Klage over mangelfuld behandling af blindtarmsbetændelse

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> den 14. marts 2001 på <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de øvrige læger, som var involverede i behandlingen af <****> den 13. og 14. marts 2001 på <****>.

Hændelsesforløb

Den 13. marts 2001 kl. 16.45 blev på grund af voldsomme smerter i maven indlagt akut på , efter henvisning fra skadestuen. Ved indlæggelsen havde han feber, og hans mave var spændt med tegn på påvirkning af bughinden. Der blev på denne baggrund ordineret smertestillende behandling og faste med henblik på eventuel operation.

Ved fornyet undersøgelse den 13. marts 2001 kl. 19.45 havde ikke længere tegn på påvirkning af bughinden.

Den 14. marts 2001 fik ordineret behandling med antibiotika, da han havde fået høj feber.

Den 14. marts 2001 kl. 10.30 havde atter voldsomme mavesmerter, og hans mave var voldsomt spændt. Der blev ordineret en røntgenundersøgelse af brystkassen samt udtømning af blæren med kateter. Resultatet af røntgenundersøgelsen forelå senere på dagen og viste normale forhold.

Den 15. marts 2001 havde fortsat diffuse mavesmerter, mest i højre lyske, hvor der også var ømhed og tegn på påvirkning af bughinden. Da man havde mistanke om blindtarmsbetændelse med perforation, blev det besluttet, at skulle opereres akut, hvorved man fandt en sprængt blindtarm med bughindebetændelse.

Efter operationen blev der påbegyndt antibiotisk behandling, og s tilstand bedredes gradvist.

blev udskrevet den 23. marts 2001.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At de læger, som var involverede i behandlingen af , ikke foretog tilstrækkelige undersøgelser og korrekt behandling af ham.

Det er herved anført i klagen, at der gik lang tid mellem de foretagne undersøgelser, samt at det først sent i forløbet blev besluttet at åbne s mave på trods af, at han oplyste lægerne om, at han mente, at der var noget i hans mave, som var sprunget.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 14. marts 2001 på .

De øvrige læger, som var involverede i behandlingen af den 13. og 14. marts 2001 på , har ikke overtrådt lægeloven.

Begrundelse

Nævnet kan oplyse, at blindtarmsbetændelse kan være en vanskelig diagnose at stille, idet diagnosen kan sløres af mange faktorer. Der vil typisk være tale om smerter diffust i maveregionen med senere smertevandring til en lokalisering i nedre bughuleregion, oftest i højre side. Der kan samtidig være opkastninger, og der er oftest temperaturforhøjelse.

Nævnet kan endvidere oplyse, at blindtarmsbetændelse ofte kan have mange andre manifestationsformer på grund af blindtarmens mange muligheder for placering, hvorfor mistanken om blindtarmsbetændelse altid bør være til stede ved uklare symptomer og forhøjede infektionsparametre, idet operationsindikationen i denne situation vil være afhængig af en god og omhyggelig objektiv undersøgelse. Dette vil være en undersøgelse, der ofte skal gentages, og det er derfor vigtigt, at denne undersøgelse ikke udføres mens patienterne er under indflydelse af store doser morfika, som vil kunne skjule vigtige objektive fund som for eksempel påvirkning af bughinden (peritoneal reaktion) som udtryk for en begyndende bristning.

Videre kan nævnet oplyse, at man kan være nødt til at give smertestillende behandling i små doser for at dæmpe smerter, men ordination af morfika og beroligende medicin, til en uafklaret patient med feber, mavesmerter og forhøjede (og stigende) infektionstal, må ikke stå alene, uden der gøres et væsentligt forsøg på at komme diagnosen nærmere.

Herudover kan nævnet oplyse, at diagnosen på trods af diagnostiske fremskridt fortsat primært hviler på den kliniske vurdering, men hvis denne er vanskelig kan man ved hjælp af CT-scanning eller laparoskopi (kikkertundersøgelse af bughulen) opnå en væsentlig diagnostisk sikkerhed. Forhøjede infektionstal (leukocytter og CRP) kan styrke en klinisk mistanke.

Det fremgår af journalen den 13. marts 2001, at blev indlagt kl. 16.45, og at han ved indlæggelsen blev undersøgt af reservelæge , som fik oplyst, at havde haft tendens til smerter i den øverste del af maven i gennem mange år (øvre dyspepsi). Siden den 12. marts 2001 havde fået tiltagende og vedvarende mavesmerter med hyppige opkastninger.

Videre fremgår det af journalen, at havde temperaturforhøjelse (38,7 grader), spændt mave samt tegn på påvirkning af bughinden. Reservelæge ordinerede på denne baggrund smertestillende behandling med morfin (5 mg. intramuskulært og 5 mg. intravenøst).), blodprøver og faste med henblik på eventuel operation. Det blev endvidere planlagt, at der skulle laves en røntgenoversigt over maven (abdomen).

Det fremgår af røntgenbeskrivelsen, at der sås let udspiling af tyktarmen på grund af luftansamling (tyndtarmsmeteorisme) overvejende lokaliseret i højre side af maven.

Den 13. marts 2001 kl. 19.45 blev undersøgt af afdelingslæge , som ifølge journalen ikke længere fandt tegn på påvirkning af bughinden, muligvis fordi havde fået morfin. Afdelingslæge fandt ikke, at tilfældet tydede på perforation af mavesår (ulcus) og vurderede, at man skulle afvente resultatet af blodprøverne.

Nævnet finder, at den observation og behandling modtog af reservelæge og afdelingslæge den 13. marts 2001 var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet der ved indlæggelsen blev ordineret morfin i en lille dosis (5 mg intramuskulært og 5 mg intravenøst), som ved afdelingslæge ´s undersøgelse 3 timer senere må antages at være udskilt i tilstrækkelig grad til, at de ved undersøgelsen gjorte fund kunne tillægges betydning.

Den 14. marts 2001 ordinerede reservelæge ifølge journalen antibiotisk behandling på grund af temperaturforhøjelse (40,5 grader).

Senere på dagen den 14. marts 2001 blev ifølge journalen undersøgt af reservelæge , som fandt, at temperaturforhøjelsen var ophørt, og der ikke var tegn på bughindebetændelse. Blodprøverne viste normale forhold bortset fra leukocytter og CRP, som havde forhøjede værdier. Da havde fået det bedre, vurderede reservelæge , at der kunne være tale om en maveinfektion (gastroenterit), som var klinget af.

Den 14. marts 2001 kl. 10.30 havde ifølge journalen atter fået voldsomme mavesmerter, der nu primært var lokaliseret over symfysen. Han kastede sig frem og tilbage på lejet og våndede sig højlydt. CRP var steget til 158 og leukocytter blev målt til 33,4. blev undersøgt af overlæge , som fandt, at hans mave var voldsomt spændt men kunne afledes. Der var udtalt ømhed men ikke tegn på påvirkning af bughinden over symfysen. Overlæge ordinerede røntgenundersøgelse af brystkassen samt udtømning af blæren med kateter. Herudover blev der ordineret smertestillende behandling med injektion af morfin (7,5 mg intramuskulært) og behandling med Stesolid.

Resultatet af røntgenundersøgelsen forelå senere på dagen og viste normale forhold.

Det fremgår af observationsskemaet fra den 14. marts 2001, at der var ordineret behandling med 10 mg. morfin 4 gange dagligt.

Den 15. marts 2001 havde ifølge journalen fortsat diffuse mavesmerter, mest i højre lyske, hvor der også var ømhed og tegn på påvirkning af bughinden. 1. reservelæge fandt, at der kunne være tale om blindtarmsbetændelse med perforation, hvorfor det blev besluttet at skulle opereres akut. Ved operationen senere på dagen blev der påvist en sprængt blindtarm med bughindebetændelse, og der blev på denne baggrund ordineret behandling med antibiotika.

Nævnet finder, at den behandling modtog af overlæge den 14. marts 2001 på var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Det er nævnets vurdering, at overlæge ved behandlingen af burde have været opmærksom på den sløvende virkning af den ordinerede medicin, og ikke blot have ordineret udtømning af blæren med kateter samt urinundersøgelse. var således febril trods behandling med antibiotika og havde svært forhøjede infektionstal, hvilket ikke kunne være forårsaget af blærebetændelse. Endvidere havde urinundersøgelse fra den foregående dag været negativ. På denne baggrund er det nævnets vurdering, at overlæge burde have iværksat yderligere undersøgelser enten i form af diagnostisk laparoskopi eller akut CT-scanning til vurdering af ´s mave den 14. marts 2001.

Nævnet finder ikke anledning til at kritisere de øvrige læger, som var involverede i behandlingen af den 14. og 15. marts 2001 på .