Længerevarende behandling med benzodiazepin

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> i perioden 1990 til 1996.

Hændelsesforløb

I perioden 1990 til 1996 blev behandlet med lægemidler tilhørende gruppen af Benzodiazepiner på grund af sit alkoholmisbrug og for at lindre neuromuskulære gener i form af smertefulde muskelkramper/-spasmer. Fra august 1990 fik han Benzodiazepinpræparatet Lorabenz, som i 1994 blev forsøgt erstattet med Benzodiazepinpræparatet Oxabenz.

blev undersøgt på neuromedicinsk afdeling, . Det fremgår af en statuserklæring fra marts 1999, at diagnosen ”painfull legs and moving toes” blev stillet.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• at i perioden fra 1990 til 1996 blev fejlbehandlet med Benzodiazepiner, hvilket medførte sygdommen ”painfull legs and moving toes”.

Nævnets afgørelsen af klagen

Praktiserende læge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af i perioden 1990 til 1996.

Begrundelse

Det fremgår af medicinskemaet, at i årene 1990-1996 blev behandlet med Benzodiazepin. Nævnet kan oplyse, at et sådan lægemiddel anvendes til at dæmpe angst- og urotilstande, krampebehandling og ved abstinenser i forbindelse med behandling for alkoholmisbrug.

Det fremgår af læge s udtalelse til sagen, at han ordinerede Lorabenz til på grund af neuromuskulære gener i form af smertefulde muskelkramper/muskelspasmer/rysten af neurologisk oprindelse. Desuden blev Lorabenz ordineret for at bringe ud af hans alkoholmisbrug.

Det fremgår af journalen den 6. juli 1990, at kom i et lænkeambulatorium på grund af et stort alkoholforbrug.

Det fremgår desuden af journalen den 9. januar 1995, at havde haft flere års tendens til ondt omkring skulderbladene med udstråling til begge arme.

Nævnet finder, at den foreliggende situation er kompliceret, idet havde kroniske smerter og spasmer, der i perioder gjorde ham uarbejdsdygtig, og han havde endvidere et overforbrug af alkohol.

Nævnet kan oplyse, at tiltagende alkoholproblemer i forbindelse med kroniske smertetilstande er velkendt, og en behandling, der retter sig mod begge lidelser, er efter nævnets opfattelse nødvendig.

Det fremgår af journalen, at den gennemsnitlige døgndosis af Benzodiazepin i flere af årene har været 1-1½ tablet daglig. I 1993 blev der dog ordineret 1750 tabletter, et problem der blev taget hånd om i et ambulatorium.

Nævnet vurderer, at der undertiden kan foreligger så komplicerede omstændigheder, at længerevarende ordination af Benzodiazepin må betragtes som relevant behandling.

Nævnet finder ikke, at det var udtryk for manglende omhu og samvittighedsfuldhed, at læge ordinerede Benzodiazepin til gennem seks år.