Medicinsk behandling ikke tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 27. marts 2002 om tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at der ikke var tale om et tvangsindgreb.

er en 49-årig kvinde, der siden 1993 har været indlagt 10 gange på psykiatriske afdelinger, for hvad der nu anses at være en paranoid skizofreni (spaltningssindssygdom med vrangforestillinger).

I januar 2001 blev genindlagt frivilligt på grund af en forværring af tilstanden efter medicinsvigt. Hun var ved indlæggelsen produktivt psykotisk og blev tvangstilbageholdt, men modtog frivilligt behandling med neuroleptika. Tilstanden blev bedret efter 1 måned og hun blev, efter eget ønske, udskrevet til fortsat behandling via egen læge.

Efterfølgende havde yderligere 3 korterevarende, frivillige indlæggelser på grund af forværring i tilstanden og overgik til kontrol i Distriktspsykiatrisk Center, hvor man allerede inden årsskiftet (2001/2002) fandt hendes tilstand forværret. Hun blev derfor udover den igangværende behandling med Trilafon depot tilbudt supplerende behandling med antipsykotisk medicin i form af Seroquel, hvilket hun dog afviste.

Efterfølgende overvejede Distriktspsykiatrisk Center tvangsindlæggelse på behandlingsindikation, idet i tiltagende grad fremtrådte præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter, herunder forpint, ligesom hun var uden sygdomserkendelse.

Aktuelt lod sig den 19. marts 2002 frivilligt indlægge på psykiatrisk afdeling, , som alternativ til en ellers forestående tvangsindlæggelse på behandlingsindikation. Hun blev fundet psykotisk (sindssyg) med vrangforestillinger af forfølgelseskarakter, ligesom hun var uden sygdomsindsigt. Hun begærede sig udskrevet og blev derfor tvangstilbageholdt, men accepterede ifølge journalen, supplerende til den igangværende behandling med Trilafon depot, behandling med tablet Seroquel, som hun herefter indtog indtil fornyet lægesamtale den 22. marts 2002, hvor hun angav, at opfatte behandlingen med Seroquel som tvangsbehandling. Behandlingen med tablet Seroquel ophørte derfor.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn i .

Klagen blev herefter den 27. marts 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet fandt, at der ikke var tale om tvangsbehandling i psykiatrilovens forstand, hvorfor nævnet ikke kunne behandle klagen over tvangsbehandling. Der blev som begrundelse anført, at overlægen på mødet havde oplyst, at den 20. marts 2002 havde accepteret at modtage Seroquel, ligesom hun havde taget tablet Seroquel uden ophævelser, når det blev tilbudt, samt at behandlingen med Seroquel blev ophævet, efter fornyet drøftelse om behandlingsforløbet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af Psykiatrilovens § 1, stk. 2, fremgår, at ved tvang forstås anvendelse af foranstaltninger, som patienten modsætter sig. Nævnet kan endvidere oplyse, at det af bemærkningerne til loven fremgår, at en foranstaltning anses for frivillig, hvis patienten udtrykkeligt samtykker, uanset at patienten ikke besidder den fornødne habilitet til, at samtykket i andre retlige sammenhænge ville blive accepteret som gyldigt. Det fremgår videre, at frivillighedsbegrebet dog rækker videre, idet en foranstaltning også anses for frivillig – eller rettere ikke-tvungen – hvis patienten hverken verbalt eller i sin adfærd protesterer mod foranstaltningen, men f.eks. forholder sig passiv.

Af bemærkningerne til loven fremgår desuden, at der dog ikke stilles store krav til en tilkendegivelses klarhed, før en protest fra patientens side må antages at foreligge med den virkning, at man må afstå fra at gennemføre den påtænkte foranstaltning, medmindre betingelserne for tvangsmæssig gennemførelse er til stede. Indvilliger en patient med beklagelse eller resignation, foreligger der frivillighed. Det samme gælder, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke. Det er imidlertid næppe muligt generelt at angive, hvornår tilfælde inden for det grå-zone-område, der kan betegnes som ”frivillig tvang”, antager karakter af tvang i lovens forstand. Som vejledende retningslinie gælder, at det er tvang, hvis en foranstaltning søges gennemført, selv om patienten giver udtryk for en protest eller modstand, der ikke frafaldes eller opgives.

Af journalnotatet fra den 20. marts 2002 fremgår, at ved samtalen accepterede den medicinske behandling inklusiv forslaget om at starte behandling med Seroquel.

Af journalnotatet fra den 22. marts 2002 fremgår, at den medicinske behandling blev gennemgået, idet igen havde fremsat det synspunkt, at hun blev udsat for tvangsbehandling. Det fremgår endvidere, at hun havde taget tablet Seroquel, som det var blevet ordineret, når det var blevet stillet frem for hende, og at behandlingen med Seroquel blev ophævet, idet det under samtalen blev oplyst, at hun ikke ønskede denne behandling.

Af overlægens erklæring til sagen af 22. marts 2002 fremgår, at afdelingens første indtryk var, at accepterede behandlingen med tablet Seroquel, men at hun ved en efterfølgende samtale tilkendegav, at hun følte, at behandlingen i lighed med indlæggelsen skete under tvang. Ved en fornyet samtale fastholdt hun, at hun oplevede behandlingen som tvangsbehandling, hvorfor den blev ophævet. Det fremgår videre, at der ikke fra afdelingens side var taget stilling til tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en konkret vurdering, at der ikke var tale om tvangsbehandling. Nævnet har lagt vægt på, at det af journalen og overlægens erklæring til sagen fremgår, at man var af den opfattelse, at accepterede behandlingen, og at den medicinske behandling blev ophævet, da det fremgik, at hun opfattede denne som tvangsmæssig. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at hun uden protest indtog den ordinerede behandling med Seroquel. Nævnet skal dog bemærke, at det hverken af journalen eller af andre oplysninger i sagen fremgår, hvornår den første samtale fandt sted, ved hvilken gav udtryk for, at hun opfattede behandlingen som tvangsmæssig, hvorfor nævnet har lagt til grund, at ikke modtog medicin efter den første samtale.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 27. marts 2002.