.

Rodbehandlingen blev herefter først genoptaget af tandlæge den 14. december 1999, efter at igen var udeblevet et antal gange og også havde meldt afbud til behandling. s moder havde i mellemtiden gjort tandplejen opmærksom på, at hendes datter var meget nervøs for rodbehandlingen.

Den 20. december 1999 blev behandlet af tandlæge , der konstaterede, at 7- var øm efter sidste behandling. Tandlæge lagde et nyt smertestillende indlæg i tanden. Den 7. januar 2000 konstaterede tandlæge , at den midlertidige fyldning i 7- var slidt i stykker, og der blev igen lagt smertestillende indlæg i tanden. Ved samme konsultation fandt tandlæge 8- (visdomstanden i højre side af underkæben) skævt lejret i kæben, og hun anførte i journalen, at hun ville spørge overtandlæge , om ikke han fandt, at 7- burde trækkes ud frem for 8-. Den 11. januar 2000 noterede tandlæge , at overtandlæge var enig i denne behandlingsplan.

Den 13. januar 2000 meddelte s moder den kommunale tandpleje, at de ville søge en privatpraktiserende tandlæge med henblik på behandling af 7-.

Den 22. februar 2000 blev rodbehandlingen af 7- afsluttet hos den privatpraktiserende tandlæge, der desuden fandt, at der var behandlingskrævende krydsbid på 7+/7-.

Der er klaget over, at det ikke blev opdaget, at havde krydsbid, og at hun således ikke blev tilbudt tandreguleringsbehandling. Klager har oplyst, at har lidt af hovedpine gennem mange år.

Endvidere er der klaget over, at der blev foretaget behandling af 7- i 1998 og 1999, hvorefter det blev vurderet, at det var bedst at fjerne tanden.

For så vidt angår klagen over, at det ikke blev opdaget, at havde krydsbid, og at hun ikke blev tilbudt tandreguleringsbehandling, kan Patientklagenævnet oplyse, at der ifølge Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 493 af 8. juni 1994 med bilag om ?Regler for ortodontivisitation og ortodontiindikationer? findes indikation for tandregulering, når der er tale om udpræget krydsbid.

Nævnet kan videre oplyse, at der kun i sjældne tilfælde er indikation for tandregulering ved skævhed af en enkelt tand. I de tilfælde, hvor tandregulering kommer på tale, vil det ofte skyldes, at patienten lider af hovedpine eller har kæbeledsproblemer.

Nævnet har lagt vægt på, at specialtandlæge den 18. juni 1996 visiterede med henblik på undersøgelse af et eventuelt tandreguleringsbehov. Specialtandlægen fandt, at der kunne opstå problemer i sammenbiddet mellem 7+/7-, men vurderede, at der på dette tidspunkt ikke var grundlag for tandregulering.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, der i journalen ikke findes optegnelser, der vidner om, at man i tandplejen havde kendskab til, at led af hovedpine. Endvidere er der ikke angivet noget om kæbeledsproblemer.

På denne baggrund kan nævnet ikke fastslå, at specialtandlæge burde have konstateret et behandlingskrævende krydsbid på 7+/7-, og nævnet finder således ikke anledning til at kritisere, at specialtandlæge vurderede, at der ikke var indikation for tandreguleringsbehandling.

For så vidt angår klagen over behandlingen af 7-, har nævnet lagt vægt på, at der den 30. marts 1998 blev konstateret karies i 7-. Den 11. december 1998 lavede tandlæge en fyldning på tyggefladen af 7-. Ved smerter den 24. februar 1999 ved tænderne 7, 6- foretog tandlæge relevant beslibning af 6-, og da smerterne fortsat var til stede den 11. maj 1999 forsøgte hun at fjerne fyldningen fra tyggefladen af 7-. Den 26. maj 1999 var symptomerne ophørt, og tandlæge lagde en ny sølvamalgamfyldning i tanden.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at tandlæge den 11. juni 1999 fjernede fyldningen i 7- og konstaterede, at der var hul til nerven og akut betændelsestilstand. På denne baggrund indledte hun rodbehandling af tanden ved at udrense nervevævet fra tandens rodkanaler. Behandlingen kunne ikke færdiggøres samme dag, og tandlæge ilagde derfor en vatpellets med kampferklorfenol, der er et desinficerende og smertestillende præparat, der desuden medvirker til at fjerne eventuelle vævsrester. Herefter lagde hun en midlertidig dækfyldning.

Nævnet har videre lagt vægt på, at behandlingen blev fortsat den 22. juni 1999, hvor tandlæge fortsatte med at fjerne nervevæv. Der blev ilagt calciumhydroxyd og midlertidig dækfyldning med henblik på senere fortsættelse af behandlingen. Herefter udeblev fra et antal behandlinger, ligesom hun meldte afbud til en behandling, og tandlæge kunne således først genoptage rodbehandlingen den 14. december 1999. Den 20. december 1999 overtog tandlæge behandlingen af 7-.

Nævnet kan oplyse, at det er i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at foretage rodbehandling, når der er opstået akut betændelse i en tandnerve. En sådan rodbehandling lader sig ikke altid færdiggøre i én behandlingsseance.

Det er således nævnets vurdering, at tandlæge behandlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, og at det forhold, at behandlingen trak ud må tilskrives s udeblivelser.

På denne baggrund finder nævnet, at tandlæge ikke udviste manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af .

For så vidt angår klagen over, at det blev vurderet, at det var bedst at fjerne tanden 7-, kan nævnet oplyse, at det ikke er alle rodbehandlinger, der lykkes. Jo længere bagtil i mundhulen tanden er placeret, desto vanskeligere er det at foretage en perfekt rodfyldning. Under alle omstændigheder bliver en rodbehandlet tand mere skrøbelig, end en intakt tand, hvilket kan medføre senere udgiftskrævende behandling.

Nævnet har lagt vægt på, at røntgenbilleder optaget den 20. december 1999 og den 14. januar 2000 viser, at 8- ligger skævt lejret i kæben, således at den ikke umiddelbart vil vokse frem i tandrækken.

Det er nævnets vurdering, at denne placering af 8- vil kunne indebære, at den senere må fjernes, idet der kan opstå betændelse omkring tanden ved kontakten mellem 8- og 7- med deraf følgende beskadigelse af 7-.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tandlæge den 20. december 1999 noterede i journalen, at 7- var øm efter sidste behandling.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at tandlæge skønnede, at det ville være hensigtsmæssigt at fjerne 7-, således at 8- kunne vokse frem som erstatning for 7-. Tandlæge konfererede med overtandlæge , der var enig i hendes skøn.

Det er nævnets opfattelse, at tandlæge herved foretog et relevant skøn, idet den behandlingsplan, hun lagde, ville kunne spare for senere gener ved såvel 7- som 8-.

På denne baggrund finder nævnet, at tandlæge ikke udviste manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af .