Klage over, at fyldningsbehandling blev tilbudt foretaget med sølvamalgam

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de tandlæger i <****> Kommunale Tandpleje, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 30. maj til den 21. august 2001.

 

Hændelsesforløb

, der var 15 år, var den 30. maj 2001 til undersøgelse hos tandlæge , Kommunale Tandpleje, der fandt kariesangreb i 6+ (første store blivende kindtand i højre side af overkæben) og 6- (første store blivende kindtand i højre side af underkæben).Tandlæge ønskede at foretage fyldningsbehandling af tænderne med sølvamalgam, men oplyste, at hendes mor ønskede tænderne behandlet med plastfyldninger.

Den 1. juni 2001 talte tandlæge med moderen, der ikke ønskede ovennævnte tænder fyldt med sølvamalgam. Desuden lånte moderen to røntgenbilleder med henblik på behandling af hos egen tandlæge.

Den 21. august 2001 afleverede moderen røntgenbillederne til overtandlæge , der fastholdt, at den kommunale tandpleje kun ville behandle ovennævnte kariesangreb med sølvamalgam, da det var mere holdbart end plast, når der var tale om fyldninger, der dækkede to tandflader (kombinerede fyldninger).

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at tandlægerne vurderede, at der skulle anvendes sølvamalgamfyldninger, og ikke plastfyldninger til behandling af to kariesangreb.

Nævnets afgørelse af klagepunktet

De tandlæger i Kommunale Tandpleje, der deltog i behandlingen af , har ikke overtrådt tandlægeloven.

Begrundelse

Tandlæge fandt den 30. maj 2001 karies på 6+ og 6-. Kariesangrebene var i begge tilfælde beliggende på fladen, der vender ind mod nabotanden foran (mesialfladen) samt på tyggefladen.

og hendes mor ønskede ikke tænderne behandlet med sølvamalgam, men med plast (tandfarvet fyldningsmateriale). Deres begrundelse for at foretrække plast var sølvamalgams indflydelse på kroppen samt det kosmetiske udseende.

Tandlæge ville ifølge hendes udtalelse til sagen behandle de to tænder med sølvamalgam, idet tandplejen ikke fandt, at det var forsvarligt at lave kombinerede fyldninger (fyldning på en tyggeflade og en sideflade) med plast på kindtænder, da slidstyrken er ringere end ved fyldninger med sølvamalgam, og da der er større risiko for spaltedannelse ved plastfyldninger end sølvamalgamfyldninger. På grund af kariesangrebets placering vurderede tandlæge videre, at mundhygiejnen ikke var optimal.

Nævnet kan oplyse, at i forbindelse med vurdering af, om der skal anvendes sølvamalgam eller plast som fyldningsmateriale, foreligger der ingen undersøgelser, der kan dokumentere, at sølvamalgamfyldninger udgør en sundhedsrisiko, bortset fra meget sjældne tilfælde af allergi. Det er dokumenteret, at plastfyldninger ikke holder lige så længe som sølvamalgamfyldninger. Dette gælder især ved større fyldninger, som kombinerede fyldninger, hvor tyggetrykket er større, end hvis fyldningen kun er beliggende på tyggefladen.

Endvidere kan nævnet oplyse, at der ved kombinerede plastfyldninger er større risiko for spaltedannelse mellem tand og fyldning med deraf følgende risiko for kariesudvikling i spalten.

Videre kan nævnet oplyse, at fremstilling af plastfyldninger er meget teknikfølsomt, idet en ikke perfekt tørlægning vil medføre løsning af fyldningen, som derefter ofte vil medføre et meget omfattende kariesangreb, fordi patienten sjældent med det samme opdager den ?løse fyldning?.

Endelig kan nævnet oplyse, at anvendelse af plastfyldninger kræver en meget god mundhygiejne på grund af den større risiko for ny karies i relation til fyldningen. På denne baggrund anvender de fleste kommunale tandplejer i Danmark sølvamalgam til kombinerede fyldninger i de store kindtænder (permanente molarer).

Sammenfattende finder nævnet derfor ikke anledning til kritik af tandlæge og overtandlæge for deres behandlingstilbud til .