Klage over udskiftning af ernæringssonde samt information til pårørende

Reservelæge <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> den 27. januar 2000 på skadestuen, <****>.

De læger på kirurgisk-gastroenterologisk afdeling, <****>, der den 28. og 29. februar 2000 var involveret i behandlingen af <****>, har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved deres information af <****>s ægtefælle.

havde gennem længere tid haft en mavesonde (gastrostomisonde), fordi hun havde synkebesvær efter en hjerneblødning. Under en indlæggelse på var sonden gledet ud, og der var blevet genanlagt en sonde med ultralydvejledt teknik den 16. februar 2000.

Den 27. februar 2000 blev af plejehjemmet kørt til skadestuen, , fordi sonden om aftenen den 26. februar 2000 var gledet ud. blev behandlet af reservelæge , som anlagde en sonde (silicone-kateter nr. 10) igennem den samme kanal, hvor der tidligere havde været placeret en sonde. Reservelæge kontrollerede ikke placeringen af sonden med en røntgenundersøgelse. var efter indgrebet velbefindende og blev transporteret tilbage til plejehjemmet.

Den 28. februar 2000 blev indlagt på kirurgisk-gastroenterologisk afdeling,, fordi hun havde haft smerter, når sonden blev anvendt og samme formiddag var blevet akut dårlig i forbindelse med, at der var blevet indsprøjtet 50 ml. i sonden.

Ved en klinisk undersøgelse fandt den undersøgende læge, at havde tegn på akut bughindebetændelse. En røntgenundersøgelse viste fri luft i bughulen og udsivning af kontrast fra mavesækken. Sonden var tilsyneladende placeret i mavesækken.

Den vagthavende reservelæge informerede kort de pårørende om, at en operation var nødvendig. På grund af travlhed på operationsgangen var der ventetid på operation. Kl. 20.45 informerede reservelægen familien herom og om, hvilke fund man kunne forvente at gøre under operationen. I den forbindelse nævnte lægen fejlplacering af sonden, mavesår og bughindebetændelse på grund af hul på tarmen som sandsynlige muligheder.

Kl. 21.15 blev opereret. Ved operationen fandtes mavesonden beliggende i en lomme i fedtforklædet (omentet). Der var endvidere bughindebetændelse. Efter operationen blev kørt til opvågningsafsnittet.

Om formiddagen den 29. februar 2000 blev overflyttet fra opvågningsafsnittet til sengeafdelingen. Om eftermiddagen var hendes ægtefælle ifølge klagen til stede hos hende, men blev ikke informeret om operationens forløb.

Kl. 23.30 blev s ægtefælle ringet op fra afdelingen, fordi var blevet dårligere. Ved ankomsten til blev de pårørende af vagthavende læge informeret om s dårlige tilstand og om forløbet af operationen. s tilstand forværredes yderligere, og ifølge journalen døde hun nogle timer senere.

Der er klaget over, at den 27. januar 2000 fik lagt en gastrostomisonde uden maveopfyldning med vand via en sonde lagt gennem næsen samt ultralyd, som efter klagerens opfattelse er den normale procedure.

Der er endvidere klaget over, at ægtefællen ikke modtog tilstrækkelig information efter operationen den 28. februar 2000.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af reservelæge s behandling af den 27. januar 2000.

Nævnet har herved lagt vægt på, at reservelæge den 27. februar 2000 anlagde den nye sonde gennem den gamle kanal, idet han formodede, at der var dannet en fast forbindelse mellem bugvæggen og mavesækken, da havde haft en sådan sonde igennem længere tid.

Nævnet kan oplyse, at der er generel enighed om, at det er forsvarligt at genplacere en ny sonde i det gamle sondehul, såfremt der er tale om længerevarende sondebehandling, og når sonden netop er tabt.

Nævnet kan endvidere oplyse, at der ligeledes er generel enighed om, at hvis en gastrostomisonde glider ud mindre end 2 uger efter anlæggelsen, bør man ikke uden videre indføre en ny sonde gennem hullet i huden, idet man ikke kan være sikker på, at mavesæk og bugvæg på dette tidspunkt er vokset fast sammen. Sonden vil derfor kunne glide ind i bughulen i stedet for ind i mavesækken. En nyligt anlagt sonde bør derfor kun genplaceres ved samme procedure, som når der første gang anlægges en sonde (nyanlæggelse).

Nævnet finder, at sondeanlæggelsen den 16. februar 2000 ikke kan betragtes som en nyligt anlagt sonde, idet den foregik gennem gammelt arvæv efter en tidligere sonde, hvorfor det må antages, at der var dannet en fast forbindelse mellem mavesæk og bugvæg.

Nævnet har videre lagt vægt på, at der ikke er faglig enighed om, hvor lang tid der ved kategorien "" ikke nyligt anlagt sonde "" må gå mellem udglidningen af sonden og genindlæggelse uden røntgenkontrol eller i form af nyanlæggelse.

Nævnet finder på denne baggrund ikke at kunne kritisere, at reservelæge anlagde sonden i det gamle sondehul. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om administrerende overlæge havde udarbejdet retningslinier for anlæggelse/nyanlæggelse af sonde, hvorefter man skal sikre sig sondens beliggenhed ved en efterfølgende røntgenundersøgelse.

Nævnet har herved lagt vægt på, at der var gået 12 timer mellem tab af sonden og genindlæggelsen, og at det anvendte kateter var større end det primært indlagte (10 versus 8 Fr.).

Nævnet har videre lagt vægt på, at gastrostomisondeanlæggelse er behæftet med en ikke ubetydelig komplikationsrisiko, hvorfor nævnet finder, at der bør foretages røntgenkontrol på vid indikation.

For så vidt angår klagen over den information, som s ægtefælle modtog, finder Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik.

Nævnet har herved lagt vægt på, at det ifølge lov om patienters retsstilling er patienten selv, som har ret til at få information om sin helbredstilstand. Lægerne på kirurgisk-gastroenterologisk afdeling, , har således i henhold til loven kun pligt til at informere patienten om dennes helbredstilstand.