Indberetning vedrørende behandling af 19-årig kvinde med symptomer fra maven og hurtig puls (perforeret blindtarm)

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge A for hendes behandling af <****> den 22. november 2001 på kardiologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge B for hans behandling af <****> den 22. november 2001 på kardiologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge B for hans journalføring af behandlingen af <****> den 22. november 2001 på kardiologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 13, stk. 2.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere turnusreservelæge <****> for hans journalføring af behandlingen af <****> den 22. november 2001 på kardiologisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

var en 19-årig tidligere rask kvinde, der den 22. november 2001 kl. 4.00 blev indlagt på kardiologisk afdeling, , på grund af, at hun igennem en uge havde haft smerter i maven, vekslende afføring samt opkastninger og hurtig hjerteaktion (takykardi).

Turnusreservelæge , som indlagde fandt, at hun var akut påvirket, klamtsvedende, i væskeunderskud, samt havde diffus, direkte ømhed i maven, men ingen slipømhed. Der var ved indlæggelsen en puls på 180.

Kl. ca. 6.30 kontaktede turnusreservelæge overlæge A, som anbefalede medicinsk behandling i form af indsprøjtning i blodåren med det hjerterytmestabiliserende præparat Verapamil, og at der skulle foretages stødbehandling (DC-konvertering), såfremt der ingen effekt var af dette.

På grund af manglende effekt af den anbefalede behandling kontaktede turnusreservelæge kl. 7.30 overlæge B, som foreslog behandling med det ligeledes hjerterytmestabiliserende præparat Sotalol. Ca. 5 minutter efter indgiften af Sotalol faldt s hjertefrekvens markant, og hun fik efterfølgende klinisk hjertestop. Dette blev behandlet, men de efterfølgende timer var præget af store problemer med at stabilisere hende puls- og blodtryksmæssigt (hæmodynamisk).

Overlæge B undersøgte s mave, da han så hende første gang kl. 8.30 og fandt da, at maven var blød og uden udfyldninger. Ca. en time efter fandt overlæge B, at maven var tiltagende hård, og tilkaldte ultralydsafdelingen. Ved ultralydsundersøgelsen blev påvist fri væske i bugen, hvorfor der blev tilkaldt akut mave- tarmkirurgisk tilsyn.

blev kort efter overflyttet til operationsgangen og der blev ved operation påvist en perforeret blindtarm med byldedannelse samt diffus betændelse i bughinden. Hun blev derefter overflyttet til intensiv afdeling.

Den 24. november 2001 viste en CT-skanning svær iltmangelbetinget (anoksisk) hjerneskade med væskeophobning (ødem). afgik ved døden samme dag.

Indberetningen

Sundhedsstyrelsen har indberettet følgende:

1. at overlæge A, kardiologisk afdeling, , den 22. november 2001 ikke behandlede korrekt.

2. at overlæge B, kardiologisk afdeling, , den 22. november 2001 ikke behandlede korrekt.

3. At turnusreservelæge burde have journalført klokkeslæt for sin undersøgelse og behandling af den 22. november 2001.

4. At overlæge B burde have journalført de fund han gjorde i forbindelse med undersøgelsen af s mave den 22. november 2001 kl. ca. 8.30.

Nævnets afgørelse af indberetningen

Overlæge A har overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 22. november 2001.

Overlæge B har overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 22. november 2001.

Overlæge B har overtrådt lægeloven ved sin journalføring af behandlingen af den 22. november 2001.

Turnusreservelæge har ikke overtrådt lægeloven ved sin journalføring af behandlingen af den 22. november 2001.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at den 22. november 2001 ved indlæggelsen på kardiologisk afdeling, , oplyste, at hun igennem en uge havde haft smerter i maven, vekslende afføring samt opkastninger og hurtig hjerteaktion (takykardi). Ved den objektive undersøgelse fandt den journalskrivende læge, turnusreservelæge , at var akut påvirket, klamtsvedende, i væskeunderskud (let dehydreret) samt at hun havde diffus, direkte ømhed i maven, men ingen slipømhed. Der var ved indlæggelsen en puls på 180 og temperatur på 39 grader. Blodtrykket var normalt (120/60).

Det fremgår af overlæge A’s udtalelse til sagen, at hun den 22. november 2001 ca. kl. 6.30 blev kontaktet af forvagten, turnusreservelæge , og fik oplyst, at havde haft mave-tarmsymptomer igennem flere dage samt aktuelt havde hurtig hjerteaktion (supraventrikulær takykardi) på omkring 200. Overlæge A anbefalede medicinsk behandling i form af indsprøjtning i blodåren med præparatet Verapamil 2,5 mg, ved manglende effekt gentaget i alt 3 gange, og såfremt der ikke var effekt af dette, at der skulle foretages stødbehandling (DC-konvertering).

Patientklagenævnet kan oplyse, at det ved en hurtig pulsfrekvens over f.eks. 150 slag pr. minut kan være vanskeligt at afgøre, om den hurtige puls skyldes en hjertearytmi, eller blot er hurtig aktivitet fra hjertets egen naturlige pacemaker. Hos et hjerterask, ungt menneske, som i s tilfælde, kan hjertets egen pacemaker ved f.eks. maksimal hård fysisk anstrengelse bringe pulsfrekvensen op omkring 200 slag pr. minut. Ved f.eks. tilstande med høj feber, smerter eller anden stress, er det ikke ualmindeligt at se en pulsfrekvens på 130-150 slag pr. minut.

Da s puls var afvigende i forhold til det normale, er det nævnets opfattelse, at det var relevant, at man i første omgang, på baggrund af en pulsfrekvens på 180-200 slag pr. minut overvejede, om det kunne dreje sig om en egentlig hjertearytmi, og at hun på denne baggrund fik indgivet medicinen Adenosin. Såfremt det havde drejet sig om såkaldt AV-junctional re-entry takykardi eller skjult WPW-syndrom, ville denne medicin sædvanligvis have afbrudt arytmien.

Nævnet finder imidlertid, at overlæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved at undlade at tilse og vurdere hende klinisk inden yderligere terapeutiske tiltag blev iværksat, idet der var tale om en svært syg 19-årig kvinde, med et på daværende tidspunkt uafklaret sygdomsbillede.

Ifølge journalen og turnusreservelæge s udtalelse til sagen, kontaktede han kl. 7.30 overlæge B, da der ikke havde været effekt af den medicinske behandling med Verapamil 2,5 mg, som var blevet givet 3 gange, og der var ventetid i forhold til at foretage DC-konvertering. Overlæge B foreslog behandling med det hjerterytmestabiliserende præparat Sotalol 20 mg givet i blodåren. Det fremgår videre, at s hjertefrekvens efter ca. 5 minutter faldt markant, og at hun efterfølgende fik klinisk hjertestop.

Overlæge B anfører i sin udtalelse til sagen, at han undersøgte s mave, da han så hende første gang kl. 8.30 og at han fandt, at maven var blød og uden udfyldninger. Han har ikke noteret dette i journalen. Ca. en time efter fandt overlæge B, at maven var tiltagende hård, og tilkaldte ultralydsafdelingen.

Det fremgår af journalen, at der ved ultralydsundersøgelsen blev påvist fri væske i bugen, hvorfor der blev tilkaldt akut mavetarmkirurgisk tilsyn, hvorefter blev overflyttet til operationsgangen.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at overlæge B burde have tilset og klinisk vurderet hende, inden han ordinerede yderligere antiarytmisk behandling, idet der som beskrevet ovenfor var tale om et uafklaret sygdomsbillede hos en akut svært syg 19-årig kvinde, hvor man på baggrund af sygehistorie, de objektive fund og de to mislykkede konverteringsforsøg med Adenosin og Verapamil, burde mistænke, at den hurtige puls var tegn på anden alvorlig sygdom.

Det er videre nævnets opfattelse, at det var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at give Sotalol i blodåren, når der kort forinden var givet Verapamil, idet det er velkendt, at den samtidige virkning af disse stoffer kan medføre langsom puls, pulsstop og hjertepumpesvigt.

Patientklagenævnet finder herefter, at overlæge B ikke har udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af den 22. november 2001.

Turnusreservelæge har i sin grundjournal og det efterfølgende notat vedrørende behandling med henholdsvis Adenosin, Verapamil og Sotalol ikke anført de præcise tidspunkter for indgiften af medicinen, ligesom tidspunkterne for kontakten til de 2 bagvagter ikke er anført.

Han har imidlertid i journalen klart anført, at der er konfereret med overlæge A, før der blev givet Verapamil. Endvidere er det klart anført, at der blev konfereret med overlæge B, før der blev givet Sotalol intravenøst.

Patientklagenævnet kan oplyse, at et journalnotat skal indeholde tilstrækkelig information til, at lægen for den enkelte kontakt kan redegøre for problemets art, foretagne undersøgelser og behandlinger og eventuel rådgivning.

Patientklagenævnet finder herefter ikke anledning til at kritisere turnusreservelæge s journalføring af behandlingen af , idet det relevant fremgår af journalen, hvilke undersøgelser han har foretaget, hvilke fund han har gjort i forbindelse hermed, hvem han har konfereret med, og hvad den terapeutiske konsekvens af konferencen blev.

Efter indgift af Sotalol fik omkring kl. 8.00 klinisk hjertestop. Overlæge B kom herefter, ifølge sin egen redegørelse, tilstede og anfører, at han ca. en halv time henne i forløbet, ca. kl. 8.30 undersøgte s mave. Overlæge B har dog ikke noteret dette i journalen.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det fremgår af cirkulære nr. 235 af 19. december 1996 om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser, at journalføringspligten gælder enhver læge, der som led i sin virksomhed foretager undersøgelser og behandling af patienter.

Patientklagenævnet finder, at overlæge B ved at undlade at journalføre sine iagttagelser i forbindelse med undersøgelsen af s mave den 22. november 2001 kl. ca. 8.30 har overtrådt lægelovens § 13, stk. 2.