Klage over tvangsmedicinering med depotmedicin

har været kendt på , psyki-atrisk afdeling, siden november 1996...

Sagsnummer:

0125002

Offentliggørelsesdato:

20. juni 2001

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

<****> har været kendt på <****>, psyki-atrisk afdeling, siden november 1996...

har været kendt på , psyki-atrisk afdeling, siden november 1996, hvor han første gang blev indlagt ved tvang på grund af forfølgelsesforestillinger og bizarre legemlige vrangforestillinger. Han blev tvangsbe-handlet med antipsykotisk medicin, Cisordinol, med nogen afdæmpning af de sindssygelige symptomer.

blev genindlagt i juni 1997 efter selvmordsforsøg. I begyndelsen acceptere-de han en lille dosis antipsykotisk medicin, Trilafon, men på grund af utilstrækkelig effekt øgedes dosis, hvilket han imidlertid modsatte sig, og tvangsbehandling med Trilafon i depotform blev iværksat.

I august 1998 overgik til at være dagpati-ent, og fra september 1998 blev han fulgt i ambulatoriet på . Kort efter ophørte man med den antipsykotiske medicin i depotform. accepterede i stedet at få antipsykotisk medicin i form af Zyprexa i tabletform og blev fulgt i distriktspsykiatrisk center.

Fra oktober 1999 reduceredes Zyprexa-behandlingen efter s ønske og den ophørte helt i januar 2000.

I marts 2000 afsluttedes i distriktspsykiatrisk center, idet han ikke ønskede at komme der længere.

Aktuelt blev indlagt den 23. august 2000 på medicinsk afdeling, , på grund af mistanke om hjerneblødning. Diagnosen blev afkræftet, men man fandt ham svært sindssyg og forpint med vrangforestillinger om, at al væske blev drænet ud af kroppen. Han kunne ikke støtte på benene, fordi musklerne var drænet for vand. Man fandt ham svært psykisk syg og behandlingstrængende, hvorfor der blev udfærdiget tvangsindlæggelsespapirer på behandlingsindikation, da det ikke var muligt at overtale til frivillig indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Den 24. august 2000 indlagdes med tvang på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, . Ved indlæggelsen var han fortsat sengeliggende og fremsatte fortsat somatiske vrangforestil-linger om muskulatur og kropsvæsker. Han mente, at musklerne var døde og i forrådnelse, og at det sivede ud igennem huden. Han var vågen og orienteret, men der var dårlig såvel formel som følelsesmæssig kontakt med ham. Det psykomotoriske tempo var nedsat, og han lå passivt i sengen. Han blev tilbudt behandling med antipsykotisk medicin med tablet Zyprexa 5 mg, hvilket han herefter blev tilbudt dagligt, men uden at det lykkedes at overtale ham til at genoptage behandlingen med den antipsykotiske medicin frivilligt.

Den 27. august 2000 vurderedes af afdelingens overlæge, der ikke kunne motivere ham for fortsat indlæggelse, hvorfor overlægen tvangstilbageholdt ham på behandlingsindikation, da han blev fundet sindssyg, og udsigten til afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet.

Den 31. august 2000 besluttede afdelingens overlæge, at skulle tvangsbehandles med injektioner af Trilafon dekanoat 162 mg i musklen ugentlig - siden reguleret efter effekt og eventuel bivirkning - kombineret de første 3 dage med indsprøjtning af Trilafon 10 mg i musklen.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev behandlet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 20. september 2000. Nævnet underkendte den trufne beslutning af 31. august 2000 om tvangsmedicinering med Trilafon dekanoat som indledende behandling. Nævnet godkendte imidlertid en på mødet fremsat beslutning om tvangsmedicinering af med indsprøjtning af Trilafon 20 mg dagligt, og såfremt de daglige injektioner ville blive for belastende for , godkendte nævnet alternativ behandling med injektion Trilafon 162 mg depot ugentlig, reguleret efter effekt og bivirkning. Afgørelsen blev begrundet med, at udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville forringes væsentligt, ligesom fandtes behørigt motiveret for frivillig behandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til en helbredelse eller en betydelig bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at befandt sig i en sindssygelig tilstand (paranoid psykose) med legemlige vrangforestillinger om hans krop og kropsfunktioner, herunder vedrørende hans muskulatur og kropsvæsker.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at blev tilstrækkelig motiveret forud for beslutningen om tvangsbehandling. Nævnet har lagt vægt på, at han fra indlæggelsesdagen og 8 dage frem blev søgt motiveret for frivillig behandling. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der var grundlag for at antage, at sygdommen ikke kunne bedres uden anvendelse af medicinsk behandling, samt at tidligere havde været i behandling med antipsykotisk medicin, hvilket efter det oplyste havde haft en god effekt på tilstanden.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at den af overlæge primært forslåede tvangsbehandling indledt med Trilafon dekanot, ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at selvom tidligere havde fået behandling med Trilafon dekanot, så lå det et par år tilbage i tiden, og man kunne derfor ikke være sikker på, at han kunne tåle depotbehandlingen. Nævnet har yderligere lagt vægt på, at det ikke findes godtgjort, at peroral tvangsbehandling med tablet eller mikstur ikke ville have været muligt, ligesom det ikke anses for godtgjort, at daglige injektioner ville være særligt angstprovokerende for , eller forbundet med vedvarende daglig fysisk magtanvendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder yderligere, at den af Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte tvangsbehandling ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at der blev besluttet tvangsbehandling med injektioner på trods af, at der var mulighed for at forsøge at give medicinen peroralt. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke findes godtgjort, at det ikke ville være muligt at tilbyde peroral medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder desuden ud fra en konkret vurdering, at Trilafon i depotform, uanset at der var tale om en alternativ behandlingsform, ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform. Nævnet har lagt vægt på, at det ikke findes godtgjort, at peroral tvangsbehandling med tablet eller mikstur ikke ville have været muligt, ligesom det ikke anses for godtgjort, at daglige injektioner ville være særligt angstprovokerende for , eller forbundet med vedvarende daglig fysisk magtanvendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund delvis den afgørelse, der er truffet den 20. september 2000 af Det Psykiatriske Patientklagenævn i vedrørende tvangsbehandling af .