Klage over tvangsernæring

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 11. april 2002 om tvangsernæring af <****> på <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at <****>s klage skulle have været tillagt opsættende virkning.

er en 17-årig pige, som fra ca. 12-års alderen har lidt af nervøs spisevægring (anorexia nervosa). Hun blev i 1996 første gang indlagt i .

I 1996 og 1997 var indlagt på . I 1997 var hun endvidere indlagt 5 måneder på , hvor hun siden blev fulgt ambulant. I 1999 var igen indlagt 3 måneder på med efterambulant behandling frem til starten af år 2000. målte ved starten af denne indlæggelse 165 cm og vejede 42 kg, og ved udskrivelsen vejede hun 46-47 kg. Hun blev herefter fulgt af egen læge. Hun har siden været tvangsindlagt 3 gange på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, .

Aktuelt blev den 15. november 2001 tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, , på behandlingsindikation. Den 22. november 2001 blev hun tvangsoverflyttet til , der har særlig ekspertise i behandling af patienter under 18 år, som lider af svære spiseforstyrrelser. Tvangstilbageholdelsen på behandlingsindikation blev opretholdt.

Ved indlæggelsen var vågen, klar og orienteret, og det blev skønnet, at hun ikke var hallucineret. Hun havde urealistiske forestillinger om sin egen formåen vedrørende spisning og kunne ikke bringes til at forstå sin egen situation. Stemningslejet var let forsænket, men hun tog afstand fra egentlige akutte selvmordstanker. Såvel den formelle som den følelsesmæssige kontakt var dårlig, og hun var kronisk afmagret, og der var risiko for akut påvirkning af spiseforstyrrelsen. havde et for lavt indhold af kalium og fosfat i blodet, hendes blodtryk var lavt, og pulsen var langsom. Hun målte på indlæggelsestidspunktet 163 cm og vejede 33 kg. Der blev samme dag truffet beslutning om, at skulle tvangsbehandles med sondeernæring og salttilskud 3 gange dagligt, alternativt diætmåltid 6 gange dagligt.

Den 24. november 2001 klagede over beslutningen om tvangsbehandlingen. Det Psykiatriske Patientklagenævn i godkendte beslutningen om tvangsbehandling, herunder beslutningen om at klagen ikke skulle tillægges opsættende virkning, idet nævnet anførte, at omgående gennemførelse af behandling var nødvendig for ikke at udsætte s liv eller helbred for væsentlig fare.

Tvangsbehandlingen fortsatte frem til den 11. december 2001, hvorefter spiste frivilligt frem til den 28. januar 2002. Herefter blev tvangsbehandlingen genoptaget, idet de foregående 4-5 uger kun havde haft en vægtstigning på 2 kg og ikke spist lødig kost i form af tilstrækkelig mængder mælkeprodukter, fedt og protein. Der blev foretaget en række specialundersøgelser, der viste, at s knoglemodning var gået i stå for ca. 4 år siden, og at hendes æggestokke var udviklet svarende til en 8-årig, samt at der var afkalkning af hendes knogler, ligesom hun havde udtalt tab af tandemalje - alt som følge af hendes svære spiseforstyrelse. vejede på dette tidspunkt 48.8 kg, men målvægten var beregnet til 54 kg, hvilket svarer til en såkaldt BMI (Body Mass Index) på 20, hvilket er den laveste grænse for normalområdet. Det blev vurderet, at fortsat var uden sygdomsindsigt, og at hun var meget selvdestruktiv.

klagede den 29. marts 2002 over beslutningen om genoptagelse af tvangsernæringen fra den 28. januar 2002 til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 11. april 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsbehandling af , herunder beslutningen om, at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Der blev som begrundelse anført, at undladelse af behandling ville være uforsvarligt, fordi udsigten til, at blev helbredt eller fik en betydeligt afgørende bedring i sin tilstand, ville blive væsentligt forrringet, samtidig med at undladelse af tvangsernæring ville kunne medføre en alvorlig risiko for s liv og helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var i en tilstand der ganske måtte ligestilles med sindssyge, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at på tidspunktet, hvor der blev truffet beslutning om at genoptage tvangsbehandlingen, havde en realitetsbrist i form af svært fordrejet kropsopfattelse med karakter af sindsygelige vrangforestillinger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at man i en periode lod spise mere frit, men at tvangsbehandlingen måtte genoptages, da ikke overholdt behandlingsforskrifterne.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Det er imidlertid nævnets opfattelse, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning. Nævnet har herved lagt vægt på, at under den igangværende behandling havde taget rimeligt på i vægt, idet hun vejede 48,8 kg, men dog ikke have nået målvægten på 54 kg. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ved en laboratoriekontrol den 12. marts 2002 havde et for lavt indhold af fosfat i blodet, men at de øvrige tal til måling af saltindholdet i blodet (elektrolytter), herunder specielt kalium, var indenfor normalområdet. Det er således nævnets vurdering, at risikoen for akut helbredsforringelse på dette tidspunkt ikke kan antages at have været nærliggende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der den 11. april 2002 er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i om tvangsernæring, dog således at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at klagen skulle have været tillagt opsættende virkning.