Klage over tvangsbehandling (motivationstid)

<****> er en 70-årig kvinde...

er en 70-årig kvinde, der første gang var indlagt på psykiatrisk afdeling i perioden fra marts 1969 til maj 1970. Indlæggelsen skete ved tvang på behandlingsindikation. Hun fandtes forrykt (paranoid) med somatiske vrangforestillinger og blev på baggrund af diagnosen skizofreniform psykose sat i behandling med antipsykotisk medicin Cisordinol 50 mg x 2 og efterfølgende Trilafon 16 mg x 2 samt bivirkningsmedicin.

blev herefter fulgt af psykiatrisk hjemmesygeplejerske indtil 1973. Kontakten til hende bedredes, og hun gennemførte en revalidering indenfor kontorområdet.

Anden indlæggelse fandt sted i perioden fra den 28. august til den 12. september 1997, hvor blev indlagt ved tvang på behandlingsindikation på grund af forrykthed præget især af vrangforestillinger (paranoid psykose). Hun følte sig forfulgt af attentatmænd og havde sindssygelige storhedsforestillinger. Hun faldt til ro i afdelingens miljø og under den miljøterapeutiske behandling, og hun blev udskrevet uden medicin.

Aktuelt blev den 5. november 2001 tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, , på behandlingsindikation under diagnosen paranoid psykose (vrangforestillinger/forfølgelsesvanvid). var op til indlæggelsen meget forpint og vandrede hvileløst rundt på gaden. Hun var tydeligt hørehallucineret og havde ingen sygdomsindsigt, og det blev vurderet, at der var risiko for betydelig forværring, såfremt hun ikke blev behandlet.

Ved indlæggelsen var vågen, klar og orienteret, men hun virkede garderet, og hun benægtede, at hun var syns- og hørehallucineret. Hun betragtede sig som Røde Kors's generalsekretær og var optaget af at arbejde med en musikforestilling i otte dele. Der blev stillet en foreløbig diagnose sindsspaltningssygdom især præget af forrykthed (skizofrenia paranoides). Under indlæggelsen var hun rolig og stilfærdig, men fremtrådte tidvis psykotisk med hallucinatoriske oplevelser og paranoide forestillinger, og hun var til stadighed meget garderet og havde ingen sygdomserkendelse.

blev ifølge journalen fra den 13. november 2001 forsøgt motiveret til at modtage behandling med antipsykotisk medicin, hvilket hun modsatte sig. Den 16. november 2001 blev det besluttet at tvangsbehandle hende med injektion Cisordinol dekanoat (depot) 100 mg i musklen ugentligt med efterfølgende dosisjustering i henhold til serumværdier.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 28. november 2001 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet underkendte beslutningen om at tvangsmedicinere med injektion Cisordinol dekanoat (depot). Der blev som begrundelse anført, at behandlingen med Cisordinol i depotform ikke opfyldte lovens krav om behandling efter princippet om mindst indgribende foranstaltning.

På mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i traf afdelingens overlæge herefter beslutning om at tvangsbehandle med tabletter Cisordinol 10-20 mg dagligt, subsidiært injektion Cisordinol i halv dosis, alternativt Zyprexa 10-20 mg dagligt, reguleret efter effekt og bivirkninger. Det Psykiatriske Patientklagenævn i godkendte denne beslutning. Nævnet lagde vægt på, at var psykisk syg og havde behov for behandling, samt at Cisordinol og Zyprexa er velafprøvede lægemidler, og at de angivne doser var sædvanlige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at hun var forpint, og at hun fremtrådte med hallucinatoriske oplevelser og paranoide forestillinger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at der kun gik 3 dage fra det tidspunkt, hvor første gang blev tilbudt antipsykotisk medicin, til beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke fremgår at sagen, at afdelingens personale aktivt har forsøgt at motivere til frivillig behandling ved dagligt at tilbyde antipsykotisk medicin.

Betingelserne for tvangsbehandling var således ikke opfyldt, idet det ikke findes tilstrækkeligt godtgjort, at ikke ved yderligere motivationstiltag fra afdelingens side ville kunne motiveres til frivillig indtagelse af antipsykotisk medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 28. november 2001.