Klage over utilstrækkelig behandling af 16-årig depressiv pige

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 4. januar til den 5. april 2002, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere psykolog <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 5. februar til den 5. april 2002.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 4. januar til den 7. februar 2002.

Hændelsesforløb

Den 16-årige , der gennem 3-4 år havde haft depressionsperioder, blev henvist til børnepsykiatrisk afdeling, .

Ved den første samtale, som fandt sted den 4. januar 2002 i s hjem, deltog foruden det børnepsykiatriske team fra børnepsykiatrisk afdeling, , også forældrene. 1. reservelæge fandt, at det drejede sig om en depressiv tilstand af melankoliform karakter, og der blev påbegyndt lysbehandling.

Ved den næste samtale den 5. februar 2002 deltog psykolog . havde haft nogen effekt af lysbehandlingen, men hun var psykisk ustabil med nedstemthed og grådtendens.

Den 7. februar 2002 havde s mor kontakt med 1. reservelæge , og det blev besluttet at starte antidepressiv behandling med Cipramil.

Ved den næste samtale den 13. marts 2002, hvor afdelingens socialrådgiver og psykolog deltog, var s tilstand stort set uændret, idet hun ikke havde mærket nogen ændring efter hun havde påbegyndt medicinsk behandling.

Den 22. marts 2002 kontaktede s mor ambulatoriet og fortalte, at havde det dår-ligt og ikke havde været i skole i nogle dage. Det blev aftalt, at forældrene skulle kontaktes af psykolog .

Den 3. april 2002 var psykolog i telefonisk kontakt med . Hun oplyste, at hun var meget trist og havde en uoverkommelighedsfornemmelse, og bad om en samtale med en læ-ge. Overlæge ringede op, og det blev bestemt at øge Cipramil dosis.

Den 4. april 2002 aftalte psykolog med og moderen, at der skulle arrangeres et nyt møde den 9. april 2002, hvor også skolen skulle deltage.

Den 5. april 2002 om morgenen tog sit liv ved at hænge sig.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at psykolog ikke behandlede korrekt.

2. at 1. reservelæge ikke behandlede korrekt.

3. at overlæge ikke behandlede korrekt.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 4. januar til den 5. april 2002.

1. reservelæge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af i perioden fra den 4. januar til den 7. februar 2002 . Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om 1. reservelæge i forbindelse med telefonsamtalen den 7. februar 2002 med s mor snarest havde indkaldt til en samtale og/eller havde fastsat en dato for en samtale med henblik på at vurdere effekten af den påbegyndte behandling.

Psykolog har ikke overtrådt psykologloven ved sin behandling af i perioden fra den 5. februar til den 5. april 2002. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om psykolog i højere grad havde bidraget til at sikre, at der blev etableret et stærkere behandlingsmæssigt bånd til , og havde været mere lydhør overfor hendes ønske om individuelle samtaler.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at den 2. november 2001 af egen læge blev henvist til børnepsykiatrisk afdeling, , og at den første samtale fandt sted i s hjem den 4. januar 2002, hvor foruden medarbejdere fra det børnepsykiatriske team også forældrene var til stede.

Det fremgår videre, at det under denne indledende samtale blev drøftet, at gennem 3 - 4 år havde haft depressionsperioder, og havde opgivet sine fritidsinteresser samtidig med, at hun havde haft problemer i skolen med koncentrationsbesvær og fravær. Der fremkom ikke selvmordsforestillinger, og 1. reservelæge fandt, at det drejede sig om en depressiv episode af melankoliform karakter, muligvis med indslag af sæsonvariation. Det blev foreslået at starte behandling med antidepressiv medicin, et såkaldt SSRI-præparat, men det blev besluttet at vente med dette og i stedet påbegynde lysbehandling, og det blev endvidere aftalt, at der sideløbende hermed skulle være terapeutisk kontakt mellem børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium og familien.

Det fremgår af journalen, at psykolog deltog ved den næste samtale, som fandt sted den 5. februar 2002, og at det her blev drøftet, at på dette tidspunkt havde fået lysbehandling i 4 uger med nogen virkning, men at hun stadig var træt og havde koncentrationsbesvær, samt at hun var psykisk ustabil med nedstemthed og grådtendens. Tilbuddet om antidepressiv behand-ling blev gentaget under denne samtale.

Ifølge journalen havde s mor den 7. februar 2002 kontakt med 1. reservelæge og fortalte, at stadig havde det dårligt og af og til kunne true med selvmord, hvorefter det blev besluttet at starte behandling med det antidepressive middel Cipramil.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at 1. reservelæge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af . Nævnet fin-der dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om 1. reservelæge i forbindelse med telefonsamtalen den 7. februar 2002 med s mor snarest havde indkaldt til en samtale og/eller havde fastsat en dato for en samtale med henblik på at vurdere effekten af den påbegyndte behandling.

Det fremgår af journalen, at afdelingens socialrådgiver og psykolog deltog i den efterfølgende familiesamtale, som fandt sted den 13. marts 2002, og at det her blev drøftet, at tilstan-den stort set var uændret, og at ikke havde mærket nogen ændring, efter hun var påbegyndt medicinsk behandling.

Det fremgår videre, at gav udtryk for, at hun var utålmodig og syntes, at der skulle ske noget, og at hun ønskede individuelle samtaler. Hun syntes, at der hele tiden var noget, der pressede sig på, som hun selv gik med. Det fremgår videre, at hun gav udtryk for, at hun ikke ville blive ved med at belaste sine omgivelser med hvordan hun havde det.

Ifølge journalen kontaktede s mor den 22. marts 2002 ambulatoriet og fortalte, at havde det dårligt og ikke havde været i skole i nogle dage. Det blev diskuteret, om skulle indlægges, og der blev ydet rådgivning om, at familien måtte kontakte den praktiserende læge, såfremt man ikke kunne klare situationen hjemme længere, eller hvis forældrene troede, at kunne være til fare for sig selv. Det blev aftalt, at forældrene skulle kontaktes af psykolog .

Det fremgår af journalen, at ved en samtale med psykolog den 3. april 2002 fortalte, at hun var udtalt trist og havde en uoverkommelighedsfornemmelse, og at hun bad om en samtale med en læge. Det fremgår videre, at s ønske samme dag blev drøftet med overlæge , som umiddelbart ringede op og derefter foranledigede, at dosis i Cipramil behandlingen blev forøget.

Ifølge journalen oplyste s mor den 4. april 2002 ved en telefonsamtale med psykolog , at indimellem var ganske forpint og kunne finde på at snitte sig, og at havde givet udtryk for, at hun havde brug for at tale med nogen alene. Det fremgår videre, at det blev aftalt, at der skulle arrangeres et nyt møde den 9. april 2002, hvor det blev anbefalet, at hele familien skulle komme, og at der kunne tales sammen i de konstellationer, der var mest relevante.

Det er nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med god klinisk praksis at tilbyde to-sporet behandling, nemlig antidepressiv medikamentel behandling og familiesamtaler, samt initialt at acceptere familiens modstand mod medicin og valg af lysbehandling.

Det er videre nævnets opfattelse, at der bør stilles uddybende spørgsmål til belysning af en depressiv patients selvmordsovervejelser.

Nævnet kan oplyse, at man erfaringsmæssigt ved, at nogle depressive patienter vanskeligt kan tale om meget depressive tanker, herunder selvmordstanker, når de pårørende er tilstede.

Patientklagenævnet finder, at overlæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved som overordnet ansvarlig for behandlingen af at undlade at sikre, at hendes tilstand blev klinisk vurderet ved enesamtaler, herunder at der i denne forbindelse blev stillet spørgsmål vedrørende hendes selvmordstanker.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at psykolog har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen af . Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om psykolog i højere grad havde bidraget til at sikre, at der blev etableret et stærkere behandlingsmæssigt bånd til , og havde været mere lydhør overfor hendes ønske om individuelle samtaler.