Klage over behandling af et brækket ben hos patient med sukkersyge

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere afdelingslæge <****> for hendes behandling af <****> den 24. juli 2001 på medicinsk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Det skal desuden indskærpes overfor afdelingslæge <****> at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Hændelsesforløb

har siden 1975 lidt af en insulinkrævende sukkersyge (diabetes mellitus, IDDM).

Den 23. juli 2001 blev indlagt på medicinsk afdeling, på grund af dårligt reguleret sukkersyge, idet han i over en uge ikke havde spist og drukket normalt.

Da ikke kunne støtte på sit højre ben og oplyste, at han ikke havde kunnet dette de sidste 10 dage, blev der foretaget en akut røntgenundersøgelse den 24. juli 2001, der viste et brud på højre ankel af ældre dato. blev tilset af ortopædkirurg, afdelingslæge , der anlagde en cirkulær gips på benet.

Efter at gipsen havde siddet på i 6 døgn blev der observeret en blodansamling på gipsbandagen. I forbindelse med ortopædkirurgisk tilsyn den 30. juli 2001, blev gipsen fjernet. blev herefter behandlet såvel kirurgisk som med store doser penicillin.

Der resterede imidlertid fortsat en huddefekt ved anklen, hvorfor ca. 2 måneder efter blev henvist til med henblik på hudtransplantation.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en tilstrækkelig behandling af sit brækkede ben.

har anført, at benet kom i gips, der efter 2 ½ døgn gnavede sig ind til benet og efterlod et dybt blodigt hul, der stadig giver ham gener.

Nævnets afgørelse af klagen

Afdelingslæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 24. juli 2001 på medicinsk afdeling, . Det skal desuden indskærpes afdelingslæge at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at blev indlagt på medicinsk afdeling, , med dårligt reguleret sukkersyge, idet han i over en uge ikke havde indtaget fast føde.

Endvidere fremgår af journalen, at man ved den objektive undersøgelse fandt, at s højre ankelled var rødt og hævet, og at ankelen var direkte øm.

Nævnet kan oplyse, at med til sygdomsbilledet for sukkersygepatienter med IDDM hører, at man efterhånden udvikler åreforkalkning i blodkarrene og nedsat følesans specielt på benene forårsaget af forandringer i de perifere nerver (neuropati). Efterhånden aftager nyrefunktionen. Det forekommer jævnligt, at patienter med IDDM ikke har smerter efter brud på grund af ophævet følesans i benene.

Ifølge røntgenbeskrivelsen den 24. juli 2001 fremgår, at der var et brud på den udvendige ankelknyst af noget ældre dato. Endvidere fremgår, at man bemærkede en udtalt åreforkalkning (arteriosklerose) i karrene.

Af journalen fra det ortopædkirurgiske tilsyn den 24. juli 2001 fremgår, at afdelingslæge fandt et 10 dage gammelt brud på den yderste ankel, samt at ankelen var svært hævet. Endvidere fremgår, at der var et stort skorpedækket sår foran på knæet. Ifølge journalen opstillede afdelingslæge en plan, hvoraf fremgik, at senere på dagen skulle have fjernet sårskorpen samt have anlagt cirkulær gips, og at bandageringstiden skulle være 6 uger.

Nævnet skal bemærke, at der inden anlæggelse af gipsen forelå et røntgenbillede af højre ankelled, som viste en fraktur af yderste (laterale) ankelknyst af lidt ældre dato. Det drejede sig formentlig om et brud, som var mere end ti dage gammelt måske uger. På røntgenbillederne ses endvidere efter nævnets opfattelse en svær åreforkalkning af underbenets pulsårer (arterier), da disse er synlige i hele billedets udstrækning. Det er endvidere nævnets opfattelse, at bruddet kan klassificeres som et SEII brud, hvilket betyder, at bruddet er stabilt og kun behøver bandagering i et omfang som patientens smerter betinger. Henset til s sukkersyge samt fundene på røntgenbilledet burde hans kredsløb derfor være blevet nøjere undersøgt, pulsforholdene burde være blevet beskrevet, samt om der var kapilærrespons på tæerne. Det hører også med til en almindelig undersøgelse at beskrive, om der er tegn på føleudfald. Det har betydning for valg af bandagering. Det har også betydning for vurdering af patientens kredsløb, fordi kombinationen af kritisk nedsat kredsløb og føleforstyrrelse betyder, at patienten ikke som vanligt vil klage over smerter.

Af den administrende overlæges udtalelse af 27. august 2002 til sagen fremgår, at man hos patienter med diabetes mellitus, og deraf følgende neuropati, skal udvise stor omhyggelighed ved eventuel gipsbandagering.

Af afdelingslæge s udtalelse til sagen fremgår, at hun var opmærksom på, at der under hele s forløb var en dysregulering af hans sukkersyge.

Ifølge journalen den 30. juli 2001 fremgår, at der blev observeret blodansamling på gipsbandagen.

Af journalen fremgår endvidere, at man i forbindelse med nyt ortopædkirurgisk tilsyn den 30. juli 2001 fjernede gipsen. Ifølge journalen fandt man efter fjernelse af gipsen, at højre ben sejlede i pus, der kom fra 5 perforationsåbninger omkring den midterste ankelknogle på højre ben. Det fremgår endvidere af journalen, at herefter blev behandlet såvel kirurgisk som med store doser penicillin.

Af journalen fremgår endvidere, at man på grund af den kraftige infektion, der var kommet i højre ben, informerede om, at en amputation af underbenet kunne blive aktuel.

Nævnet finder, at anlæggelse af en cirkulær gipsbandage i s tilfælde ikke var nødvendig til behandling af det aktuelle brud. Hvis det havde været nødvendigt, skulle det af hensyn til s nedsatte følesans have været en tætsluttende bandage som ikke havde mulighed for at forskubbe sig og påføre ham sår.

Patientklagenævnet finder herefter, at afdelingslæge har handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 24. juli 2001 på medicinsk afdeling, .