Klage over manglende reaktion på feber efter operation for blindtarmsbetændelse

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere læge <****> for hans behandling af <****> den 31. december 1999 på kirurgisk afdeling <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge <****> for hans behandling af <****> den 11. december 1999 på kirurgisk afdeling, <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge <****> for hans behandling af <****> den 14. december 1999 på kirurgisk afdeling, <****>.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på børneafdelingen, <****>, der var involverede i behandlingen af <****> i perioden fra den 17. til den 22. december 1999 og i perioden fra den 27. december 1999 til den 10. januar 2000.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> for hendes behandling af <****> den 4. januar 2000 på anæstesiologisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

, der var 9 år gammel, blev den 10. december 1999 indlagt på kirurgisk afdeling, , af lægevagten på mistanke om blindtarmsbetændelse. havde haft svingende temperatur op til 38,2 i 2 døgn og 1 døgn varende mavesmerter, hovedsagelig højresidige, der blev værre ved bevægelse.

blev den 11. december 1999 opereret af 1. reservelæge for blindtarmsbetændelse.

Umiddelbart efter operationen kunne ikke tisse. Han led af en misdannelse, hvor urinrøret munder ud på undersiden af penis (hypospadi). Der blev kortvarigt lagt et kateter. Det fremgår, at der den 13. december 1999 fortsat var let svie ved vandladning, hvorfor urinen blev undersøgt for bakterier. Den 14. december 1999 var der fortsat smerter, idet følte det, som var der glasskår i urinrøret.

Da der fortsat var problemer med vandladningen den 15. december 1999, blev undersøgt af en læge fra urologisk afdeling. Da denne ankom, havde han imidlertid netop haft en normal stor vandladning, dog stadig med svie. Efter aftale med hans mor blev der ikke foretaget yderligere på daværende tidspunkt, men det blev aftalt, at han skulle ses i urologisk ambulatorium efter indlæggelsen. blev udskrevet senere samme dag.

blev indlagt på børneafdelingen, , 2 døgn senere, den 17. december 1999 på grund af smerter i maven og opkastninger. Der blev taget blodprøve og målt blodprocent, men der blev ikke målt infektionstal, da man ikke havde mistanke om infektion. havde normal temperatur, men var i behandling med medicin, der nedsatte temperaturen. Han blev opereret samme dag for tarmslyng.

Efter operationen havde fortsat mavesmerter. Den 20. december 1999 havde han diarre og opkastninger, men ingen feber. En røntgenundersøgelse af maven gav ikke mistanke om fornyet tarmslyng. Der blev taget infektionstal den 22. december 1999, som gav mistanke om begyndende infektion, men på det tidspunkt havde det bedre og var uden feber, hvorfor man valgte at se det an og måle nye infektionstal den 26. december 1999.

Den 26. december 1999 fik feber og smerter i maven igen. Der blev foretaget ultralydsundersøgelse den 27. december 1999, der ikke viste nogen bylder i maven. På grund af mistanke om en byld ved såret blev imidlertid opereret af læge igen den 27. december 1999, hvor der blev fundet 30 ml puds, der blev fjernet og såret renset. Der blev herefter foretaget daglig skiftninger af såret, og da svaret på undersøgelserne for bakterier forelå den 30. december 1999, blev der givet behandling med antibiotika til og med den 6. januar 2000.

Da fortsat var alment dårlig, havde feber, næsten intet spiste og blodprøverne viste tegn på infektion, blev der den 2. januar og den 3. januar 2000 lavet ultralydsundersøgelse, hvor den sidste af undersøgelserne gav mistanke om en byld i bughulen. Der blev derfor yderligere foretaget CT-skanning samme dag, som bekræftede dette. Den 4. januar 2000 blev på ny opereret af læge , og der blev lagt dræn i bylden under ultralydvejledning. Bylden blev tømt for puds, der blev skyllet efter, og drænet blev liggende til fortsatte skylninger. I forbindelse med denne bedøvelse blev der af overlæge anlagt et centralt venekateter, som skulle bruges til ernæring direkte i blodet.

Katetret blev kontrolleret ved røntgenundersøgelse, hvor det viste sig, at øvre og nedre spids var rettet lateralt, hvilket kun har betydning, hvis katetret skal anvendes til trykmåling. Det blev imidlertid ikke aktuelt at bruge katetret til ernæring, da på det tidspunkt begyndte at få appetitten igen og spise.

Den 10. januar 2000 blev drænet i maven og katetret i venen fjernet. Der blev ved den mikrobiologiske undersøgelse fundet en bakterie fra det centrale venekateter, som mikrobiologerne mente skyldtes forurening efter fjernelsen. var på det tidspunkt feberfri og kunne gå på hjemmebesøg. Han blev set igen den 12. januar 2000 og fik for en sikkerhedsskyld foretaget ultralydsundersøgelse, da han havde smerter i højre side af maven ved løb. Denne var normal, og gik igen hjem indtil den 14. januar 2000. Den 20. januar 2000 blev han udskrevet.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At ikke fik antibiotika i forbindelse med blindtarmsoperation den 11. december 1999.

2. At lægerne valgte at give morfin, når han havde vandladningsbesvær. Det er hertil anført, at morfin er registreret kontraindikation til vandladningsbesvær.

3. At der ikke før end den 22. december 1999 blev målt infektionstal på , på trods af at han var bleg og smerteplaget.

Det er hertil oplyst, at blev ved med at have diarré og opkastninger samt, at han ikke indtog føde eller væske. Endvidere blev der ikke ved undersøgelserne af ham blev taget højde for, at han fik Panodil og Voltaren.

4. At lægerne ikke fulgte op på, at den 20. december 1999 stadig havde tarmslyng, selv om han var opereret herfor den 17. december 1999.

5. At lægerne ikke iværksatte røntgenundersøgelse og CT- scanning af mave før den 3. januar 2000 på trods af, at han havde mange smerter, og at der var så meget puds i arret, at man måtte tømme det dagligt for puds.

Det er hertil anført, at man fandt en byld i maven, som indeholdt 40 ml puds.

6. At man først den 4. januar 2000 vurderede ernæringstilstanden hos . Han havde på det tidspunkt tabt sig 15%.

7. At lægerne anlagde et centralt venekateter forkert, og derefter anvendte det til ernæring.

Det er hertil anført, at det ved røntgenkontrol var konstateret, at kateteret var placeret forkert.

8. At lægerne gav antibiotika i 7 dage efter den 27. december 2000, hvor lægerne havde åbnet såret for at tømme det for puds, i stedet for at undersøge ham yderligere.

Det er hertil anført, at det efterfølgende blev konstateret, at ikke havde én byld, men to bylder i maven.

9. At den 9. januar 2000 blev sendt hjem i to dage, selvom han havde blodforgiftning.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

1. reservelæge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 11. december 1999.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 10. december 1999, at blev indlagt på grund af mistanke om blindtarmsbetændelse, da han havde mavesmerter, direkte ømhed i højre side af maven, og da der var slipømhed.

Det fremgår videre af journalen den 11. december 1999, at det blev besluttet at operere for blindtarmsbetændelse.

Ifølge operationsbeskrivelsen fandt 1. reservelæge , at blindtarmen var let betændt, og denne blev fjernet. Operationen forløb uden komplikationer.

Det fremgår af instruksen for anvendelse af antibiotika fra kirurgisk afdeling, at der ikke skal gives antibiotika ved operation for blindtarmsbetændelse, såfremt blindtarmen alene findes let betændt.

Nævnet kan oplyse, at ethvert operativt indgreb i bughulen vil medføre en risiko for efterfølgende infektion i såret (3-5 %) og inde i bughulen (5%), hvis der har været åbnet tarm. Denne risiko er øget, hvis antibiotika undlades.

Det er nævnets vurdering, at det er i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at undlade at give antibiotika ved operation for blindtarmsbetændelse, hvor man finder en kun let inflammeret blindtarm, der er uden tegn på brist eller pus.

Sammenfattende finder nævnet, at 1. reservelæge ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Læge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 14. december 1999.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 11. december 1999, at ikke kunne tisse, da han led af en misdannelse, hvor urinrøret mundede ud på undersiden af penis (hypospadi), og der blev derfor anlagt et midlertidigt kateter. Katetret fungerede umiddelbart efterfølgende.

Det fremgår videre af journalen den 13. december 1999, at havde let svien, når han tissede. Der blev derfor ordineret undersøgelse af urinen.

Det fremgår endvidere af journalen den 14. december 1999, at stadig havde problemer ved vandladning, da han følte, at der var glasskår i urinrøret, når han tissede. Der var endvidere en let hævelse omkring urinrøret, og der blev herefter bestilt akut urologisk tilsyn.

Ifølge journalen den 15. december 1999 havde der ved det urologiske tilsyn netop været en stor normal vandladning. oplyste, at der gennem længere tid kun havde været en meget tynd urinstråle, når han tissede. Det blev derfor aftalt, at der skulle bestilles tid i urologisk ambulatorium.

Nævnet kan oplyse, at smerter i sig selv kan være hæmmende på vandladning og specielt, hvis det er urinrørssmerter.

Det fremgår af journalen den 11. december 1999, at der var foretaget udblokning og kateteranlæggelse på grund af urinrørsmisdannelsen hos . Efterfølgende var der smerter svarende til denne udblokning.

Nævnet kan oplyse, at lokalbedøvelse i en sådan situation er uden effekt.

Det er derfor nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at give morfika eventuelt i kombination med andre smertestillende præparater.

Sammenfattende finder nævnet, at læge ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af .

Nævnets afgørelse af 3. klagepunkt

De læger på børneafdelingen, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 17. december til den 22. december 1999, har ikke overtrådt lægeloven.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 17. december 1999, at blev indlagt akut, da han havde ondt i maven, havde kastet op og forsat havde kvalme. Der blev på denne baggrund bestilt et tilsyn fra kirurgisk afdeling.

Det fremgår endvidere, at den kirurgiske vagt undersøgte og fandt, at der kunne være tale om væske mellem tarmene eller tarmstop. Der blev derfor bestilt en ultralyds undersøgelse af maven for at afklare, om der var væske mellem tarmene. Herefter skulle der foretages et nyt kirurgisk tilsyn.

Ifølge journalen den 17. december 1999 viste ultralydsundersøgelsen, at der ikke var væske imellem tarmene, men der var en del luft, og tarmene var sandsynligvis lammede (paralyse). På baggrund heraf blev der ordineret et nyt kirurgisk tilsyn.

Det fremgår videre af journalen den 17. december 1999, at kirurgisk tilsyn fandt, at der var mekanisk stop i tarmene. På denne baggrund blev der fundet indikation for at foretage operation for tarmslyng.

Nævnet kan oplyse, at en operation medfører forhøjede infektionstal, og en måling af disse værdier vil dermed ikke bidrage med brugbare oplysninger.

Det er herefter nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ikke at ordinere måling af infektionstal, da der var foretaget en ultralydsundersøgelse af maven, og da maven under operationen var blevet undersøgt for bylder.

Sammenfattende finder nævnet, at de læger på børneafdelingen, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 17. til den 22. december 1999, ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved deres behandling af ham.

Nævnets afgørelse af 4. klagepunkt

De læger på børneafdelingen, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 17. til den 20. december 1999, har ikke overtrådt lægeloven.

Begrundelse

blev ifølge journalen den 17. december 1999 opereret for tarmslyng.

Det fremgår af journalen den 18. december 1999, at havde været oppe at sidde på sengekanten, at han ikke havde kastet op, og at han havde haft luftafgang. Endvidere var maven blød med naturlige tarmlyde.

Det fremgår videre af journalen den 19. december 1999, at havde haft afføring og vandladning uden kateter.

Det fremgår endvidere af journalen den 20. december 1999, at havde haft diarré op til 6 gange, at han havde kastet op 2 gange uden blod og kaffegrums. Han havde stadig mavesmerter, specielt ved vandladning. Det blev aftalt med og hans far, at han skulle spise og drikke lidt mere samt skulle ud og gå lidt mere på gangen. Ved undersøgelse af maven var den lidt spændt, men der var beskeden ømhed.

Ifølge journalen den 20. december 1999 blev der tilkaldt kirurgisk tilsyn, da stadig havde mavesmerter, opkastninger og tynd mave. Den kirurgiske bagvagt fandt, at maven var let udspilet og øm, samt at der var sparsomme naturlige tarmlyde. Der blev iværksat en røntgenundersøgelse af maven, der viste, at der ikke var tarmslyng. Der blev på denne baggrund ikke fundet grundlag for en ny operation.

Ifølge journalen blev kirurgisk bagvagt senere samme dag kontaktet på ny, da fortsat havde smerter og ikke kunne indtage føde uden at kaste op, og da han stadig havde tynd afføring. Der blev på denne baggrund bestilt en ny røntgenundersøgelse af maven samt et akut kirurgisk tilsyn.

Det fremgår af journalen den 20. december 1999, at den kirurgiske bagvagt konstaterede, at maven var blød, tilladelig øm, men at der var sparsomme tarmlyde. havde ikke feber, og røntgenundersøgelsen viste, at der var luft i tarmene. Det blev derfor fortsat vurderet, at der på denne baggrund ikke var grundlag for en ny operation.

Det er nævnets vurdering, at lægerne på baggrund af de fremførte symptomer har iværksat relevante undersøgelser og har reageret relevant på det ved undersøgelse konstaterede.

Det er endvidere nævnets vurdering, at blev tilset af børnelægerne flere gange dagligt, og at maven hver gang relevant blev undersøgt, beskrevet med normale tarmlyde og normal temperatur, og at der på denne baggrund ikke var indikation for operation for tarmslyng.

Sammenfattende finder nævnet, at de læger på børneafdelingen, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 17. til den 20. december 1999, ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved deres behandling af ham.

Nævnets afgørelse af 5. og 8. klagepunkt

Læge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 31. december 1999.

De læger på børneafdelingen, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 21. december 1999 til den 3. januar 2000 har ikke overtrådt lægeloven.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 21. december 1999, at havde det bedre. Han havde ikke feber, havde haft afføring og havde haft afgang af luft. Senere samme dag kastede han imidlertid op igen og fik mange mavesmerter.

Det fremgår endvidere af journalen den 22. december 1999, at der 5 dage efter operationen forsat var smerter, men at opkastningerne var aftaget, dog havde stadig tynd mave. Han blev opfordret til at prøve at bevæge sig lidt mere, og der blev ordineret blodprøver. Resultatet af disse viste en CRP på 95.

De efterfølgende dage gik det ifølge journalen bedre, og tog på juleorlov den 24. december 1999.

Ifølge journalen den 26. december 1999 havde det bedre, da han kom tilbage efter juleorloven. Han havde ikke haft feber, og maven var blød, men kanten af såret var ømt, og det var en smule hævet. Huden var pæn uden rødme. Senere samme aften fik han feber og klagede over smerter i maven, ligesom han fik tiltagende tynd mave. Der blev taget nye blodprøver med henblik på infektion, der blev bestilt ultralydsundersøgelse af maven, og der blev bestilt et kirurgisk tilsyn.

Ved det kirurgiske tilsyn blev det konstateret, at havde tiltagende smerter. Disse var lokaliseret i venstre side af maven, svarende til såret. Da han havde smerter, var han meget svær at undersøge, og der blev derfor givet beroligende medicin (2 ml. lytisk væske). Herefter kunne maven undersøges, og i kanten af såret kunne der mærkes en udfyldning. Huden var ikke påvirket, og der var ikke noget pus. Resten af maven var blød uden udfyldninger. Der blev ifølge journalen ordineret ultralydsundersøgelse for at undersøge, om der var væske imellem tarmene.

Ifølge journalen den 27. december 1999 havde ikke feber tidligt på dagen. Senere samme dag blev der foretaget ultralydskanning af maven, der viste, at der ikke var væske omkring den fjernede blindtarm, og at der ikke var ansamling omkring lever eller milt. Da han blev undersøgt på afdelingen, var der hævelse og misfarvning af huden omkring såret, og der var tegn på, at han havde udviklet bylder i såret. Kirurgisk bagvagt blev kontaktet med henblik på at spalte såret i fuld narkose.

Nævnet kan oplyse, at efter indgreb i bughulen kan der opstå bylder (absces) i operationssåret og inde i bughulen. Symptomerne på dette vil typisk være springende temperatur (skiftevis høj og lav) og smerter, og blodprøver vil vise et forhøjet antal hvide blodlegemer og forhøjelse af et specielt protein kaldet CRP. Den endelige diagnose hviler på ultralyd- eller CT-skanning.

Det fremgår af operationsbeskrivelsen den 27. december 1999, at såret blev spaltet, og der blev fundet 30 ml puds. Såret blev ikke syet sammen, da det skulle gro sammen inde fra.

Det er nævnets vurdering, at det er i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at undlade at sy (suturere) et spaltet sår, når muskelhinderne (fascien) er gået fra hinanden. Et sådant skal gro op fra bunden.

Lægerne fra børneafdelingen iværksatte ultralydsundersøgelse af maven for at undersøge for bylder længere inde i maven. Denne undersøgelse viste ikke yderligere bylder.

Det er nævnets vurdering, at børnelægerne iværksatte relevante undersøgelser af i forbindelse med den opståede feber.

Efter åbningen af bylden i såret faldt temperaturen til det normale, og kirurgerne forestod behandlingen af de efterfølgende dage.

Det fremgår af journalen for perioden fra den 29. til den 31. december 1999, at havde skiftevis høj feber og ingen feber. Således var temperaturen den 29. december 1999 40 grader og den 31. december 1999 38.5 grader. På baggrund af temperatursvingningerne blev der efter anbefaling fra mikrobiologerne iværksat bredspektret antibiotisk behandling.

Det er nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at behandle med antibiotika efter spaltning af sår.

Nævnet kan oplyse, at der ved feber efter en operation kan være tale om såvel overfladiske sårinfektioner, som dybe (inden i bughulen) infektioner. Enhver infektion vil vise sig ved påvirket almentilstand, feber, hævelse og rødme af såret og smerter. Når pusset er udtømt, skal der følge en periode, hvor disse symptomer normaliseres indenfor mindre end 1 døgn. Såfremt symptomerne ikke forsvinder, må man mistænke en dybereliggende infektion og iværksætte undersøgelse herfor.

Nævnet kan endvidere oplyse, at hvis en byld i operationssåret alene har været årsag til temperaturforhøjelsen, vil temperaturen typisk blive normal 1-1½ døgn efter spaltning af såret, og antallet af hvide blodlegemer i blodet samt CRP vil begynde at falde markant.

Det fremgår af journalen den 30. december 1999, at klagede over mavesmerter, og at børnelægen ønskede dette undersøgt, når han var i fuld narkose den efterfølgende dag.

Ifølge journalen den 31. december 1999 blev såret spaltet i fuld bedøvelse, men læge undersøgte ikke den nedre del af maven.

Det er herefter nævnets vurdering, at læge ved gennemlæsning af journalen før skiftningen den 31. december 1999 selvstændigt burde have taget problemstillingen vedrørende en eventuel byld op og burde have undret sig over, at aftenen forinden havde været højfebril, når han ved sårskiftningen fandt et sår i pæn heling uden infektionstegn.

Sammenfattende finder nævnet, at læge har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af .

Det fremgår journalen den 1. januar 2000, at atter havde høj feber, men ingen smerter i maven. Den efterfølgende dag havde han det ikke bedre, han havde ondt i maven og var bleg og klattet. På denne baggrund var der mistanke om bylddannelse i den højre nedre del af maven. Der blev bestilt en akut røntgenundersøgelse, der viste mistanke om bylddannelse. På denne baggrund blev der ordineret en CT skanning.

Ifølge journalen den 3. januar 2000 blev der foretaget en CT skanning, der viste, at der var en del luftfyldte tarmslynger og væskespejl. Senere samme dag blev der tilkaldt kirurgisk tilsyn, der fandt, at ultralydskanningen gav mistanke om bylddannelse. Ved røntgenkonferencen den 4. januar 2000 blev det vurderet, at havde bylddannelse i den nedre del af maven.

Nævnets afgørelse af 6. klagepunkt

De læger på børneafdelingen, der var involveret i behandlingen af , har ikke overtrådt lægeloven i perioden fra den 17. december 1999 til den 3. januar 2000.

Begrundelse

Ifølge journalen for perioden fra den 17. december 1999 til den 4. januar 2000 var lægerne på børneafdelingen opmærksomme på, at skulle prøve på at drikke og spise mere, og der blev endvidere ordineret kræsekost.

Det fremgår af journalen den 4. januar 2000, at der blev anlagt et kateter til ernæring. Kaloriebehovet skulle udregnes af en børnelæge eller en diætist, og samtidig skulle forsætte med at prøve at spise så meget som muligt ved siden af.

Det er nævnets vurdering, at et vægttab var forventeligt i denne situation, da var blevet opereret adskillige gange.

Det er endvidere nævnets vurdering, at et vægttab på 1,5 kg. ( ca. 5%) i perioden fra den 17. december 1999 til den 3. januar 2000 var acceptabelt, især da børnelægerne hele tiden var opmærksomme på hans ernæring.

Nævnet finder herefter ikke anledning til kritik af de læger på børneafdelingen, der var involveret i behandlingen af .

Nævnets afgørelse af 7. klagepunkt

Overlæge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 4. januar 2000.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 4. januar 2000, at overlæge anlagde et centralt venekateter med henblik på flydende ernæring. Der var frit frem og tilbageløb i kateteret.

Nævnet kan oplyse, at ved indførsel af et kateter i det centrale venesystem er det ikke muligt at have fuld kontrol over kateterspidsen, som efter indførslen ligger dybt inde i kroppen og derfor ikke kan ses eller føles. Det er hyppigt forekommende, at venekateret tager en anden retning i venesystemet end tilsigtet.

Nævnet kan videre oplyse, at såfremt det er sikret, at der er frit indløb i kateteret, og at der uden modstand kan trækkes blod fra det, er det på den måde sikret, at det er beliggende inde i karbanen. Ved en efterfølgende røntgenundersøgelse af brystkassen bliver det kontrolleret, at kateteret har den rigtige beliggenhed.

Det fremgår af journalen den 4. januar 2000, at overlæge ordinerede en røntgenundersøgelse efter, at hun havde anlagt kateteret.

Ifølge journalen den 4. januar 2000 fra radiologisk afdeling var kateteret fejlplaceret.

Nævnet kan oplyse, at det betyder, at kateteret ikke var gået til det centrale to-åresystem med retning direkte til hjertet, men lå i de store returårer fra arm til hoved.

Nævnet kan videre oplyse, at kateterets placering ikke har betydning, når det alene skal bruges til væske.

Nævnet finder herefter ikke anledning til kritik af overlæge , idet behandlingen blev udført i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnets afgørelse af 9. klagepunkt

De læger på børneafdelingen, , der var involverede i behandlingen af den 9. januar 2000, har ikke overtrådt lægeloven.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 9. januar 2000, at havde fået feber igen. Han havde drukket pænt og havde haft afføring. Der blev taget blodprøver via det centrale venekateter.

Ifølge journalen den 10. januar 2000 viste blodprøverne sig at indeholde bakterier, og da ikke havde feber, blev han behandlet konservativt.

Det er nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at børnelægerne valgte at se tiden an, da havde det bedre og havde normal CRP.

Nævnet kan oplyse, at katetre nemt bliver forurenet af bakterier, der kommer med ud ved blodprøvetagning, og disse stammer således ikke fra blodet, men fra kateteret.

Det fremgår af blodprøvesvarene den 12. januar 2000, at det viste sig, at det ikke var colibakterier, men citrobacter Freundii, der var fundet. Det fremgår videre, at spidsen af kateteret, som lå inde i blodbanen, blev undersøgt, og det indeholdt ingen bakterier.

Det er herefter nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at sende hjem, dels da han havde det bedre og værdien af CRP viste bedring, og dels da svarene fra mikrobiologerne viste, at blodprøverne var forurenet af kateteret.

Nævnet finder herefter ikke anledning til kritik af de læger på børneafdelingen, der var involveret i behandlingen af den 9. januar 2000.