Klage over, at fysioterapeut ikke iværksatte behandling i henhold til henvisende læges diagnose

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere fysioterapeut for hendes behandling af i perioden fra den 9. til den 23. januar 2002.

Sagsnummer:

0232901

Offentliggørelsesdato:

20. marts 2004

Faggruppe:

Fysioterapeuter

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere fysioterapeut <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra den 9. til den 23. januar 2002.

Hændelsesforløb

Den 28. december 2001 henviste s praktiserende læge ham til undersøgelse hos fysioterapeut . Henvisningsdiagnosen var fiberlæsion i højre midterste ballemuskel. Lægen ordinerede øvelsesterapi og ultralyd.

Den 9. januar 2002 blev undersøgt af fysioterapeut , der fandt, at der ikke var tegn på fiberlæsion af ballemusklen, men derimod stramning af hasemuskler og en rygmuskel i højre side af lænden.

Fysioterapeut påbegyndte herefter behandling i form af mobiliserende øvelser for ryggen og instruktion i sidde-/arbejdsstilling, udspænding af hasemuskler og ultralyd og massage til behandling af den stramme rygmuskel.

Den 11. januar 2002 var atter til behandling hos fysioterapeut , hvor han havde det godt. Han fik behandling med massage og ultralyd, og fysioterapeut checkede hans øvelser.

Ved behandling hos fysioterapeut den 16. januar 2002 oplyste , at han havde haft ondt efter at have spillet badminton. Han blev igen instrueret i øvelser og fik massage og ultralyd på lænden.

Den 23. januar 2002 var atter til behandling hos fysioterapeut , hvor han oplyste, at han igen havde haft ondt. Han fik massage og ultralyd på lænden og fik instruktion i mobiliserende øvelser samt strækøvelser.

Den 28. januar 2002 meldte s mor afbud til yderligere behandling. Fysioterapeuten sendte udskrivningsbrev til s praktiserende læge.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At fysioterapeut <***> ikke gav korrekt behandling, idet hun ikke iværksatte behandling i henhold til den diagnose, som egen læge havde stillet, men derimod i henhold til en af hende stillet diagnose.

Det er herved anført, at egen læge havde fundet, at havde en stor fibersprængning i højre balle, og at egen læge på baggrund af denne diagnose havde henvist til fysioterapeutisk behandling. Det er endvidere oplyst, at fysioterapeut stillede diagnosen ” skæv i ryggen og måske en nerve i klemme”, der var forkert. Endelig er det oplyst, at blev behandlet med ultralyd og legemsøvelser.

Nævnets afgørelse af klagen

Fysioterapeut har ikke overtrådt lov om terapiassistenter ved sin behandling af i perioden fra den 9. til den 23. januar 2002.

Begrundelse

Det fremgår af fysioterapeut s behandlingsrapport og udtalelse til sagen, at var henvist af egen læge på grund af vedvarende smerter i højre balle (regio glutealis), og at egen læge havde stillet diagnosen fibersprængning i højre midterste ballemuskel.

Videre fremgår det af behandlingsrapporten, at fysioterapeut ved første konsultation den 9. januar 2002 indledningsvis optog sygehistorie og noterede, at flere gange siden november havde haft smerter omkring højre hofteparti efter badmintonspil. havde ikke spillet den senere tid og havde aktuelt ingen smerter, specielt var der ingen smerter svarende til den midterste ballemuskel.

Det fremgår videre af behandlingsrapporten, at fysioterapeut herefter foretog undersøgelse og fandt, at der var nedsat bevægelighed i hele rygsøjlen. Sidebøjning til højre medførte smerter i højre hofteområde. Der var ingen følelige forandringer eller ømhed svarende til den midterste ballemuskel. Der var stramning af en muskel nederst i ryggen på højre side (m. quadratus lumborum) og af hasemusklerne. Fysioterapeut fandt således ikke tegn på fiberlæsion i ballemusklen, men derimod stramning af hasemuskler og en rygmuskel i højre side af lænden (m. quadratus lumborum).

Nævnet kan oplyse, at det i forbindelse med iværksættelse af fysioterapeutisk behandling er normal procedure, at fysioterapeuten foretager sin egen undersøgelse og herudfra udfærdiger en funktionsdiagnose. En funktionsdiagnose beskriver specifikke forhold i muskler, led og knogler, som kan være genstand for forandringer, og som hermed kan være årsag til smerter. En funktionsdiagnose vil således være uddybende og en forudsætning for at kunne iværksætte en relevant fysioterapeutisk behandling. Den lægelige diagnose kan derimod være af mere overordnet og uspecifik karakter. I den forbindelse anvendes diagnosen fibersprængning nogle gange i forbindelse med muskelsmerter af ukendt årsag. Smerter i ballen (regio glutealis) kan således både skyldes lokale muskelforandringer, men også stamme fra forandringer i lænden (regio lumbalis), som resulterer i udstrålende smerter til ballen.

Det fremgår videre af behandlingsrapporten, at fysioterapeut på baggrund af undersøgelsen fandt, at der skulle iværksættes behandling i form af mobiliserende øvelser for ryggen, udspænding af hasemuskler, instruktion i sidde- og arbejdsstilling samt ultralyd og massage til behandling af lænderyggen. modtog denne behandling i alt 4 gange i perioden fra den 9. til den 23. januar 2002.

Nævnet finder, at fysioterapeut relevant udstrakte sin undersøgelse og behandling til ryggen, da hun ikke fandt tegn på lokale forandringer i ballen (regio glutealis). Endvidere var den af fysioterapeut iværksatte behandling i form af øvelsesterapi samt ultralyd og massage til lænderyggen i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard.

Det fremgår af fysioterapeut s udtalelse til sagen, at hun den 9. januar 2002 om aftenen kontaktede s fader for at orientere ham om sine undersøgelsesfund og sin behandlingsplan, og at hun ved behandlingens afslutning fremsendte et udskrivningsbrev til den praktiserende læge, hvori hun redegjorde for sin undersøgelse og behandling.

Nævnet kan hertil oplyse, at når det gælder vedvarende smertetilstande i bevægeapparatet, er årsagen hertil ikke altid sikker. I disse tilfælde er det almindelig praksis, at henvisende læge stiller en overordnet diagnose og herefter overlader det til fysioterapeuten at behandle patienten ud fra sine mere specifikke undersøgelsesfund. I flere tilfælde vil det på den baggrund ske, at en behandlingsform ændres i forhold til henvisningsdiagnosen. Hvis der er opbygget et velfungerende samarbejde mellem lægen og fysioterapeuten, sker dette almindeligvis uden at der tages kontakt til lægen. Derimod orienterer fysioterapeuten normalt patienten om sine undersøgelsesfund og behandlingsplan. Kun i tilfælde, hvor fysioterapeutens undersøgelsesform er meget afvigende fra den lægelige diagnose og kræver en radikal ændret behandling, er det praksis at kontakte den henvisende læge.

Nævnet har bemærket, at den praktiserende læge efterfølgende i sin udtalelse har givet udtryk for, at han ikke mener, at fysioterapeut har gjort noget forkert i forløbet.

Nævnet finder herefter, at fysioterapeut har handlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved at påbegynde behandling uden forinden at konferere undersøgelsesfundene og behandlingsplanen med egen læge, idet fysioterapeut s behandling vedrørte smerter i samme region. At diagnosen var en anden medførte således ikke radikale ændringer i behandlingen.