Klage over tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 21. maj 2002, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for tvangsbehandling af <****> på <****> ikke var opfyldt.

er en 37-årig mand, som gennem de seneste år havde været i kontakt med socialpsykiatrien, hvor man havde oplevet ham som tiltagende psykotisk, angst og forpint.

blev aktuelt den 25. april 2002 tvangsindlagt på behandlingsindikation på . Lægerne vurderede, at han formentlig i årevis havde været tiltagende præget af forfølgelsesforestillinger, herunder mente sig forfulgt af blandt andet rockere og en dansk biskop samt en amerikansk general. Han havde oplevet, at hans venstre kropsdel blev påført en slags elektrisk strøm, ligesom en læge havde påvirket ham med medicin gennem luften. Ved indlæggelsen fremtrådte han endvidere psykotisk med vrangforestillinger og tankeforstyrrelser, ringe kontakt til omgivelserne og isolationstendens. Lægerne fandt hans tilstand forenelig med diagnosen paranoid skizofreni.

Den 5. maj 2002 tilbød lægerne behandling med det antipsykotiske præparat Zeldox, hvilket han dog afslog.

Den 8. maj 2002 blev der herefter truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet/mikstur Cisordinol 10 mg dagligt eller injektion Cisordinol 5 mg dagligt. Lægerne tolkede s tilkendegivelser som en klage over beslutningen om tvangsmedicineringen. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 21. maj 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet bedømmelse, at var sindssyg, og at det havde været uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig bedring af hans tilstand ellers var blevet væsentlig forringet. Nævnet har lagt vægt på, at s tilstand var præget af forfølgelsesforestillinger, kropslige vrangforestillinger, tankeforstyrrelser og isolationstendens.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, da man fra afdelingens side ikke i tilstrækkeligt omfang havde forsøgt at motivere til frivillig behandling med antipsykotisk medicin, før beslutningen om tvangsmedicinering blev taget. Nævnet har lagt vægt på, at ifølge journalen kun blev motiveret for frivillig behandling i 3 dage, før beslutningen om tvangsbehandling blev truffet den 8. maj 2002. Således blev han først den 5. maj 2002 konkret tilbudt det antipsykotiske præparat Zeldox 40 mg 2 gange dagligt. Efter det til sagen oplyste, havde ikke været væsentlig aggressiv eller væsentlig forpint i dette tidsrum. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke fremgår af sagens oplysninger, at det havde været umuligt på sigt at overtale til frivillig behandling.

Det er nævnets opfattelse, at betænkningstiden regnes fra det tidspunkt, hvor patienten blev gjort bekendt med, at lægen anbefaler et konkret behandlingstilbud.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på den beskrevne baggrund, at burde have haft yderligere betænkningstid, inden beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet den 8. maj 2002.

Betingelserne for tvangsbehandling var således ikke opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer således den afgørelse, der er truffet den 21. maj 2002 af Det Psykiatriske Patientklagenævn i , idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at beslutningen om tvangsmedicinering den 8. maj 2002 ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.