Klage over fejl i forbindelse med tandreguleringsbehandling

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere specialtandlæge <****> for hendes information af <****> i forbindelse med behandlingen den 11. april 2000 i tandreguleringen, <****> Kommune, jf. lov om patienters retsstilling § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de specialtandlæger i tandreguleringen, <****> Kommune, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra april 1998 til oktober 2001.

 

Hændelsesforløb

I april 1998 fandt specialtandlæge , at havde et dybt bid og manglede anlæg (aplasi eller agenesi) til +2 (lille fortand i venstre side af overkæben).

I februar 1999 blev der påbegyndt behandling med fast apparatur for at mindske det dybe bid og skaffe plads til, at der senere kunne indsættes et implantat som erstatning for +2.

I april 2000 fjernede specialtandlæge det faste apparatur og gav en stabiliseringsbøjle (retentionsplade), som hun skulle bruge døgnet rundt. Bagpå for- og hjørnetænder i underkæben blev der påsat en metaltråd med plast (retainer) for at holde dem på plads.

Den 3. januar 2001 blev behandlingen overtaget af specialtandlæge B. var ked af sin stabiliseringsbøjle, der skulle udtages ved spisning.

Den 3. oktober 2001 blev der indsat en ny plade, da den ”gamle” var gået i stykker. Samtidig blev det journalført, at biddet stadig var lidt for dybt på fortænderne, og at der ikke var plads til at erstatte +2 med en ætsbro eller et implantat. Specialtandlæge B mente, at der igen skulle påsættes fast apparatur.

I 2002 konsulterede en privat specialtandlæge med henblik på behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At der ikke blev iværksat relevant behandling af i forbindelse med reguleringen af hendes tænder.

Nævnets afgørelse af klagen

Specialtandlæge har overtrådt lov om patienters retsstilling § 6 ved sin information af i forbindelse med behandlingen den 11. april 2000.

Specialtandlæge har ikke overtrådt tandlægeloven ved sin behandling af i perioden fra april 1998 til januar 2001. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, at specialtandlæge ved optagelse af røntgenoversigtsbillede (OTP) havde kontrolleret hældningen af rødderne på fortænderne inden fjernelse af den faste bøjle.

Specialtandlæge B har ikke overtrådt tandlægeloven ved sin behandling af i perioden fra januar til oktober 2001.

Begrundelse

s bidafvigelse drejede sig i princippet om et tilfælde, hvor der i siderne i sammenbiddet kunne ses en lille forskydning mod overbid i kombination med et øget overbid i lodret retning på fortænderne (vertikalt overbid). Tilstanden var kompliceret ved, at anlægget til en lille blivende fortand i overkæbens venstre side manglede (aplasi +2 ).

Det er nævnets vurdering, at der fra behandlingens begyndelse forelå tilstrækkeligt diagnostisk materiale, herunder profil-, ortopantomografisk, små røntgenbilleder samt studiemodeller.

Det fremgår af journalen i april 1998, at og hendes forældre var til samtale hos specialtandlæge vedrørende behandlingsplanen og modtog information om tandregulering.

Det fremgår videre af journalen den 3. november 1998, at specialtandlæge informerede om, at skulle have en fast bøjle på. Herefter blev bøjlen påsat den 8. februar 1999 for at mindske det dybe bid og skaffe plads til +2.

Det er nævnets vurdering, at behandlingen af blev påbegyndt rettidigt. Ved behandlingens begyndelse den 3. november 1998 var overkæbens hjørnetand i venstre side ved at bryde frem på den plads, hvor der manglede en fortand, samtidig med at den korresponderende mælkehjørnetand endnu ikke var fældet.

Det fremgår af behandlingsplanen, at det var målet at skabe plads til et implantat, som erstatning for den manglende venstre lille fortand +2.

Nævnet kan oplyse, at det med de bidforhold, som eksisterede i s tilfælde, er normalt at åbne tandbuen op til en protetisk erstatning i det område, hvor der mangler en blivende fortand.

Nævnet kan videre oplyse, at når man vælger at gennemføre den ovenstående behandling ses det ikke sjældent, at behandlingen bliver langvarig.

Tillige kan nævnet oplyse, at man af biologiske årsager ofte bliver nødt til i en relativ ung alder at påbegynde (en foreløbig) tandreguleringsbehandling, fordi patientens vækstpotentiale skal udnyttes bedst mulig (i s tilfælde skulle et dybt bid korrigeres), og da den endelige protetiske erstatning først kan isættes, når man er fuldt udvokset (som cirka 22-årig) bliver der således tale om en meget lang stabiliseringsperiode.

Videre kan nævnet oplyse, at der ofte ses mindre tilbagefald i den opnåede tandstilling, som ikke altid kan forhindres, og senere kan det igen blive nødvendigt med en ny reguleringsbehandling, ikke mindst i de tilfælde, hvor den endelige erstatning bliver en implantatindsættelse, idet en sådan behandling kræver helt specifikke forhold.

Endelig kan nævnet oplyse, at det ved implantatisættelse altid er afgørende, at der er tilstrækkelig plads i kæbeknoglen mellem nabotænderne. I den forbindelse spiller nabotændernes rodparallelitet en vigtig rolle

Ifølge journalen 14. april 2000 blev den faste bøjle fjernet, og der blev påsat en metaltråd for at holde tænderne på plads. Der blev videre iværksat behandling med en stabiliseringsbøjle, som skulle anvende døgnet rundt.

Den aktive reguleringsbehandling blev afsluttet den 11. april 2000, da var næsten 13½ år, og i forbindelse hermed blev der optaget et lille røntgenbillede af knogleområdet med den manglende fortand.

Det er nævnets vurdering, at røntgenoptagelsen viser en rimelig rodparallellitet mellem nabotænderne og med ca. 5 – 6 mm pladsskafning.

Det er videre nævnets vurdering, at en sådan optagelse på grund af projektionsforhold ikke altid gengiver de faktiske forhold.

Det er på den baggrund nævnets vurdering, at en sådan optagelse altid skal suppleres med et røntgenoversigtsbillede (OTP), for at afgøre om den opnåede rodparallelitet er tilstrækkelig.

Nævnet finder herefter ikke anledning til kritik af specialtandlæge , idet undersøgelser og behandling blev foretaget i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om specialtandlæge også havde optaget et OTP røntgenoversigtsbillede, inden det aktive apparatur blev fjernet.

Det er videre nævnets vurdering, at det af røntgenoptagelser samt gipsmodeller fremstillet knapt to år senere fremgår, at der nu ikke længere ses rodparallellitet indbyrdes mellem nabotænderne, samt at der tillige er for lidt plads ved nabotændernes rodspidser (apicalt) til, at der kan isættes et implantat.

Der foreligger ikke materiale, der giver nævnet grundlag for at vurdere det aktuelle omfang af tab af tændernes rodparallelitet, idet der ikke er fremstillet registreringsmateriale efter den udførte behandling.

Det er imidlertid nævnets vurdering, at den udførte reguleringsbehandling er tilstrækkelig til, at der kan foregå en protetisk behandling med isættelse af en foreløbig (semipermanent) plastretineret bro og senere en konventionel bro, eventuelt efter en mindre korrektion med fast apparatur.

Det er endelig nævnets vurdering, at en sådan behandling vil være et rimeligt godt alternativ til en implantatbehandling. Det er nævnets opfattelse, at der i dag ikke eksisterer videnskabelig dokumentation for, at en implantatbehandling i fortandsområdet på sigt vil indebære en bedre løsning end en konventionel bro.

Der fremgår imidlertid ikke oplysninger af det foreliggende materiale om, at og hendes forældre efter den aktive behandlingsfase blev informeret om, at det ikke var sikkert, at den endelige protetiske behandling kunne blive et implantat, selvom dette var det oprindelige behandlingsmål, samt at der senere kunne blive tale om fornyet reguleringsbehandling.

Nævnet kan oplyse, at i henhold til lov om patienters retsstilling må ingen behandling indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke.

Videre kan nævnet oplyse, at der ved informeret samtykke forstås et samtykke, der er givet på grundlag af en fyldestgørende information fra sundhedspersonens side. Patienten har således ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informationen skal tillige omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, herunder oplysninger om andre, tandlægeligt mere forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens stillingtagen, skal tandlægen særligt oplyse herom.

Det er på den baggrund nævnets vurdering, at der burde være givet information om, at det ikke var sikkert, at den endelige protetiske behandling kunne blive et implantat, selvom dette var det oprindelige behandlingsmål, samt at der senere kunne blive tale om fornyet reguleringsbehandling.

Sammenfattende finder nævnet, at specialtandlæge har overtrådt lov om patienters retsstilling § 6 ved den manglende information af samt hendes forældre.

Nævnet finder videre ikke anledning til kritik af specialtandlæge B, idet behandlingen var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.