Klage over manglende information af præparats virkninger og bivirkninger og journalføring heraf

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere afdelingslæge <****> for hans journalføring af informationen til <****> den 15. marts 2000 på <****>, <****>, jf. lægelovens § 13, stk. 2.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge <****> for hans information af <****> i forbindelse med behandlingen i perioden fra den 22. april til 1. juli 2000 på <****>, <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge <****> for hans behandling af <****> og journalføring heraf i perioden fra den 22. april til 1. juli 2000 på <****>, <****>.

 

Hændelsesforløb

Den 28. januar 1999 blev undersøgt på , på grund af gener i form af inkontinens.

Der blev ordineret diverse undersøgelser med henblik på udredning af s vandladningsgener. Undersøgelserne viste, at hun var generet af pludselige sammentrækninger af blæremuskulaturen, og at hun tømte blæren ufuldstændigt.

Ved efterfølgende kontrol den 15. marts 1999, ordinerede afdelingslæge på baggrund af disse undersøgelsesresultater medicinsk behandling med tablet Detrusitol, for at dæmpe sammentrækningerne i blæremuskulaturen, og han anbefalede, at selv tømte blæren med engangskateter.

Den 3. maj 1999 ved ambulant kontrol i , oplyste , at der var sket en væsentlig bedring i hendes symptomer efter, at hun var begyndt med medicinsk behandling. var dog ophørt med at tage Detrusitol i slutningen af april 1999 på grund af bivirkninger i form af mundtørhed og en fornemmelse af at ?være ved siden af sig selv?. Dette havde ikke umiddelbart forværret hendes inkontinens.

Ved ambulant kontrol den 30. juli 1999 fandt afdelingslæge , at ikke var generet af muskeltrækninger i blæremuskulaturen, og hun var tilfreds med at foretage selvkaterisation. Afdelingslæge afsluttede derfor s behandling.

Den 28. juli 2000 henvendte sig igen på og talte med afdelingslæge . Hun oplyste, at 14 dage efter påbegyndelsen af den medicinske behandling med Detrusitol i april 1999 fik hun udvidede blodkar og blodsprængninger på arme og ben. Afdelingslæge henviste hende efter nærmere undersøgelse til dermatologisk afdeling på , hvor blev undersøgt den 28. september 2000.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At lægen ikke informerede tilstrækkeligt om Detrusitols virkninger og bivirkninger. har anført, at hun ikke blev informeret om, de alvorlige bivirkninger i form af veneforandringer og kredsløbsforstyrrelser.

2. At lægen ikke noterede s gener i journalen i juli 2000.

3. At lægen efter konstateringen af s bivirkninger ikke undersøgte hende tilstrækkeligt, samt henviste hende til en korrekt specialafdeling. har anført, at hun blev henvist til hudafdelingen på .

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Afdelingslæge har overtrådt lægelovens § 13, stk. 2 ved sin journalføring af informationen til den 15. marts 2000 på , .

Afdelingslæge har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved sin information til den 15. marts 2000 på , .

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 28. januar 1999, at blev henvist til på grund af inkontinens, og at hun oplyste, at hun igennem 3 år havde været generet af udtalt inkontinens, der gjorde at hun måtte anvende bind og sove med plastiklagen om natten, hun havde desuden en fornemmelse af mangelfuld blæretømning. Der blev planlagt udredning i form af undersøgelse af blærens evne til at tømme sig (flowundersøgelse), kikkertundersøgelse af blæren (cystoskopi), samt videre ambulant kontrol.

Det fremgår endvidere af journalen den 15. marts 2000, at mødte til ambulant kontrol, og at afdelingslæge ordinerede en undersøgelse af blærens sammetrækningsevne (urodynamisk undersøgelse), der viste ufrivillig kraftig sammentrækning af blæren under opfyldning af væske (detrusorinstabilitet), samt manglende blæretømning. oplyste ifølge journalen, at hendes symptomer var meget generende, da hun havde hyppig pludselig indsættende vandladning ca. en gang i timen. Afdelingslæge ordinerede medicinsk behandling med Detrusitol 1,4 mg x 2 dagligt og selvkaterisering samt en neurologisk vurdering.

Nævnet kan oplyse, at Detrusitol er et middel mod vandladningsforstyrrelser, såkaldt parasympatolytikum, der påvirker det automatiske nervesystem, og har ligesom alle andre parasympatolytika virkninger på andre organsystemer, som suppleres af den samme type nervetråde, med bivirkninger i form af mundtørhed, uskarpt syn, gener fra mave-tarmkanalen, opkastninger, hovedpine m.m.

Ifølge blev hun ikke informeret om de alvorlige bivirkninger til den medicinske behandling med Detrusitol, herunder at der kunne opstå karforandringer.

Ifølge afdelingslæge s udtalelse til sagen, informerede han om bivirkninger i form af mundtørhed og synsforstyrrelser (akkomodationsforstyrrelser) og at den tilstræbte effekt var at hæmme blærens sammentrækningevne.

Det er nævnets opfattelse, at der ikke var grundlag for at informere om bivirkninger i form af karforandringer i hud og underhud, da disse ikke er dokumenteret bivirkninger, der kan henføres til behandlingen med Detrusitol.

Patientklagenævnet fandt imidlertid anledning til at kritisere afdelingslæge s journalføring den 15. marts 2000, idet han efter nævnets opfattelse burde have journalført, at han havde givet information vedrørende bivirkninger i form af mundtørhed og synsforstyrrelser.

Nævnets afgørelse af 2. og 3. klagepunkt

Afdelingslæge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af og journalføring heraf i juli 2000.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 3. maj 1999, at mødte i ambulatoriet med henblik på måling af vandladning og tømning af blæren.

Det fremgår af journalen den 28. juli 2000, at oplyste, at hun fik beskedne bivirkninger af behandlingen i form af mundtørhed, og svære bivirkninger med udvidet vener (dilateret venestammer) på begge underben og flere karudvidelser på armene. Hun oplyste endvidere, at hun i en kortere periode havde været generet af en indre trykken i underbenene, som fortog sig, og at hun havde en fornemmelse af dårligt tilbageløb i venerne fra begge underarme og således ofte lidt udvidede vener på håndryggen. Det fremgår videre af journalen, at ønskede, at disse bivirkninger skulle anmeldes til Lægemiddelstyrelsen.

Videre fremgår det af journalen den 28. juli 2000, at afdelingslæge ved sin undersøgelse af fandt, at hun på ydersiden af venstre lår havde en overfladisk beligende venstamme på 10-15 cm, der ikke indeholdt åreknuder. På venstre underben fandt han, at en stor karudvidelse i huden, og på højre underben var der flere overfladiske karudvidelser, der ikke var præget af åreknuder. Han fik oplyst, at disse gener var opstået 14 dage efter at var opstartet behandling med Detrusitol. Han vurderede, at de påviste forandringer i hud og underhud ikke var anderledes end dem man ofte så hos 40-årige, og henviste herefter til dermatologisk afdeling på .

Det er nævnets opfattelse, at det må anses for usandsynligt, at Detrusitolbehandlingen forårsagede s symptomer i form af forandringer i hud og underhud, trods tidsmæssig sammenhæng mellem opståelsen af hudforandringerne og iværksættelsen af behandlingen.

På baggrund af ovenstående finder nævnet, at afdelingslæge ved den ambulante kontrol af den 28. juli 2001 i journalen noterede de formodede bivirkninger til behandlingen med Detrusitol, som s fremførte, og relevant henviste til videre kosmetisk behandling på dermatologisk afdeling, .

Afgørelsen er truffet af et flertal. Nævnsmedlemmerne og har afgivet følgende mindretalsudtalelse:

Vi mener ikke, at det er sædvane at journalføre information om bivirkninger ved hver ny ordination af medicin. Derfor mener vi ikke, at afdelingslæge har overtrådt lægelovens § 13, stk. 2.