Klage over, at tandreguleringsbehandling ikke gav et tilfredsstillende resultat

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere specialtandlæge A for hans behandling af <****> i 1991 i <****> Kommunale Tandpleje, jf. lov om tandlæger § 12.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere tandlæge B for hans behandling af <****> den 20. april 1994 og den 9. marts 1997 i <****> Kommunale Tandpleje, jf. lov om tandlæger § 12.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere tandlæge B for hans information af <****> den 20. april 1994 samt den 9. marts 1997 i <****> Kommunale Tandpleje, jf. lov om tandlæger § 12.

Hændelsesforløb

blev den 13. marts 1991 undersøgt af specialtandlæge A med henblik på eventuel tandreguleringsbehandling. Der var pladsmangel i overkæben i området for +3 (hjørnetanden i venstre side af overkæben) og i underkæben i for – og hjørnetandsområdet.

I efteråret 1991 blev der påsat fast apparatur i over – og underkæbe.

I foråret 1994 blev det faste apparatur aftaget. I stedet skulle der anvendes aftageligt apparatur i overkæben (retentionsplade), og i underkæben blev der påsat en metaltråd med plast bagpå fortænderne til at fastholde deres stilling (retainer). I starten skulle pladen anvendes konstant. Den 30. maj 1995 blev dette ændret, således at pladen kun skulle anvendes om natten. Den 20. november 1995 blev det oplyst, at pladen ikke blev brugt, og at der igen var trangstilling (recidiv) omkring +3, og blev opfordret til at bruge pladen igen eftermiddag, aften og nat.

Den 19. juni 1996 blev det oplyst, at pladen blev brugt hver nat.

Den 5. februar 1997 var der kontrol af pladen, og der blev igen konstateret let trangstilling (recidiv) ved +3 og +1 (store fortand i venstre side af overkæben).

Den 20. februar 1997 var der på ny kontrol af pladen, der nu blev brugt to gange om ugen, og det blev overvejet at stoppe brugen af pladen.

Den 9. marts 1997 var metaltråden bag på fortænderne i underkæben faldet af, og tandlæge B besluttede ikke at sætte metaltråd på underkæbefortænderne igen.

Den 19. maj 1998 blev det oplyst, at pladen højst blev brugt en gang om ugen, og den 18. juni 1998 var pladen ikke blevet brugt længe. Der var let trangstilling af +3 og på fortænderne i underkæben. Resultatet blev vurderet stabilt, og tandlæge B afsluttede behandlingen.

Den 12. november 2001 ringede s mor til Kommunale Tandpleje, og oplyste, at hendes datter havde ondt i kæben og havde behov for en bidskinne. Desuden var der igen trangstilling, og en tand var nekrotisk (nerven død), fordi den var blevet ”flyttet for meget”.

Den 26. november 2001 ringede s private tandlæge til Kommunale Tandpleje og oplyste, at der måske var nekrose af nerven i 2+ (lille fortand i højre side af overkæben), og at der også var tegn på skade af nerven (oblitereret) i 3 – (hjørnetanden i højre side af underkæben).

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At Kommunale Tandpleje valgte at afslutte behandlingen. Det er oplyst, at tænderne i dag sidder meget tæt, og at en hjørnetand er død.

Nævnets afgørelse af klagen

Specialtandlæge A har overtrådt tandlægelovens § 12 ved sin behandling af i 1991.

Tandlæge B har overtrådt tandlægelovens § 12 ved sin behandling af den 20. april 1994 og den 9. marts 1997.

Tandlæge B har overtrådt tandlægelovens § 12 ved sin information til den 20. april 1994 og den 9. marts 1997.

Begrundelse

Der foreligger studiemodeller fra behandlingens begyndelse. Der blev ikke taget yderligere diagnostisk materiale (profil-, hånd-, og ortopantomografisk røntgenbillede samt eventuelt kliniske fotos) som grundlag for behandlingsplanen.

Ifølge udtalelse fra overtandlægen anskaffede den kommunale tandpleje først røntgenanlæg til optagelse af OTP og profilrøntgenbilleder i 1993.

Det er nævnets opfattelse, at den kommunale tandpleje i denne situation burde have fået taget røntgenbillederne andet sted.

Nævnet finder, at det principielt gælder alle tandreguleringsbehandlinger, at det af journalen klart skal fremgå hvilke diagnoser, der ligger til grund for behandlingen, og hvad der er behandlingsmålet.

Det er nævnets vurdering, at der ikke i øvrigt i journalen foreligger diagnoser i tilstrækkeligt omfang til beskrivelse af den daværende tilstand. Der fremgår således ikke nogen overvejelser over graden af pladsmangel set i forhold til knogleudviklingsniveau.

Det er videre nævnets vurdering, at selve behandlingsplanen var tilstrækkelig, hvad angik den aktive behandlingsfase, men nævnet finder anledning til kritik af, at der ikke blev gjort rede for den efterfølgende stabiliseringsfase.

Nævnet finder således anledning til kritik af specialtandlæge A for at iværksætte tandreguleringsbehandling på det foreliggende grundlag.

Det er nævnets vurdering, at den foretagne tandreguleringsbehandling blev gennemført i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Det er videre nævnets vurdering, at der ikke blev udført noget, som kan begrunde, at tandreguleringsbehandlingen skulle være årsag til nerveskaderne på 2+ og 3-.

Det er endelig på baggrund af studiemodellerne fra den 20. april 1994 nævnets vurdering, at der allerede ved afslutningen af behandlingen med den faste bøjle forelå nogen skævstilling af fortænderne i underkæben samt manglede tandkontakt i siderne. Tilstanden giver indtryk af et ufærdigt resultat, hvor især sammenbidsforholdene på de små kindtænder ikke var normaliseret hverken i bredden eller i det lodrette plan, og hvor overkæbens hjørnetand i højre side mangler en del i sin opretning.

Ifølge journalen besluttede en tandplejer den 20. april 1994 at afslutte behandlingen med fast bøjle. Ifølge udtalelse til sagen fra overtandlæge arbejdede denne tandplejer på ansvar af tandlæge B.

Det er på dette grundlag nævnets vurdering, at den foretagne behandling er sket på tandlæge Bs ansvar.

Nævnet finder derfor anledning til kritik af tandlæge B, idet han ved det foreliggende behandlingsresultat havde ansvaret for, at behandlingen med fast apparatur blev afsluttet.

Nævnet finder endvidere anledning til kritik af tandlæge B for hans information til , idet behandlingen med fast apparatur blev stoppet, uden at blev informeret om, at det opnåede resultat var et kompromis.

Da behandlingen med fast apparatur blev stoppet, blev overkæbens tandstilling i den efterfølgende fase stabiliseret med en løs bøjle.

Ifølge journalen blev den løse bøjle ikke blev anvendt tilstrækkeligt, hvilket medførte skævstilling ved hjørnetanden i overkæben.

Ved afslutningen af behandlingen med fast apparatur blev der påsat metaltråd bag fortænderne i underkæben. Da denne metaltråd faldt af, vurderede tandlæge B ifølge journalen, at tandstillingen nu var stabil, hvorfor der ikke igen blev påsat metaltråd.

Det er nævnets vurdering, at skævstillingen i overkæben således skyldtes s manglende brug af den løse bøjle, mens skævstillingen i underkæben skyldtes, at der allerede ved fjernelsen af den faste bøjle var nogen skævstilling, samt at der senere blev udviklet skævstilling i underkæbefortandsregionen.

Nævnet kan oplyse, at udvikling af skævstilling i underkæbefortandsregionen er et almindeligt aldersfænomen, som optræder hos behandlede og ubehandlede.

Det er således nævnets vurdering, at anden behandlingsmetode, for eksempel med tandudtrækninger, ikke med sikkerhed kunne have forebygget tilbagefald af skævstillingen i underkæben.

Nævnet kan oplyse, at den eneste sikre metode til at forhindre udvikling af skævstilling i underkæbefortandsregionen er livslang bevarelse af den pålimede tråd, som mistede få måneder før behandlingens afslutning.

Nævnet finder derfor anledning til kritik af tandlæge B, idet han i forbindelse med at metaltråden faldt af vurderede, at tandstillingen var stabil, hvorfor der ikke igen blev påsat metaltråd bag fortænderne.

Det er endvidere nævnets vurdering, at tandlæge B burde have inddraget kommunens specialtandlæge i den afsluttende vurdering af .

Nævnet finder endvidere anledning til kritik af tandlæge B, idet han ikke i forbindelse med afslutningen af behandlingen informerede om, at en stabilisering i hendes tilfælde muligvis ville kræve en livslang bevarelse af den pålimede metaltråd.