Klage over at brud på ryg blev overset

Den behandling, som <****> modtog den 9. august 1999 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>, var ikke omhyggelig og samvittighedsfuld.

Da det ikke har været muligt for Patientklagenævnet at finde frem til den sundhedsperson, der havde ansvaret for behandlingen, sendes afgørelsen til afdelingens administrerende overlæge <****>, til orientering.

Den 6. august 1999 blev via skadestuen indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, , efter et motorcykeluheld. Der var udtalt smerte i højre hofte og trykømhed bagtil til højre af hoftebenskammen samt af torntappene i lændehvirvelsøjlen. Ved røntgenundersøgelsen af hoften blev der fundet et brud af lårbenshalsen på højre side. Ved røntgenundersøgelsen af lændehvirvelsøjlen blev det fundet, at 12. ryghvirvel og 1. lændehvirvel var kileformede.

Den 7. august 1999 blev der foretaget en operativ behandling af det højresidige lårbenshalsbrud (osteosynthesis fracturae colli femoris dxt.). Operationen forløb ukompliceret, og der blev opnået en god stilling af bruddet, som blev fikseret med skinne. Dette blev bekræftet af en efterfølgende røntgenkontrol.

Den 9. august 1999 blev overflyttet til kirurgisk afdeling, , til genoptræning. I udskrivningsnotatet til anførte man fra ortopædkirurgisk afdeling, at der var fundet kileform af 12. ryghvirvel og 1. lændehvirvel, muligvis af ældre dato. Endvidere blev det anbefalet, at der blev taget nyt røntgenbillede af lændehvirvelsøjlen, såfremt der kom tiltagende lændesmerter.

Den 17. august 1999 blev udskrevet fra kirurgisk afdeling, , til genoptræning og ambulant kontrol.

Genoptræningen af den operativt behandlede højre hofte gik fint, men da havde tiltagende lændesmerter, blev der i forbindelse med kontrol i ambulatoriet 22. september 1999 blev der ordineret CT-scanning af lændehvirvelsøjlen.

Ved scanningen, der blev udført den 8. oktober 1999, blev der fundet et svært kileformet brud af 12. ryghvirvel, idet der var brud af bagkanten, ligesom der var forskydning af brudstykkerne. Endvidere blev der fundet et mindre brud af 1. lændehvirvel med nedpresning af øvre dækplade, men med intakt bagkant. Pladsen i rygmarvskanalen var god.

, som fortsat havde lændesmerter, blev efterfølgende fulgt af overlæge , ortopædkirurgisk afdeling, . Da effekten af den konservative behandling, inklusive diverse former for genoptræning, kun havde været beskeden, drøftede overlæge ved den afsluttende ambulante undersøgelse den 6. september 2000 mulighederne for at foretage en stivgørende rygoperation, som imidlertid på indeværende tidspunkt ikke ønskede.

Der er klaget over, at lægerne på ortopædkirurgisk afdeling, , overså, at der var brud på s ryg.

Nævnet har lagt vægt på, at det af røntgenbeskrivelsen den 6. august 1999 fremgår, at undersøgelsen var suboptimal på grund af foranliggende luftfyldte tarme, hvorfor man ikke kunne konkludere, om der var tale om nye eller gamle brud. Man var således ikke bekendt med, om der var tale om et friskt eller gammelt brud, eller om der var tale om et såkaldt stabilt eller instabilt brud.

Nævnet kan oplyse, at i en situation, hvor der foreligger en suboptimal røntgenundersøgelse, gentager man almindeligvis undersøgelsen, indtil man finder fremstillingen god nok til at vurdere den problemstilling, der har udløst undersøgelsen.

Nævnet har videre lagt vægt på, at det af journalen den 9. august 1999 fremgår, at kursusreservelæge ved sin undersøgelse af fandt, at der var lidt ømhed i ryggen, men at der ikke var ømhed på det sted i ryggen, hvor røntgen havde vist et mindre kompressionsbrud. Endvidere anbefalede han, at der blev taget et nyt røntgen af columna lumbalis, såfremt der kom tiltagende smerter ved lænderyggen.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke forelå oplysninger om tidligere traumer, og at det af journalen den 6. august 1999 fremgår, at ikke tidligere havde været indlagt. Nævnet har videre lagt vægt på, at det til sagen er oplyst, at røntgenbillederne blev vurderet i forbindelse med en røntgenkonference den 9. august 1999. Der var ved røntgenkonferencen enighed om, at den kileformede fraktur var stabil og derfor kunne behandles konservativt, samt at frakturen skulle røntgenkontrolleres senest efter tre måneder, eventuelt tidligere, såfremt der kom tiltagende smertesymptomer fra ryggen.

Nævnet finder, at det i relation til traumemekanismen (høj-energi traume) burde have været afklaret, om der var tale om et frisk eller gammelt brud, samt om bruddet var stabilt eller instabilt, inden blev overført til andet hospital. Røntgenundersøgelsen burde derfor have været gentaget, og det er nævnets vurdering, at dette formentlig ville have udløst en CT-scanning.

Nævnet finder således, at den behandling, som modtog den 9. august 1999, ikke har levet op til normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet der ikke blev foretaget yderligere udredning af mistanken om friske brud i rygsøjlen.

Da det ikke har været muligt for Patientklagenævnet at finde frem til den sundhedsperson, der havde ansvaret for behandlingen, sendes afgørelsen til afdelingens administrerende overlæge , til orientering.

Nævnet har herved lagt vægt på, at overlæge til sagen har oplyst, at det ikke er muligt med sikkerhed at sige, hvem der deltog i røntgenkonferencen den 9. august 1999.