Klage over tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 13. marts 2001 om tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

er en 42-årig kvinde, der tidligere, fra den 11. til 26. oktober 1999, har været indlagt i psykiatrisk afdeling, , hvorfra hun efterfølgende ambulant blev fulgt indtil den 21. december 1999 under billedet af en uspecificeret somatoform tilstand. Hun blev efterfølgende henvist til , hvor hun gik en kortere tid, men havde ikke efterfølgende indtil aktuelle indlæggelse været psykiatrisk behandlet.

Det fremgår i øvrigt, at 2½ måned efter en fødsel i marts 1999 begyndte at få blæreproblemer med smerter, hvilket medførte at hun i juni 2000 fik fjernet sin blære og anlagt en såkaldt "brickerblære". Hun har siden da haft smerter, specielt i operationsarvævet, hvilket af urologisk afdeling blev vurderet at være vedblivende.

blev aktuelt indlagt den 23. januar 2001 i psykiatrisk afdeling, , da hun, efter et selvmordsforsøg med tabletter, efterfølgende henvendte sig i psykiatrisk skadestue. Hun fremtrådte under indlæggelsen ikke umiddelbart depressiv, men optaget af sine gener, herunder smerter fra blæren, i en sådan grad at hun blev vurderet psykotisk og præget af legemlige vrangforestillinger. Diagnosen blev søgt yderligere bekræftet via psykologisk testning, som hun afslog.

Hun blev kort efter indlæggelsen søgt motiveret for antipsykotisk virkende medicin og blev siden den 5. februar 2001 konkret tilbudt Cisordinol 2 mg dagligt, som hun imidlertid kun indtog enkelte gange.

Den 23. februar 2001 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa 10 mg daglig alternativt injektion Cisordinol 5 mg i.m. dagligt, stigende inden for accepterede dosisintervaller til klinisk effekt. Det blev forklaret , hvad de hyppigste bivirkninger var ved Zyprexa, Risperdal og Cisordinol, og aftalt at hun, når der lå en afgørelse fra Det Psykiatriske Patientklagenævn i , skulle oplyse afdelingen om, hvilket middel hun ønskede at blive tvangsbehandlet med. Hun blev endvidere informeret om, at hvis afdelingen skulle træffe valget alene, da ville man vælge Zyprexa som førstehåndspræparat til peroral administration og alternativt injektion Cisordinol, hvis det ikke var muligt at give hende tvangsmedicinen peroralt.

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 7. marts 2001 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsbehandling af og anførte endvidere, at dette skulle ske ved injektionsbehandling, da ikke ønskede at modtage tvangsbehandling med Zyprexa, som hun blev syg af.

Efterfølgende den 13. marts 2001 traf nævnet imidlertid en ny afgørelse, hvor man godkendte beslutningen om at tvangsbehandle primært med mixtur Cisordinol og sekundært med injektion Cisordinol. Baggrunden for den nye afgørelse var en henvendelse fra den psykiatriske afdeling med anmodning om godkendelse heraf.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af legemlige vrangforestillinger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 2 ½ uge blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der primært blev besluttet peroral behandling og sekundært injektionsbehandling.

Det er nævnets opfattelse, at tvangsbehandling som udgangspunkt og medmindre særlige forhold gør sig gældende bør besluttes indledt som peroral behandling og kun sekundært som injektionsbehandling. Såfremt en patient ikke ønsker at modtage et bestemt præparat, bør man ikke udelade muligheden for tvangsbehandling med et andet præparat til peroral indtagelse, da dette alt andet lige vil være mindre indgribende end injektionsbehandling.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet har lagt vægt på, at Zyprexa og Cisordinol er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 13. marts 2001.