Klage over utilstrækkelig undersøgelse af ansigtslammelse og hævelse i overmunden

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere afdelingslæge <****> for hans behandling af <****> den 30. juli og den 2. august 2001 på <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

blev den 9. juli 2001 af en speciallæge i neuromedicin henvist til indlæggelse på . Af henvisningen fremgik, at s sygdom var startet omkring juli 2000, hvor hun havde henvendt sig til egen læge med en mærkelig fornemmelse i venstre kind. Hun var endvidere blevet undersøgt på , som havde foretaget en røntgenundersøgelse, der ikke havde vist "destruktive forandringer", og hendes symptomer blev her tolket som formodede muskelinfiltrationer i tyggemusklerne på venstre side foruden dysfunktion af venstre kæbeled. Af henvisningen fremgik endvidere, at generne efterfølgende var blevet værre, og at hun havde besvær med venstre øje, som løb i vand og var rødt og irriteret, samt at hun havde en sovende fornemmelse i hele venstre ansigtshalvdel, i venstre side af ganen og i venstre side af tungen. Disse symptomer havde på tidspunktet for henvisningen bestået i ca. 6 måneder.

Ved indlæggelsen den 10. juli 2001 på , oplyste , at hun havde tabt 12 kg inden for de seneste 3 måneder. Der blev ved undersøgelsen fundet en venstresidig lammelse i ansigtet, nedsat følsomhed i venstre ansigtshalvdel samt smerter i venstre side af kæben. Hun blev på denne baggrund henvist til fornyet undersøgelse på , med anmodning om, at det blev overvejet, om der skulle foretages en vævsprøve (biopsi) fra spytkirtlen på grund af mistanke om kræftsygdom i spytkirtlen.

Den 30. juli 2001 blev undersøgt af afdelingslæge , som ikke fandt noget abnormt ved spytkirtlen, hvorfor han ikke fandt grundlag for at foretage en vævsprøve. blev af afdelingslæge henvist til undersøgelse hos en hørespecialist (audiologisk undersøgelse). Denne undersøgelse viste normale forhold, og afdelingslæge konkluderede herefter den 2. august 2001, at havde en venstresidig lammelse af ansigtsnerven af ukendt årsag, hvilket blev meddelt .

blev herefter den 29. august 2001 afsluttet fra , men genhenvist i slutningen af 2001. På dette tidspunkt var ansigtslammelsen uforandret, men der var tilkommet vanskeligheder med svækkede øjenbevægelser og dobbeltsyn.

I starten af december 2001 fik foretaget en MR-scanning, som gav mistanke om kræftlidelse i hjernen, hvorfor hun blev henvist til . Allerede ved første undersøgelse her blev det konstateret, at uanset hvilken tumorlidelse det drejede sig om, var udbredelsen inde i kraniet af et sådant omfang, at radikal fjernelse under ingen omstændigheder ville være mulig, fordi der var vokset kræftvæv ind omkring de store kar centralt i hjernen.

s sygdom skred herefter frem, og trods kemoterapi og strålebehandling blev hendes tilstand jævnt forringet, og hun afgik den 21. juli 2002 ved døden.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At afdelingslæge ikke foretog korrekt undersøgelse af .

Nævnets afgørelse af klagen

Afdelingslæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 30. juli og den 2. august 2001 på .

Begrundelse

Af journalen fra fremgår, at det ved en tidligere undersøgelse den 28. november 2000 var blevet konstateret, at der i mundhulen ud mod kinden ved området for de to bageste tænder i venstre side af overmunden var en fast svulst, der virkede fikseret til kæben. Denne oplysning forelå således ved afdelingslæge s undersøgelse af den 30. juli 2001.

Af journalen fra den 30. juli 2001 fremgår, at afdelingslæge ved undersøgelsen fandt en venstresidig ansigtslammelse, og at den tidligere beskrevne hævelse i venstre side af overmunden fortsat var tilstede. Han henviste til en audiologisk undersøgelse, hvor det ifølge journalen blev vurderet, at der var nogle bestemte lydudløste reflekser til stede.

Dette fund måtte efter nævnets opfattelse tolkes således, at den påviste ansigtslammelse meget vel kunne skyldes forhold perifert i nervens forløb, hvorfor det var vigtigt at sikre sig, at der ikke var en svulst i ørespytkirtlen, idet nævnet kan oplyse, at ansigtsnerven netop forløber inde i denne spytkirtel. Nævnet kan endvidere oplyse, at ørespytkirtlen har en overfladisk og en dyb del, hvoraf den dybe del normalt ikke kan mærkes ved en klinisk undersøgelse, men som i tilfælde af forstørrelse (for eksempel grundet svulst eller betændelse) netop må forventes at kunne mærkes i området ud for de bageste kindtænder.

Nævnet finder derfor, at afdelingslæge burde have kædet de forskellige oplysninger og undersøgelsesresultater sammen og have tilbudt at foretage en vævsprøve fra hævelsen.

Nævnet skal dog bemærke, at der på tidspunktet for undersøgelsen forelå en beskrivelse af en MR-scanning af 10. juli 2001, hvori det var anført, at der var fundet normale forhold svarende til begge ørespytkirtler. Nævnet finder dog, at et sådant undersøgelsesresultat ikke burde have været til hinder for, at en faktisk konstateret hævelse under de foreliggende omstændigheder foranledigede en vævsprøve.