Indberetning af en læges lægeerklæringer til et statsamt vedr. et barns samvær med en forælder

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> i forbindelse med udfærdigelsen af erklæringerne af 7., 21. og 28. marts 2003 og 11. og 25. april 2003 om <****> til et statsamt, jf. lægelovens § 8, stk. 1.

Hændelsesforløb

er en dreng på 9 år, som bor hos sin mor, der har forældremyndigheden over ham, mens hans far har ret til samvær med ham.

Praktiserende læge udfærdigede i perioden fra den 7. marts til den 25. april 2003 flere lægeerklæringer til et statsamt, hvori han anførte, at ikke kunne give møde/fremmøde hos sin far på grund af sygdom.

Indberetningen

Der er indberettet følgende forhold:

• At læge ikke i forbindelse med udfærdigelse af lægeerklæringerne af 7., 21. og 28. marts 2003 og 11. og 25. april 2003 om til et statsamt har udvist tilstrækkelig omhu og uhildethed.

Nævnets afgørelse af indberetningen

Læge har overtrådt lægelovens § 8, stk. 1, ved sin udfærdigelse af erklæringerne af 7., 21. og 28. marts og 11. og 25. april 2003 om til et statsamt.

Begrundelse

Af lægelovens § 8, stk. 1, fremgår, at en læge ved udfærdigelse af erklæringer, som han afgiver i sin egenskab af læge, skal udvise omhu og uhildethed og nøje følge de herom givne almindelige og særlige regler.

I § 1 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 angående almindelige regler for afgivelse af lægeerklæringer præciseres det, at en læge ved udfærdigelse af erklæringer, som han afgiver i sin egenskab af læge, skal erindre, at lægeerklæringer er dokumenter, der kan få afgørende betydning i offentlige såvel som i private retsforhold, og at han derfor nøje skal iagttage, at han ikke afgiver erklæringer om sygdomme eller forhold, som han ikke har fornødent lægeligt kendskab til.

Af bekendtgørelsens § 4, 1. pkt., fremgår, at de i erklæringen indeholdte oplysninger skal være så fyldige og tydelige, at formålet med erklæringen opfyldes, og at den, for hvem erklæringen er bestemt, bliver i stand til at danne sig et skøn.

Af § 4, 2. pkt., fremgår, at det af erklæringen tydeligt skal fremgå, hvilke af de i erklæringen givne oplysninger, der beror på lægens egen undersøgelse og iagttagelse, og hvilke der skyldes angivelser fra den undersøgte eller tredjemand eller beror på journaler.

Endelig fremgår af § 4, 3. pkt., at der i erklæringen skal anføres dato for sidste personlige undersøgelse af den pågældende, og at såfremt ingen personlig undersøgelse er foretaget, skal dette udtrykkeligt anføres.

Det er nævnets opfattelse, at en læge, såfremt der hos et barn foreligger egentlig sygdom, og såfremt denne skønnes at være af en sådan karakter, at det er uforsvarligt at barnet transporteres, bør attestere dette. Såfremt der ikke foreligger sygdom, bør man som læge ikke udfærdige attest lydende på sygdom.

Læge har i sin udtalelse af 13. juni 2003 til sagen anført, at allerede i november 2002 efter besøg i statsamtet begyndte at ændre sig, blev grædende og vred over bagateller og fik enuresis nocturna og encoprese, af og til med tydelig forværring når han skulle have kontakt med faderen. Det fremgår videre af udtalelsen, at læge havde ham i konsultation alene, hvor han udtalte, at faderen slog ham, og at han derfor ikke ville se ham.

Af læge s partshøringssvar af 17. september 2003 til sagen fremgår, at hans sygdomsbegreb tillige indbefatter sygdom af psykiske årsager.

Det er nævnets opfattelse, at der i de omhandlede situationer ikke forelå sygdom, som kunne begrunde s manglende mulighed for fremmøde. Såfremt læge mente, at et fremmøde kunne være til skade for barnet, burde det være oplyst med en beskrivelse af omstændighederne under hensyn til bekendtgørelsens § 4.

Nævnet finder på denne baggrund, at læge har udvist manglende omhu og uhildet hed ved sin udfærdigelse af erklæringerne af 7., 21. og 28. marts og 11. og 25. april 2003 om til et statsamt.