Klage over tvangsmedicinering med Leponex

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan ikke tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 23. august 2000 vedrørende tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder således, at den trufne beslutning om tvangsmedicinering af <****> ikke opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

er en 50-årig mand, som flere gange siden 1992 har været tvangsindlagt på psykiatriske afdelinger. Første tvangsindlæggelse fandt sted på og senest har været tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, , hvor der i 1998 blev stillet diagnosen sindsspaltningssygdom præget især af forrykthed (paranoid skizofreni).

Indlæggelserne varede fra 2 måneder og op til 6 måneder, og blev i perioder behandlet med antipsykotisk medicin i form af Cisordinol Depot som injektion i doser stigende til 300 mg hver 14 dag med nogen effekt på hans tilstand. Enkelte gange blev behandlet med anden antipsykotisk medicin, Trilafon Depot og Risperdal, men begge præparater blev kun indtaget ganske kortvarigt, hvorfor det ikke var muligt at registrere en eventuel effekt af behandlingen. har efter udskrivelserne ikke villet modtage frivillig medicinering, men har fra marts til juni 1994 og igen fra februar 1995 til 1996 haft ambulante samtaleforløb.

Aktuelt blev den 14. juli 1999 af egen læge tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, .

havde i den senere tid forud for indlæggelsen været uden medicinsk behandling. Han havde været præget af sin forrykthedstilstand og været uden sygdomsindsigt. Han havde ringet døgnet rundt til forskellige mennesker, som han generede ved gentagne telefonopkald uden sammenhængende indhold. Ved egen læges besøg med politiet i forbindelse med iværksættelsen af tvangsindlæggelsen havde været råbende og ude af stand til at kommunikere og gøre sig forståelig.

Ved indlæggelsen den 14. juli 1999 fremtrådte psykotisk med vrangforestillinger, råbende og truende, og den 3. august 1999 blev der besluttet tvangsbehandling af ham med Cisordinol Depot som injektion 200-300 mg i.m. hver 2. uge. accepterede efterhånden denne behandling frivilligt, men da hans tilstand fortsat var ustabil, blev der fra januar 2000 ordineret behandling med et andet antipsykotisk præparat Leponex, som indtog frivilligt og som syntes at have en gunstig virkning på hans psykotiske tilstand. Fra april 2000 nægtede dog at medvirke til behandling med Leponex, og den tidligere behandling med Cisordinol Depot som injektion 200-300 mg i.m. hver 2. uge blev derfor genoptaget.

Fra juli 2000 blev s tilstand igen forværret, idet han blev tiltagende psykotisk med vrangforestillinger, havde giftfrygt og var vredladen. mente således, at han var en person ved navn <***>, at han var borgmester og havde et større pengebeløb til gode. Da ønskede at tabe sig, begyndte han at drikke betydelige mængder vand, op til 10 – 12 liter dagligt, hvilket ved blodprøve viste sig at medføre forstyrrelse i kroppens saltbalance.

På denne baggrund blev der den 3. august 2000 på ny besluttet tvangsbehandling, denne gang med Leponex, som om fornødent skulle gives gennem sonde til mavesækken, da præparatet ikke findes til injektionsbrug. Det fremgår af tvangsprotokollen, at doseringen var angivet ?efter skema?, og i tilknytning hertil fremgår det af journalen, at den besluttede dosis var ca. 300 mg dagligt.

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i .

Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning, da man fra psykiatrisk afdeling, , antog, at den store væskeindtagelse var helbredstruende for . Tvangsbehandlingen med Leponex blev derfor umiddelbart påbegyndt, idet de knuste tabletter blev givet gennem sonde til mavesækken.

Klagen blev herefter behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i , som i afgørelse af 23. august 2000 godkendte beslutningen om, at skulle tvangsmedicineres med Leponex. Nævnet udtalte i sin afgørelse, at man havde overvejet spørgsmålet om, hvorvidt klagen burde have været tillagt opsættende virkning, men under hensyn til oplysningerne om væskebalancen, fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere beslutningen om, at den medicinske behandling skulle påbegyndes straks. Nævnets lagde således vægt på, at der ville være tale om, at hvis ikke straks havde fået medicinsk behandling, ville hans tilstand og mulighederne for bedring hurtigt forringes, således som det var set under hans hidtidige sygdomsforløb

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Nævnet har herved lagt vægt på, at i en længere periode forud for beslutningen om tvangsbehandling blev truffet den 3. august 2000 var i en sindssygelig/ psykotisk tilstand, præget især af forrykthed (paranoid skizofreni) med sindssygelige vrangforestillinger, aktuelt i form af giftfrygt, forfølgelses- og storhedsforestillinger Eftersom der fra det tidligere sygdomsforløb var erfaring for, at behandling med antipsykotisk medicin kunne medføre en betydelig bedring af tilstanden, og eftersom den psykotiske tilstand via den store væskeindtagelse truede s helbred, ville det have været uforsvarligt ikke at beslutte tvangsbehandling, da udsigten til en betydelig og afgørende bedring af hans tilstand således ville være væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at gennem hele indlæggelsesforløbet, men specielt gennem de seneste ca. to uger før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet, var forsøgt motiveret for frivillig indtagelse af medicinen, ligesom han blev orienteret om begrundelsen for beslutningen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere var blevet behandlet med antipsykotisk medicin med god effekt på hans tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder det ligeledes i overensstemmelse med gældende regler, at s klage over beslutningen om tvangsbehandling ikke blev tillagt opsættende virkning. Nævnet har herved lagt vægt på, at s overdrevne væskeindtagelse med påvirkning af kroppens saltbalance til følge måtte anses som helbredstruende for ham, hvorfor det var relevant, at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning,

Betingelserne for tvangsbehandling var således umiddelbart opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at den besluttede tvangsbehandling, med Leponex ca.300 mg dagligt, om nødvendigt pr. sonde til mavesækken, ikke opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har herved lagt vægt på, at Leponex kan have en alvorlig, omend sjælden, bivirkning i form af påvirkning af antallet af hvide blodlegemer, og at præparatet i følge de gældende retningslinjer fra Dansk Psykiatrisk Selskab vedrørende behandling med antipsykotisk medicin ikke bør anvendes som middel ved tvangsbehandling.

Vedrørende administrationsmåden med tvangsbehandling pr. sonde til mavesækken finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i øvrigt, at denne ikke kan anses for at være i overensstemmelse med princippet om mindst indgribende middel.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund ikke tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 23. august 2000 om tvangsbehandling af på psykiatrisk afdeling, .