Klage over en læges videregivelse af oplysninger til en kommune om patients evne til at give sin datter tilstrækkelig omsorg

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 30. august 2001 til Børne- og Ungeforvaltningen i <****> om <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere at praktiserende læge A har videregivet oplysninger om <****> den 30. august 2001 til Børne- og Ungeforvaltningen i <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge B i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 11. september 2001 til Børne- og Ungeforvaltningen i <****> om <****>.

Hændelsesforløb

Den 30. august 2001 henvendte s praktiserende læge A sig skriftligt til børn- og ungeforvaltningen i kommune for at få socialforvaltningen til at vurdere, om var i stand til at give sin datter tilstrækkelig omsorg og kontakt. Baggrunden for henvendelsen var, at læge A var af den opfattelse, at s datter var udsat for omsorgssvigt. Læge A havde endvidere foreslået , at datteren blev undersøgt af børne- og ungelægen i kommunen, men reagerede på dette ved at meddele, at hun ville skifte læge.

blev derefter tilmeldt praktiserende læge B. Denne udfærdigede en statuserklæring til Kommune, idet hun var blevet anmodet om at vurdere s helbredstilstand. Af statuserklæring fremgik, at i et brev havde bedt læge B om ikke at sende nogen oplysninger til Områdekontor eller personer, der hævdede at arbejde der.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at praktiserende læge A ikke har udvist tilstrækkelig omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af erklæringen af 30. august 2001.

har bl.a. anført, at læge A har udtalt sig om hendes psykiske tilstand på trods af, at hun alene havde set hende 2 gange, og at læge A ikke er psykiater, hvorfor hun ikke kan diagnosticere som havende en psykiatrisk diagnose.

2. at praktiserende læge A i forbindelse med afgivelsen af erklæringen af 30. august 2001 har brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger til socialforvaltningen uden s samtykke og uden at informere hende herom.

3. at praktiserende læge B ikke har udvist tilstrækkelig omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af erklæringen af 11. september 2001.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Læge A har ikke overtrådt lægeloven i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 30. august 2001 til Børne- og Ungeforvaltningen i om .

Begrundelse

Nævnet kan oplyse, at en læge ved afgivelse af en lægeerklæring skal anføre sin vurdering af patienten samt medtage de forhold, som findes relevante med henblik på at opfylde erklæringens formål. Erklæringen må ikke indeholde oplysninger om sygdomme eller forhold, som lægen ikke i sin virksomhed som læge har kendskab til. Endvidere skal det fremgå, hvilke oplysninger i erklæringen, der beror på lægens egen undersøgelse eller iagttagelse, og hvilke, der er givet af patienten eller tredjemand, samt hvilke oplysninger, der beror på journaler og lignende.

Af erklæringen af 30. august 2001 og læge As udtalelse af 17. april 2002 til sagen fremgår, at læge A havde haft 3 personlige kontakter til , og at tidligere havde været paranoid psykotisk i 1991 og 1993, men ikke aktuelt var psykotisk. Det er på denne baggrund nævnets opfattelse, at læge A ikke diagnosticerede som psykotisk, men blot refererede hendes tidligere sygehistorie, som den fremgik af journalen. Det er endvidere nævnets opfattelse, at en praktiserende læge godt kan udtale sig om en patients psykiske tilstand.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Læge A har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling i forbindelse med sin videregivelse af oplysninger om den 30. august 2001 til Børne- og Ungeforvaltningen i .

Begrundelse

Af erklæringen fremgår, at baggrunden for læge As henvendelse til Børne- og Ungeforvaltningen var, at hun var bekymret for, hvorvidt var i stand til at give hendes barn tilstrækkeligt med kontakt og omsorg. Det fremgår videre, at hun havde foreslået, at lod datteren undersøge, men at hun ikke havde været interesseret i dette og havde besluttet at skifte læge.

Af læge As udtalelse af 17. april 2002 til sagen fremgår endvidere, at det var under hensyn til de lovmæssige forpligtelser, at hun underrettede kommunen, og således fandt det berettiget at bryde sin tavshedspligt.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af § 23, stk. 1, i lov om patienters retsstilling, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent personlige forhold og andre fortrolige oplysninger. Af § 26, stk. 2, nr. 1, i samme lov fremgår, at når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling, kan oplysninger videregives uden samtykke hertil.

Af lov om social service § 36 fremgår, at den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

Det er på denne baggrund nævnets opfattelse, at læge A var berettiget til at tilsidesætte tavshedspligten og orientere de sociale myndigheder, idet hun på baggrund af sit kendskab til både , herunder hendes tidligere psykiatriske indlæggelser, og til hendes datter, skønnede, at der var tale om et muligt omsorgssvigt.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og videregivelse af helbredsoplysninger, at det forudsættes, at sundhedspersonen, forinden videregivelse finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke.

Det er imidlertid nævnets opfattelse, at læge A ikke havde grund til at forvente at ville give sit samtykke til underretningen, hvorfor videregivelsen af oplysningerne, uden forinden at have forsøgt at indhente et samtykke, var berettiget.

Nævnets afgørelse af 3. klagepunkt

Læge B har ikke overtrådt lægeloven i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 11. september 2001 til Børne- og Ungeforvaltningen i om .

Begrundelse

Patientklagenævnet kan oplyse, at en statusattest er et resumé af et sygsdomsforløb (sygehistorie, diagnoser og igangværende behandling) med vurdering af helbredsforholdenes betydning for sagen. Lægen udfærdiger attesten på grundlag af journalen og sit kendskab til patienten i øvrigt. Patienten bliver normalt ikke indkaldt til samtale eller undersøgelse i forbindelse med udfærdigelse af statusudtalelsen. Lægen har pligt til at udfærdige attesten, når kommunen anmoder herom. Hvis lægen skønner, at de foreliggende oplysninger ikke er tilstrækkelige til at dække kommunens behov, returneres anmodningen. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis lægen ikke har set patienten inden for det seneste halve til hele år, afhængig af sygdommens karakter.

Læge B udfærdigede efter anmodning fra Kommune en statuserklæring. Af statuserklæringen af 11. september 2002 fremgår, at læge B alene havde set en enkelt gang, og at der ikke forelå materiale fra tidligere. Det fremgår videre, at læge B beskrev den ene konsultation, hun havde haft med , men ikke fandt det muligt at vurdere den generelle helbredstilstand. Af erklæringen fremgår endelig, at læge B modtog et brev fra , hvori hun anmodede om, at der ikke blev sendt oplysninger til Børne- og Ungeafdelingen, og at brevet var præget af en paranoid tankegang.

Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at læge B har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin udfærdigelse af erklæringen af 11. september 2001.