Indberetning af to tandlægers behandling, herunder udskiftning af amalgamfyldninger med plast, endvidere tandlægens instruktion af medhjælp

Tandlæge A har overtrådt tandlægelovens § 12, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld i forbindelse med sin instruktion af to cand.odont?er i forbindelse med deres behandling af i perioden fra den 15. januar 1991 til den 29. marts 1994 i sin klinik.Tandlæge B har overtrådt tandlægelovens § 12, fordi hun ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld i forbindelse med behandlingen af i perioden fra den 14. juni 1995 til den 4. februar 1998 hos .

Sagsnummer:

0126504

Offentliggørelsesdato:

20. november 2001

Faggruppe:

Tandlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Tandlæge A har overtrådt tandlægelovens § 12, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld i forbindelse med sin instruktion af to cand.odont?er i forbindelse med deres behandling af <****> i perioden fra den 15. januar 1991 til den 29. marts 1994 i sin klinik.

Tandlæge B har overtrådt tandlægelovens § 12, fordi hun ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld i forbindelse med behandlingen af <****> i perioden fra den 14. juni 1995 til den 4. februar 1998 hos <****>.

 

påbegyndte behandling i klinikken den 15. januar 1991. Indtil den 29. marts 1994 blev behandlingen foretaget af to cand.odont?er, der begge arbejdede som medhjælp for tandlæge A. En cand.odont er en person, som har afgangseksamen fra en tandlægeskole, men endnu ikke har opnået autorisation som tandlæge.

I løbet af første halvår 1991 fik udskiftet 16 fyldninger af sølvamalgam med plast.

Den 20. august 1992 blev der foreslået udvidet parodontalbehandling, men ønskede ikke behandlingen, idet han hellere ville forsøge selv at behandle tandkødsbetændelsen ved forbedret mundhygiejne.

Den 10. november 1992 blev der konstateret en tandkødslomme - fremskreden tandkødsbetændelse - samt rodspidsbetændelse på 7- (anden store kindtand i højre side af underkæben). Rodspidsbetændelsen blev behandlet, men der blev ikke behandlet for tandkødsbetændelse.

Senere samme år blev der indledt rodbehandling af 6+ (første store kindtand i højre side af overkæben), hvor der var konstateret et stort kariesangreb. Denne behandling blev afsluttet i begyndelsen af 1993.

Den 29. marts 1994 blev der konstateret generelt forøgede tandkødslommer (parodontitis marginalis cronica), og der blev foretaget almindelig parodontalbehandling og instruktion i hjemmetandpleje.

I juni 1995 og januar 1996 foretog tandlæge B registrering af tandkødslommernes dybde, og hun udførte på denne baggrund almindelig parodontalbehandling. I februar 1996 foranledigede tandlæge B optagelse af 2 røntgenbilleder af tandmellemrummene.

I juli 1996 aftalte tandlæge B med , at han skulle have foretaget tandrensning hver tredje måned. Dette kunne ikke gennemføres, da i flere tilfælde meldte afbud til behandling. I juni og november 1997 og i februar 1998 udførte tandlæge B almindelig parodontalbehandling med dybderensning af tandrødder og behandling med antibiotikum (Metronidazol) og skylning med klorhexidin.

Den 17. december 1997 anførte tandlæge B i journalen, at parodontalbehandlingen havde haft effekt.

skiftede herefter tandlæge, og fik i august 1998 konstateret udtalt parodontitis på samtlige tænder og kariesangreb på 9 tænder. Adskillige af kariesangrebene var meget store.

Sundhedsstyrelsen har indberettet tandlæge A og tandlæge B til Patientklagenævnet.

Det falder udenfor Patientklagenævnets kompetence, at tage stilling til behandling, der er foretaget af en cand.odont.

Nævnet kan ved sin afgørelse således ikke tage stilling til den del af behandlingen, der blev foretaget i perioden fra den 15. januar 1991 til den 29. marts 1994, hvor blev behandlet af to cand.odont?er.

Da de to cand.odont?er imidlertid fungerede som medhjælp for tandlæge A, kan nævnet i medfør af tandlægelovens § 12 tage stilling til, om tandlæge A udviste omhu og samvittighedsfuldhed ved sin benyttelse af medhjælp.

Nævnet har ved sin afgørelse heraf lagt vægt på, at tandlæge A i sin udtalelse af 17. februar 2001 har anført, at de to cand.odont?er havde flere års erfaring med tandlægearbejde inden de behandlede , og at han som klinikchef går ud fra, at unge tandlæger eventuelt med flere års erfaring og uddannelse på godkendte danske tandlægeskoler kan udføre de almindeligste tandlægebehandlinger, såsom parodontalbehandling etc.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at tandlæge A i sin udtalelse har anført, at han udleverede sin prisopgave til cand.odont?erne, da man på klinikken havde videreudviklet en mere tidssvarende behandlingsmåde af patienterne.

Nævnet har ligeledes lagt vægt på, at tandlæge A?s prisopgave gennemgår hans syn på anvendelsen af forskellige tandfyldningsmaterialer i forbindelse med kariesbehandling. Det fremgår af prisopgaven, at det er tandlæge A?s opfattelse, at plastmaterialer kan og bør erstatte stort set alle tidligere anerkendte materialer ved behandling af kariesangrebne tænder. Prisopgaven indeholder ikke nogen gennemgang af, hvilke principper der ligger til grund for behandling af tandkødsbetændelse.

Nævnet kan oplyse, at de principper, som, for så vidt angår kariesbehandling, skitseres af tandlæge A i prisopgaven, ikke er overensstemmende med den undervisning, der gives på landets tandlægeskoler.

Det er nævnets opfattelse, at et af de problemer, som kan ses ved anvendelse af plastmaterialer til store fyldninger, er, at der kan ske en hurtig udvikling af karies ved overgangen mellem resttand og plastfyldning. Nævnet finder på denne baggrund, at det kræver yderst indgående instruktion og kontrol af patienten, hvis der skal opnås acceptabel holdbarhed af de resultater, som opstår, hvis man følger de arbejdsprincipper, som omtales i tandlæge A?s prisopgave.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at prisopgaven ikke indeholder nogen beskrivelse af, efter hvilke retningslinier der teknisk skal arbejdes.

Da der ved anvendelse af de principper, som er omtalt i prisopgaven, skal arbejdes efter væsentligt andre indikationsstillinger end på tandlægeskolerne, er det nævnets opfattelse, at en medhjælp, der skal arbejde efter disse principper, skal instrueres og kvalitetssikres særdeles grundigt.

Nævnet finder ikke at kunne lægge til grund, at tandlæge A har instrueret de to cand.odont?er, der forestod behandlingen af i perioden fra den 15. januar 1991 til den 29. marts 1994, med omhu og samvittighedsfuldhed, idet det er nævnets opfattelse, at hans instruktion i betragtning af de anvendte arbejdsprincipper ikke var tilstrækkelig grundig.

På denne baggrund finder nævnet, at tandlæge A har overtrådt tandlægelovens § 12.

For så vidt angår den behandling for tandkødsbetændelse, modtog af tandlæge B, finder nævnet ikke grundlag for kritik.

Herved har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af journalen, at hun regelmæssigt foretog måling af tandkødslommerne og jævnligt foretog behandling af betændelsestilstanden, ligesom hun evaluerede behandlingens resultat.

Patientklagenævnet finder imidlertid, at tandlæge B har overtrådt tandlægelovens § 12 i forbindelse med undersøgelse og behandling for karies.

Nævnet har herved lagt vægt på, at røntgenbilleder optaget af tandlæge B i februar 1996 viser behandlingskrævende karies på tre tænder i underkæben (7,6,5-), én tand i højre side af overkæben (7+) samt én tand i venstre side af overkæben (+7). Tanden i venstre side af overkæben og én af tænderne i højre side blev behandlet af tandlæge B, mens de øvrige kariesangreb ses i en væsentligt forværret tilstand på røntgenbilleder optaget i 1998 af s nye tandlæge.

Nævnet finder, at tandlæge B burde have diagnosticeret samtlige kariesangreb. Endvidere finder nævnet, at tandlæge B burde have omgjort røntgenoptagelsen i februar 1996, således at tændernes kontaktflader var gengivet i sin fulde udstrækning, hvilket ville have sikret en bedre diagnosticering.

Herved har nævnet lagt vægt på, at røntgenbillederne, særligt det billede som er optaget i venstre side, er af dårlig kvalitet.