Klage over tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin

<****> er en nu 48-årig kvinde, uddannet laborant, fraskilt med 2 børn...

er en nu 48-årig kvinde, uddannet laborant, fraskilt med 2 børn, der siden 1989 har modtaget mellemste førtidspension. Hun har siden 1985 lidt af epilepsi og er i behandling for for lavt stofskifte. I 1989 og 2001 var hun indlagt for manisk psykose, og efter den seneste indlæggelse havde hun i en periode kontakt til distriktspsykiatrien.

Aktuelt blev indlagt for en depression på psykiatrisk afdeling, . Under indlæggelsen ændrede tilstanden sig imidlertid gradvist i manisk retning, således at fra slutningen af april virkede psykotisk, usamlet, angstpræget, paranoid, tidvist opkørt, urolig og hurtigtkørende med sparsom søvn. Tilstanden blev herefter fundet forenelig med diagnosen bipolar affektiv sindslidelse. Fra 2. maj 2002 var tvangstilbageholdt i afdelingen.

Den 12. maj 2002 var dagen igennem manisk, opfarende og vred, talte hurtigt og usammenhængende. Ved 17-tiden blev tilstanden forværret, idet vandrede uroligt rundt, skændtes med en medpatient og truede personalet. Da man ikke kunne berolige hende på anden vis, blev der mod hendes vilje givet Cisordinol 10 mg som tablet.

Den 13. maj 2001 kl. 1.15 var ifølge lægejournalen fortsat manisk, opkørt og urolig. Hun blev som følge heraf tvangsfikseret fra kl. 1.15 til kl. 9.30. I tvangsprotokol blev der som begrundelse for fikseringen anført ?forulempelse?. Samtidig blev der på grund af den urolige tilstand givet beroligende injektion med Cisordinol 10 mg i.m.

klagede over beslutningen om tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin til Det Psykiatriske Patientklagenævn i .

Klagen blev herefter behandlet den 16. maj 2002. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsfiksering og indgiften af beroligende medicin. Der blev som begrundelse for afgørelsen vedrørende tvangsfiksering anført, at var til fare for sig selv og sine omgivelser, og at fikseringen var kortvarig. Vedrørende indgivelserne af beroligende medicin fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte afdelingens skøn.

Vedrørende tvangsfikseringen den 13. maj 2002 kl. 1.15 til kl. 9.30

Nævnet kan indledningsvis oplyse, at følgende fremgår af bemærkningerne til psykiatrilovens § 14: ? I stk. 2, nr. 1, findes de alvorligste tilfælde, hvor der er tale om en nærliggende fare for skade på legeme og helbred. Tvangsfiksering har her karakter af et indgreb begrundet i nødværge eller nødret. Reglen omfatter ikke kun fiksering for at beskytte medpatienter, men også for at beskytte personale, besøgende og alle andre, der kommer på afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende adfærd. Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare. Det kræver derimod ikke, at faren allerede skal have manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes ind.
I stk. 2 nr. 2, er der tale om mindre alvorlige overgreb også rettet mod personer, men den beskyttede personkreds er her begrænset til kredsen af medpatienter.?

Af forarbejderne til psykiatriloven (betænkning nr. 1109 fra 1987) fremgår, at medpatienter skal kunne opholde sig på afdelingen uden at risikere at blive udsat for at blive forfulgt eller groft forulempet. En blot almindelig støjende eller urolig adfærd er ikke tilstrækkeligt. Der kræves dels kvalitativt noget mere, dvs. mere end de gener, som det ofte vil være forbundet med at være indlagt på en psykiatrisk afdeling med urolige patienter, dels at der er tale om direkte forfølgelse eller grov forulempelse rettet mod en eller flere bestemte patienter. Forfølgelse eller grov forulempelse kan bl.a. bestå i seksuelt prægede tilnærmelser, kraftigt råbende eller stærkt drillende adfærd eller gennemroden og tilegnelse af andres ting.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 13. maj 2002 kl. 1.15 ikke var opfyldt. På baggrund af beskrivelsen i lægejournalen finder nævnet det ikke godtgjort, at forud for fikseringen skulle have udgjort en fare for sig selv eller andre, hvilket dog heller ikke er anført som begrundelse for fikseringen i tvangsprotokollen, hvor indikationen blev angivet som "forulempelse" (af medpatienter), hvilket efter nævnets opfattelse, journalen og sygeplejekardex heller ikke synes at have fundet sted på det pågældende tidspunkt. Nævnet finder det ikke godtgjort, at ved at råbe, smække med dørene og banke på kontordøren har forfulgt eller forulempet en eller flere bestemte medpatienter.

Vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 12. maj 2002.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 12. maj 2002 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at hun ifølge journalen var fortsat opkørt, skændtes med en medpatient, var manisk opfarende og uroligt omkring vandrende og truede personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere efter en konkret vurdering, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden havde forsøgt at tilbyde beroligende medicin til frivillig indtagelse, og at hendes tilstand efter nævnets vurdering næppe kunne have været dæmpet på anden vis.

Vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 13. maj 2002.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 13. maj 2002 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at hun ifølge journalen var opkørt, manisk og urolig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere efter en konkret vurdering, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet s tilstand efter nævnets vurdering næppe kunne have været dæmpet på anden vis. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den beroligende injektion blev givet i forlængelse af tvangsfikseringen og dermed kunne være med til at afkorte varigheden af denne.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 16. maj 2002 for så vidt angår tvangsfikseringen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 16. maj 2002 for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin.