Klage over videregivelse af speciallægeerklæring til patients arbejdsgiver uden skriftligt samtykke

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere, at speciallæge <****> har videregivet oplysninger om <****> til hendes arbejdsgiver den 24. august 2000, jf. lov om patienters retsstilling § 23.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at speciallæge <****> har videregivet oplysninger til <****>s arbejdsgiver den 7. september 2000.

Hændelsesforløb
Den 24. august 2000 foretog speciallæge en undersøgelse af efter anmodning fra dennes arbejdsgiver, , og efterfølgende afgav han en erklæring til arbejdsgiveren om s graviditet. Af erklæringens konklusion fremgår blandt andet, at var sygemeldt fra den 25. maj 2000 på grund af truende for tidlig fødsel.

Med brev af 7. september 2000 besvarede speciallæge endvidere i generelle vendinger en anmodning fra arbejdsgiveren om en udtalelse vedrørende risikoen for truende for tidlig fødsel under flyrejser.

Klagen
Der er klaget over følgende:

At speciallæge i forbindelse med en undersøgelse og udfærdigelse af en lægeerklæring den 24. august 2000 samt ved brev af 7. september 2000 uden s samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt har videregivet oplysninger om hendes helbredstilstand til hendes arbejdsgiver.

Nævnets afgørelse af klagen
Speciallæge har overtrådt lov om patienters retsstilling ved sin videregivelse af oplysninger om til arbejdsgiveren den 24. august 2000.

Speciallæge har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling ved sin videregivelse af oplysninger til s arbejdsgiver den 7. september 2000.

Begrundelse
Nævnet kan oplyse, at det af § 23 i lov om patienters retsstilling fremgår, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres hverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.

Vedrørende speciallægeerklæringen af 24. august 2000 fremgår det af speciallæge s udtalelse af 6. november 2001 til sagen, at den 24. august 2000 mødte op til undersøgelse i hans konsultation, fordi hendes arbejdsgiver havde anmodet ham om at udfærdige en speciallægeerklæring. Erklæringen skulle indeholde hans vurdering af s helbredsmæssige forhold i forbindelse med hendes sygemelding på grund af en kompliceret graviditet.

Af erklæringen fremgår det endvidere, at speciallæge den 24. august 2000 foretog en klinisk undersøgelse af , herunder blandt andet en gynækologisk undersøgelse, samt undersøgelser af mave, ryg og bevægeapparat. Efter undersøgelsen udfærdigede speciallæge den ønskede erklæring, hvori han refererede undersøgelsens fund og på baggrund heraf konkluderede, at s graviditet var forløbet normalt efter den forrige sygemelding den 25. maj 2000. Han fremsendte herpå erklæringen til arbejdsgive-ren.

Af klagen samt af speciallæge s udtalelse af 6. november 2001 til sagen fremgår det, at erklæringen blev fremsendt til arbejdsgiveren uden, at forinden havde læst erklæringen.

Det er herefter nævnets opfattelse, at speciallæge videregav oplysninger om s helbredsforhold til andet formål end behandling til en privat virksomhed.

Nævnet kan i denne forbindelse oplyse, at det af § 26, stk. 1, i lov om patienters retsstilling fremgår, at en læge til andre formål end behandling kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. Denne videregivelse af oplysninger kræver dog som udgangspunkt patientens samtykke.

Vedrørende karakteren af samtykket kan nævnet oplyse, at det af § 27 i samme lov fremgår, at patientens samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger til andre formål end behandling skal være skriftligt, medmindre sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Af kap. 6.4.2. i vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. fremgår det, at kravet om skriftlighed kan fraviges, hvis videregivelsen skal ske meget hurtigt, eller hvis patienten ikke kan skrive.

Det fremgår af såvel klagen som speciallæge udtalelse af 6. november 2001 til sagen, at ikke havde givet sit skriftlige samtykke til, at speciallæge kunne videregive erklæringen af 24. august 2000 til arbejdsgiveren, samt at ovennævnte grunde til at fravige skriftlighedskravet ikke var til stede.

Af speciallæge s udtalelse fremgår det endvidere, at han vurderede, at havde accepteret fremsendelsen af erklæring til sin arbejdsgiver, idet hun havde indvilliget i at møde op i hans konsultation den 24. august 2000, vel vidende at der skulle udfærdiges en erklæring om hendes helbredstilstand til hendes arbejdsgiver.

Nævnet kan i denne forbindelse oplyse, at det af Forarbejder m.v. til Lov om patienters retsstilling fremgår, at § 27 svarer til § 28, stk. 4-5 i forvaltningsloven. Af "Forvaltningsloven med kommentarer" af John Vogter fremgår det vedrørende § 28, stk. 4, at bestemmelserne om skriftligt samtykke ikke kan anvendes således, at et samtykke kan anses for at være givet, hvis en borger ikke protesterer. Således kan et såkaldt stiltiende samtykke ikke lægges til grund.

Af § 26, stk. 2, i lov om patienters retsstilling fremgår det videre, at videregivelse af helbredsoplysninger til andre formål end behandling i visse tilfælde lovligt kan ske uden patientens samtykke. Dette gælder dog kun, når det følger af lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende offentlige myndigheds sagsbehandling, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, eller når videregivelsen er nødvendig for, at en offentlig myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.

Det er nævnets opfattelse, at karakteren af oplysningerne indeholdt i erklæringen af 24. august 2000 ikke er af en sådan karakter, at de kan siges at kunne varetage en åbenbar almen interesse eller væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. s arbejdsgiver er endvidere ikke en offentlig myndighed.

På denne baggrund finder nævnet, at ingen af hensynene i § 26, stk. 2, kunne begrunde, at speciallæge den 24. august 2000 uden s forudgående skriftlige samtykke videregav oplysninger om hendes helbredsforhold til hendes arbejdsgiver.

Vedrørende brev af 7. september 2000 fra speciallæge til arbejdsgiveren fremgår det af brevets overskrift, at der er tale om en speciallægeerklæring vedrørende .

Imidlertid fremgår det af indholdet af brevet, at speciallæge udelukkende redegør for rent generelle betragtninger vedrørende særlige foranstaltninger for gravide under flyrejser. Der er således ingen oplysninger i brevet om s helbredsforhold, øvrige rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger.

Det er herefter nævnets vurdering, at der ikke ved fremsendelsen af brevet den 7. september 2000 var tale om en videregivelse af fortrolige oplysninger fra speciallæge til arbejdsgiveren.