Klage over manglende konstatering af svulst i endetarmen

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> den 1. februar 2001, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> den 28. december 2000, samt den 11. januar og den 19. marts 2001.

Hændelsesforløb

Den 28. december 2000 konsulterede sin praktiserende læge , idet han i cirka 2 måneder havde haft vekslende afføring samt smerter i endetarmen, når han sad ned umiddelbart efter måltiderne. Læge foretog en objektiv undersøgelse og fandt, at det drejede sig om en irriteret tyktarm.

Den 11. januar 2001 blev atter tilset af læge , hvor det blev besluttet, at der skulle foretages rektoskopi 3 uger senere.

Den 1. februar 2001 forsøgte læge at foretage rektoskopi, der imidlertid måtte afbrydes, fordi fik ubehag under undersøgelsen.

Den 19. marts 2001 konsulterede atter læge , idet der var tilkommet tynd afføring samt et vægttab, ligesom havde han observeret rødlig væske, men ikke frisk blødning fra tarmen. På baggrund af sygehistorien henviste læge til koloskopi på .

blev den 5. april 2001 undersøgt på organkirurgisk afdeling, , hvor det ved kikkertundersøgelse blev konstateret, at der var en ondartet svulst i endetarmen.

Den 9. august 2001 blev der foretaget operativt indgreb, hvor det blev konstateret, at svulsten sad 2 cm over lukkemuskelen. I forbindelse med operationen blev der anlagt stomi.

afgik ved døden i september 2002.

Klagen

Der er klaget over følgende:

At læge ikke foretog ano/rektoskopi og rektalexploration ved konsultationerne den 28. december 2000 og den 11. januar 2001 til trods for, at havde symptomer på kræft i endetarmen.

Det er herved anført, at ved konsultationen den 28. december 2000 i cirka 2-3 måneder havde haft vekslende afføring samt smerter i endetarmen, når han sad ned efter måltiderne. Det er endvidere oplyst, at ved konsultationen den 11. januar 2001 havde tabt sig betydeligt.

At læge ikke har undersøgt og behandlet korrekt, herunder ikke foranlediget henvisning med henblik på nærmere udredning.

Det er herved anført, at læge ved konsultationen den 1. februar 2001 foretog rektoskopi og fandt normale forhold, og at kun 2 måneder senere fik konstateret en svulst, der sad kun 6 cm oppe i endetarmen, og som havde en betydelig størrelse. Endelig har anført, at den sene diagnosticering har medført en reduceret chance for helbredelse.

Nævnets afgørelse af klagen

Praktiserende læge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 1. februar 2001.

Praktiserende læge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 28. december 2000, samt den 11. januar og den 19. marts 2001. Nævnet finder dog, at det ville have været hensigtsmæssigt, om læge den 11. januar 2001 havde foretaget en føleundersøgelse af endetarmen.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at den 28. december 2000 konsulterede læge , idet han i et par måneder havde bemærket ændret afføringsmønster i form af forstoppelse. Endvidere var der smerter omkring endetarmen, når sad ned og efter måltiderne.

Det fremgår videre af journalen, at læge foretog en objektiv undersøgelse, idet han lyttede på hjerte og lunger samt foretog en ydre føleundersøgelse af s mave. Endvidere blev der foretaget en række blodprøver, der var normale. Læge fandt, at s almene tilstand og ernæringstilstand var normal, og han tolkede symptomerne som ”irritabel tyktarm”. blev informeret om kostråd, og foreslog mild afføringsmedicin (Lactulose). Afslutningsvis blev der aftalt fornyet kontrol 2 uger senere.

Nævnet kan oplyse, at henvendelser til almen praksis vedrørende mavebesvær er yderst hyppige. Såfremt der hos en voksen person optræder ændret afføringsmønster i mere end nogle uger bør mistanken rette sig mod svulstdannelse i tyktarm og endetarm, og der foreligger i den henseende veletablerede undersøgelsesprocedurer.

Nævnet finder, at læge handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin undersøgelse og behandling af den 28. december 2000, idet han optog en relevant sygehistorie samt foretog en objektiv undersøgelse, der ikke viste tegn på en tarmlidelse, udover at der var forstoppelse. Symptomerne var således vage, og fremtrådte ikke som syg. Der var normale blodprøver og blød mave. Endvidere talte s relativt unge alder også imod en alvorlig tarmlidelse.

Videre fremgår det af journalen, at den 11. januar 2001 atter konsulterede læge , der noterede i journalen, at symptomerne var uændrede, og at det formentlig var en ”irritabel tyktarm”. Der blev aftalt kikkertundersøgelse af nederste tarmafsnit 3 uger senere.

Nævnet finder, at læge ved konsultationen den 11. januar 2001 handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, idet der relevant blev aftalt yderligere udredning i form kikkertundersøgelse med stift rør (rektoskopi), der på daværende tidspunkt var den korrekte procedure at følge op med. Nævnet finder dog, at det ville have været hensigtsmæssigt, om den 11. januar 2001 havde foretaget en føleundersøgelse af endetarmen, idet denne undersøgelse nemt og hurtigt kunne afsløre en eventuel svulst i den nederste del af tarmen.

Det fremgår videre af journalen, at den 1. februar 2001 konsulterede læge , og at symptomerne var de samme. Læge foretog en føleundersøgelse af endetarmen. Undersøgelserne viste normale forhold. Endvidere blev der foretaget en kikkertundersøgelse (rektoskopi), men undersøgelsen måtte afbrydes 13 cm oppe på grund af smerter og ubehag. Det blev besluttet at se tiden an, og at skulle undersøges på ny ved forværring af symptomerne.

Nævnet kan videre oplyse, at undersøgelse for kræft i endetarm og tyktarm tidligere blev gennemført på den måde, at den henvisende læge foretog exploration og rectoskopi, sidstnævnte helst 20 cm op. Derefter blev patienten henvist til røntgenundersøgelse af tyktarmen, så hele tyktarmen kunne betragtes som velundersøgt. Procedurereglerne er ændret, så der i dag udføres kemisk bestemmelse for blod i afføringen, hvorefter patienten henvises til fiberkikkertundersøgelse i specialistregi. Såfremt der ved den kemiske bestemmelse påvises blod i afføringen skal hele tyktarmen undersøges, medens man ved fravær af blod kan nøjes med tyktarmens sidste afsnit, idet langt de fleste svulstdannelser forekommer her.

Nævnet finder, at undersøgelsen den 1. februar 2001 var ufuldstændig, hvorfor læge burde have taget skridt til yderligere undersøgelser for at sikre, at der ikke var noget som blev overset, idet der forelå nyopståede tarmsymptomer over en kortere periode hos en 48-årig mand.

Nævnet kan oplyse, at i henhold til gældende retningslinjer til tidlig diagnostik af tyktarmskræft er ”irritabel tyktarm” en udelukkelsesdiagnose, som ikke kan benyttes, før man har udelukket en kræftlidelse i mavetarmsystemet. Der skal således i henhold til retningslinjerne foretages diagnostisk udredning, hos patienter der er over ca. 40 år med nyopståede mavetarmgener. Hos 75 % af patienter med tyktarms- og endetarmskræft er afføringsforandringer et tidligt symptom.

Nævnet finder således, at læge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved undersøgelsen den 1. februar 2001, idet burde have været henvist til yderligere undersøgelse enten på et sygehus eller hos en speciallæge, da det på det foreliggende ikke var acceptabelt at forklare symptomerne som ”irritabel tyktarm”.

Endelig fremgår det af journalen, at den 19. marts 2001 konsulterede læge , idet symptomerne var forværret i form af diare, sivende lyserød afføring samt betydeligt vægttab. Læge henviste til kirurgisk specialafdeling med henblik på kikkertundersøgelse af hele tyktarmen.

Nævnet finder, at læge ved konsultationen den 19. marts 2001 handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, idet det var relevant at henvise til nærmere undersøgelse af symptomerne.