Klage over afslag på aktindsigt og journalmateriale fra årene 1962-1967

Nævnet finder, at lægerne på psykiatrisk afdeling, sygehus B samt lægerne på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, sygehus A, ikke har overtrådt lovgivningen i forbindelse med <****>s anmodning om aktindsigt i sin journal.

har siden barndommen lidt af nervøs spisevægring, for hvilket hun har været indlagt adskillige gange på . Journalmaterialet fra disse indlæggelser befinder sig i dag på henholdsvis børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, sygehus A, og psykiatrisk afdeling, sygehus B

I løbet af sit voksenliv opstod der for et ønske om at få kendskab til indholdet af journalerne med henblik på at få større indsigt i, hvorfor hendes liv formede sig, som det gjorde. Hun begyndte derfor at indhente journalmateriale fra de indlæggelser, der havde fundet sted i hendes barndoms- og ungdomsår, ligesom hun rettede henvendelse til en psykiater. For at opnå større indsigt i s baggrund kontaktede psykiateren henholdsvis og med henblik på at få journalerne udleveret.

Ved brev af 13. juli 2000 oplyste overlæge , børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, , at der ikke var mulighed for at låne journalen ud, idet hele indlæggelsesforløbet foregik lang tid før lov om aktindsigt i helbredsoplysninger. Det blev endvidere oplyst, at han gentagne gange havde talt med om detaljer i hendes indlæggelsesforløb, ligesom hun havde fået udleveret enkelte dele af journalen.

Overlæge har overfor Patientklagenævnet uddybende anført, at han har gennemgået journalen, og at det er hans opfattelse, at der er visse forhold, der bør undtages fra aktindsigt af hensyn til de personer, der i sin tid, under løfte om diskretion, bidrog med oplysninger til brug for behandlingen af .

Ved brev af 10. juli 2000 oplyste administrerende overlæge , psykiatrisk afdeling, , at der havde været flere samtaler med om forløbet, hvilket eventuelt kunne etableres igen. Endvidere blev det oplyst, at journalerne principielt ikke blev udlånt.

Ved brev af 2. august 2000 blev det yderligere oplyst, at kunne anmode om aktindsigt. Afdelingens vanlige procedure er således, at selvom journalen er fra før 1. januar 1987, kan en patient komme på afdelingen og i enerum læse journalen og tale med en læge, hvilket tidligere havde benyttet sig af. Det blev samtidig tilbudt, at endnu en gang kunne benytte sig af denne mulighed til at se journalen.

Der er klaget over, at lægerne på henholdsvis psykiatrisk afdeling, , og børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, , har afslået af give aktindsigt i hendes journaler fra årene 1962-1967.

Patientklagenævnet finder, at lægerne på psykiatrisk afdeling, , imødekom s anmodning om aktindsigt ved at tilbyde hende at gennemse journalen.

For så vidt angår børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, , finder nævnet, at der ikke var tale om en lovovertrædelse ved at give afslag på aktindsigt i journalen. Nævnet har herved lagt vægt på, at efter lov om offentlighed i forvaltningen ikke har krav på at få aktindsigt i journalen, idet loven først den 1. januar 1987 fik en bestemmelse om patienters ret til aktindsigt i sygehusjournaler.

Nævnet kan oplyse, at selvom patienter ikke ifølge lovgivningen har ret til aktindsigt i sygehusjournaler, kan der gives dem adgang til aktindsigt (meroffentlighed). Ved vurderingen af, om der bør gives meroffentlighed, kan myndigheden tage hensyn til, om ansøgeren har en særlig interesse i at få de ønskede oplysninger. Det følger af vejledning om offentlighed i forvaltningen (nr.11687 af 3. november 1986, pkt. 8), at såfremt oplysningerne i et dokument ikke er fortrolige, eller hensynet til andre ikke taler afgørende imod, bør myndigheden i almindelighed imødekomme en begæring om aktindsigt, selvom myndigheden ikke er forpligtet hertil.

Nævnet skal bemærke, at en patients helbredsoplysninger som udgangspunkt ikke er fortrolige i forhold til patienten selv.

Overlæge , børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, har oplyst, at s anmodning om aktindsigt i journalmaterialet er afslået udfra et hensyn til de personer der i sin tid med løfte om diskretion bidrog med oplysninger til brug for behandlingen.

I betragtning af, at siden barndommen har lidt af anoreksi, men ikke har været indlagt siden 1982, samt det forhold at hun har anmodet om aktindsigt i anledning af, at hun er i behandling hos en psykiater, der endvidere kan være hende behjælpelig med at bearbejde de oplysninger, der fremgår af journalen, finder nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, om man i en sådan situation i videst muligt omfang havde imødekommet s anmodning om aktindsigt.

Nævnet har herunder lagt vægt på, at der efter nævnets opfattelse ikke fremgår oplysninger af journalen, der taler imod imødekommelse af s anmodning om aktindsigt. Det er således nævnets opfattelse, at hensynet til de familiemedlemmer der i sin tid bidrog med oplysninger til journalen bør vige for s interesse i at få kendskab til indholdet af det skriftlige materiale om hendes sygdoms- og behandlingsforløb. Nævnet har taget den tid, der er gået fra oplysningerne blev givet, i betragtning samt indholdet af oplysningerne. Det er nævnets vurdering, at oplysningerne ikke er af en sådan karakter, at de bør undtages fra at komme til s kendskab.

Nævnet har herunder videre taget i betragtning, at det kan give anledning til ængstelse og uro hos en patient, når adgangen til aktindsigt begrænses.

Afgørelsen er truffet af et flertal.

Nævnsmedlemmerne og har afgivet følgende mindretalsudtalelse:

Vi finder ikke sagen giver anledning til at udtale, at det havde været hensigtsmæssigt, om man i en sådan situation i videst muligt omfang havde imødekommet s anmodning om aktindsigt.

Vi lægger til grund, at netop har vurderet, at fuld aktindsigt ikke kan gives for perioden 1962 til 1967. Han lægger til grund at hensynet til, at der er tilføjet journalen oplysninger fra nære slægtninge, som man har lovet forbliver fortrolige, er afgørende for hans afslag. Man kunne på det tidspunkt love noget sådan. Det følger af vejledning om offentlighed i forvaltningen, at såfremt oplysningerne i et dokument ikke er fortrolige, eller hensynet til andre ikke taler afgørende imod, bør myndigheden i almindelighed imødekomme en begæring om aktindsigt, selvom myndigheden ikke er forpligtet hertil.

Det fremgår således, at dels ikke er forpligtet, dels har ret til at vurdere, at hensynet til andre taler afgørende imod. Der findes således intet juridisk belæg for at udtale, at det havde været hensigtsmæssigt, om man i denne situation havde imødekommet anmodningen.