Klage over behandling af barn med Sabrilex

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge for hans behandling med Sabrilex og information herom af i perioden fra den 15. oktober 1996 til den 19. januar 1999 på børneafdelingen på Sygehus 1.

Sagsnummer:

0444530

Offentliggørelsesdato:

20. april 2004

Speciale:

Børnesygdomme (pædiatri)

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling med Sabrilex og information herom af <****> i perioden fra den 15. oktober 1996 til den 19. januar 1999 på børneafdelingen på Sygehus 1.

Hændelsesforløb



blev født i juni 1993, og blev siden fødslen fulgt på børneafdelingen på Sygehus 1 på grund af slaphed, universelle kramper, problemer med synet, samt motorisk og sproglig lidt forsinket udvikling.

Efter mange indlæggelser var der i september 1996 fortsat ikke stillet en diagnose af s egentlige grundsygdom.

I september 1996 blev på Sygehus 2 sat i behandling med præparatet Sabrilex (epilepsimedicin), og i midten af oktober blev han flyttet tilbage til børneafdelingen på Sygehus 1, og efter udskrivelsen blev han fulgt ambulant. På Sygehus 1 fortsatte man behandlingen med Sabrilex.

I samråd med egen læge valgte s mor i foråret 1999 at trappe drengen ud af behandlingen med Sabrilex, således at han fra 1. april 1999 ikke længere fik dette præparat.

Klagen



Der er klaget over følgende:

1. At lægerne på børneafdelingen på Sygehus 1 ikke behandlede korrekt i perioden fra november 1996 til begyndelsen af 1998, herunder at der blev ordineret Sabrilex.

Det er herved anført, at s moder i foråret 2003 fandt ud af, at Sabrilex kan tage synet.

2. At s moder ikke blev informeret om bivirkninger af Sabrilex.

Nævnets afgørelse af 1. og 2. klagepunkt



Overlæge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling med Sabrilex og information herom af i perioden fra den 15. oktober 1996 til den 19. januar 1999 på børneafdelingen på Sygehus 1.

Begrundelse



Det fremgår af journalen fra Sygehus 1, at siden fødslen i 1993 blev fulgt på børneafdelingen, da der var problemer med slaphed. 4 måneder gammel var der universelle kloniske kramper, og der blev påbegyndt antiepileptisk behandling, 5 måneder gammel var der fortsat slaphed og ingen blikkontakt, 9 måneder gammel konstaterede man kliniske tegn på svær nærsynethed samt 24 måneder gammel konstaterede man, at barnet var lettere retarderet og såvel den motoriske som den sproglige udvikling var lidt forsinket. Udviklingstrinet svarede til ¾ af levealderen. I 2-3 års alderen tiltog epilepsien, forinden var der set en unormal stor vægtstigning med normal højdevækst.

Det fremgår af journalen fra , at man i september 1995 konstaterede, at havde manglende udvikling af synsnerverne (udtalt hypoplasi).

Det fremgår videre af journalen fra Sygehus 1, at man i september 1996 efter mange indlæggelser fortsat ikke havde stillet en diagnose af s egentlige grundsygdom. Man havde overvejet både metaboliske og genetiske sygdomme, og gennemført mange forskellige undersøgelser uden at fastlægge grundsygdommen.

Det fremgår videre af journalen fra Sygehus 1, at den 13. september 1996 pådrog sig et brud på venstre underbensknogle. I forbindelse med indlæggelse herfor udviklede der sig svær ledsagende sygdom med vejrtrækningsbesvær og feber, hvorfor blev overflyttet til intensiv afdeling på Sygehus 1, med henblik på respiratorbehandling den 18. september 1996. Da tilstanden ikke blev bedre, blev han den 21. september 1996 overflyttet til Sygehus 2 på mistanke om en blodprop i lungen.

Det fremgår af journalen fra Sygehus 2, at man her fortsatte intensiv behandling, og at der var betydelige vanskeligheder med at opnå tilstrækkelig iltbehandling. Der var normal røntgenundersøgelse af lunger og normal skintigrafi af lungerne, hvilket udelukkede blodprop i lungen. Undervejs var der betydelige sekretproblemer og fornyede epileptiske anfald.

En overlæge fra intensiv-afdelingen på Sygehus 2 har udtalt til sagen, at man for den svært kontrollerbare epilepsi forsøgte forskellige medikamenter, og at det blev besluttet at give Sabrilex, idet flere andre præparater og kombinationer havde været forsøgt uden succes. Det fremgår videre af udtalelsen, at Sabrilex blev valgt på grund af den krampehæmmende effekt, og fordi stoffet i modsætning til andre antiepileptika ikke giver sekretproblemer. Øget mængde sekret ville have kunnet forværre den akutte tilstand, som drengen var i på daværende tidspunkt. Der var god effekt af Sabrilexbehandlingen.

Det fremgår af journalen fra Sygehus 1, at den 11. oktober 1996 blev tilbageflyttet fra Sygehus 2, og under indlæggelsessamtalen udtrykte barnets far, at det var positivt, at havde fået det bedre på den antiepileptiske behandling med Sabrilex og Deprakine. I løbet af kort tid klarede drengen op efter det svære sygdomsforløb. Efter udskrivningen den 15. oktober 1996 blev han fortsat fulgt ambulant og var anfaldsfri på behandlingen med Sabrilex og Deprakine. I denne fase blev der arbejdet videre med den diagnostiske afklaring af barnets grundsygdom.

Det fremgår af journalen fra Sygehus 1, at den 9. januar 1997 blev indlagt på grund af et krampeanfald udløst formentlig af temperaturforhøjelse til 40,3. Der havde ikke været kramper siden sidste indlæggelse. var kun indlagt godt et døgn og blev derefter fulgt ambulant.

Den 29. januar 1997 blev EEG ifølge journalen fra Sygehus 1 fundet svært abnormt som udtryk for fortsat epilepsisygdom, og man fortsatte uændret med epilepsibehandlingen med præparaterne Deprakine og Sabrilex.

To måneder senere - den 29. marts 1997 - blev ifølge journalen fra Sygehus 1 akut indlagt med feber, hoste og hurtig vejrtrækning. blev udskrevet kort efter under diagnosen lungebetændelse til fortsat antibiotisk behandling i hjemmet. blev vurderet ambulant 4 dage senere på grund af stødende vejrtrækning, der var ikke temperaturforhøjelse, og det blev vurderet, at behandlingen kunne fortsætte i hjemmet.

Ifølge journalen fra den 7. maj 1997 blev igen indlagt akut på Sygehus 1. Denne gang havde han halsbetændelse, og der blev fundet vækst af streptokokker ved mandlerne.

Et notat dateret maj 1997 (umiddelbart efter et notat af 8. maj 1997) øgede overlæge behandlingen med Sabrilex fra 1000 mg x 3 til 1500 mg + 1000 + 1000 mg og fortsatte uændret Deprakine behandlingen med henvisning til, at Sabrilex havde haft bedst effekt på de atypiske absencer (fjernhedstilfælde), som blev taget som udtryk for, at atoniske anfald (anfald uden muskeltrækninger) ville vende tilbage.

Det fremgår af journalen fra Sygehus 1, at den 4. juni 1997 blev indlagt på ny under observation for meningitis, lungebetændelse og bakterier i blodet. Under forløbet tilstødte vejrtrækningskomplikationer, og blev overflyttet til intensiv afdeling, hvor der blev behandlet med CPAP (vejrtrækning under let overtryk) med god effekt på iltmætningen. Under indlæggelsen på intensivafdelingen blev der foretaget kikkertundersøgelse af lungerne, og der blev konstateret sammenfald i højre lunges overlap og mellemlap, hvor der var rigeligt med pus i lungerne. Der tilstødte fornyede krampetilfælde, hvor der blev akut behandlet med Fenemal og Diazepam med god effekt. På baggrund af den fortsat svære sygdom blev det besluttet at overflytte til lungeafsnittet på Sygehus 2s børneafdeling til fortsat udredning, behandling og kontinuerlig EEG måling. rettede sig af lungebetændelsen og blev udskrevet til hjemmet.

Efter opholdet på Sygehus 2 fra den 16. juni 1997 til den 3. juli 1997 blev ifølge journalen fortsat fulgt ambulant på børneafdelingen på Sygehus 1, hvor man fortsatte udredningen for at finde frem til drengens grundsygdom. Undervejs blev der foretaget behandlinger af tilstødende sygdomsepisoder. Den 23. juli 1997 blev der forsøgt Prednisonbehandling med henblik på at bedre synsforholdene på trods af, at en øjenundersøgelse på Sygehus 2 havde vist, at synsnerverne var helt visne. Der kom muligvis en synsforbedring af Prednison-behandlingen.

Det fremgår videre af journalen, at behandling med Sabrilex og Deprakine blev forsat med let øget dosis af Sabrilex, og i september 1997 blev det konstateret, at der nu havde været en lang anfaldsfri periode. CT-scanning af brystkassen i starten af september 1997 viste, at lungesygdommen var overstået.

I juli 1998 konstaterede overlæge , at var velbefindende og anfaldsfri gennem mange måneder. I august 1998 blev indlagt med feber og ondt i maven. En røntgenundersøgelse viste dobbeltsidig lungebetændelse og blev behandlet med antibiotika. I det meste af efteråret 1998 havde han luftvejsproblemer og blev fulgt både ambulant og ved kortere indlæggelser, herunder en indlæggelse på Sygehus 2.

I januar 1999 var til kontrol og det blev anført, at han havde haft flere anfald. Overlæge ordinerede derfor en øgning af behandlingen med Deprakine og Sabrilex. Det næste notat i journalen er fra den 5. maj 1999, hvoraf det fremgår, at s mor efter aftale med egen læge i foråret 1999 udtrappede af hans epilepsimedicin til nul i løbet af 1½ måned, således at siden den 1. april 1999 ikke havde fået hverken Sabrilex eller Deprakine.

Det fremgår af overlæge s udtalelse til sagen, at han har kendt siden juli 1995, og i perioden fra februar 1996 til august 1999 var det ham, der varetog de neuropædiatriske og udviklingsmæssige aspekter af undersøgelserne og behandlingerne.

Det er nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at overlæge fortsatte behandlingen med Sabrilex efter at denne var påbegynd på Sygehus 2 den 29. september 1996, idet der ikke havde været tilstrækkelig virkning af Stesolid, Kloralhydrat, Fenemal og Fenytoin som akut anfaldsbehandling, samt af Valproat og Lamotrigen, og idet Sabrilex blev valgt for at undgå bivirkninger med spytflod.

Nævnet kan oplyse, at viden om Sabrilexs påvirkning på synet først er fremkommet i 1999 og blevet alment tilgængelig i 2000.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet samlet, at overlæge behandlede med Sabrilex og informerede herom i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i perioden fra den 15. oktober 1996 til den 19. januar 1999 på børneafdelingen på Sygehus 1.