Klage over, at beroligende medicin blev givet ved tvang

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 15. maj 2003 om tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 15. maj 2003 om indgivelse af beroligende medicin til <****> på psykiatrisk afdeling, <****>, den 6. maj og den 9. maj 2003 kl. 10.15 og 19.30.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ophæver den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 15. maj 2003 om indgivelse af beroligende medicin til <****> på psykiatrisk afdeling, <****>, den 5. og 12. maj 2003.

er 55-årig kvinde, der har to voksne børn og bor i egen lejlighed. Hun har ingen uddannelse og har overvejende arbejdet indenfor tekstilindustrien, men er for tiden ansat i flexjob i plast-industrien.

har fire gange tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling, heraf tre gange i og én gang i .

var således indlagt på Psykiatrisk Afdeling i i henholdsvis 1978, 1980 og 1982 med en såkaldt reaktiv psykose, det vil sige en psykose opstået i forlængelse af belastende begivenheder eller livsomstændigheder, for hvilke hun blev behandlet med antipsykotisk medicin. I forlængelse af disse indlæggelser har været fulgt ambulant på psykiatrisk afdeling i og har efterfølgende haft en længere, stabil periode.

I 1988 blev første gang indlagt på psykiatrisk afdeling, . Indlæggelsen skete med tvang, og hun fandtes under indlæggelsen manisk og psykotisk og blev behandlet med Serenase med god effekt. I forlængelse af døgnindlæggelse var hun efterfølgende indlagt i dagafdeling og blev siden fulgt ambulant i distriktspsykiatrien indtil 2000, hvor kontakten blev afsluttet.

Aktuelt blev den 15. april 2003 tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, , på farekriteriet. Naboerne havde tilkaldt politiet, idet hun havde været råbende og angav at ville dø. Hun talte usammenhængende om djævelen og Bibelen samt flere religiøse emner og måtte fastholdes af politiet for at afværge, at hun gjorde skade på sig selv.

Ved indlæggelsen var urolig og omkringvandrende, vredladen, tankeforstyrret og fåmælt. Hun anførte, at hun ikke tog medicin hjemme, men havde spist to snegle, og hun spurgte efter sin mor, samt angav at hun skulle dø, måske brændes eller have en dødssprøjte.

blev ved indlæggelsen på grund af uro og forpinthed tilbudt beroligende medicin. Da hun ikke ønskede medicin til indtagelse igennem munden, fik hun injektion Nozinan 50 mg i.m. Det er i journal og lægeerklæring anført, at denne behandling blev givet med tvang.

Dagen efter, den 16. april 2003, var fortsat garderet, usamlet, vred og mistroisk, og efterfølgende gav hun vedvarende udtryk for, at kollegerne på hendes arbejdsplads ville fryse hende ud, og at hun var offer for et komplot, samt at kollegerne gik og stillede ind på apparater for at genere hinanden. Hun blev bæltefikseret efter først at have sat ild til en pakke cigaretter og efterfølgende slået et personalemedlem. Efterfølgende fandtes hun højt råbende, og hun så imaginære personer og mente at personalet kom gift i den medicin, hun fik tilbudt. To dage senere blev hun løsnet af bæltet.

måtte flere gange skærmes på sin stue i forbindelse med svær uro.

Nogle dage forud for overflytning til andet sengeafsnit den 24. april 2003 havde tilkendegivet, at hun frivilligt ville påbegynde antipsykotisk behandling med Trilafon. Hun blev forinden tilbudt behandling med Zyprexa, men ønskede ikke denne behandling. Gennem nogle dage indtog hun herefter antipsykotisk medicin som ordineret, dvs. Trilafon tabletter 8 mg, to gange dagligt, hvorefter hun pludseligt ophørte hermed.

I den efterfølgende periode blev tiltagende manisk med talepres, og springende og vanskeligt indfølelig tankegang, samt grænseoverskridende og verbalt truende, idet hun fremsatte trusler om at ville ”pande” alle midaldrende, der kom i nærheden af hende. Hun blev frem til der den 6. maj 2003 blev truffet beslutning om tvangsbehandling løbende søgt motiveret for at genoptage den antipsykotiske behandling.

Den 5. maj 2003 gik efter samtale med fast personale pludseligt til angreb på et personalemedlem, som hun slog i ansigtet og tømte en vandkande ud over. Hun var efterfølgende vred og opkørt, men accepterede skærmning på stuen. Hun blev herefter tilbudt beroligende medicin og accepterede at modtage dette som indsprøjtning. Der blev herefter givet injektion Nozinan 50 mg i.m. Det fremgår hverken af journal eller fremsendt tvangsprotokol, at denne medicinering foregik med tvang.

Den 6. maj 2003 om morgenen var manisk, udadreagerende, aggressiv og paranoid, idet hun havde forestillinger om, at der var et komplot i gang mod hende. Hun truede med at ville slå de personer, som var op i alderen, der kom i nærheden af hende, med en glaskande eller med, hvad hun havde i hænderne. Under en lægesamtale den pågældende dag var hun truende, idet hun slog ud med armene og gik meget tæt på andre tilstedeværende. Hun blev tilbudt beroligende medicin og indvilligede i at få en indsprøjtning. Der blev herefter givet injektion Cisordinol 10 mg som beroligende medicin. tilkendegav efterfølgende, at hun ville klage over denne medicinering. Det fremgår såvel af journal som tvangsprotokol, at medicineringen skete under anvendelse af tvang.

Senere samme dag, den 6. maj 2003, blev der som ovenfor anført truffet beslutning om tvangsbehandling med tabletter Trilafon 8 mg to gange dagligt, alternativt injektion Trilafon 6 mg. tilkendegav et ønske om at klage over beslutningen, og klagen blev herefter tillagt opsættende virkning, men det fremgår af journalen at fortsat blev tilbudt behandling. Det fremgår imidlertid ikke, hvorvidt i den mellemliggende periode blev tilbudt behandling med Cisordinol eller med Trilafon, idet det af journalnotat af 12. maj fremgår, at det i journalen forud herfor fejlagtigt er anført, at tvangsbehandling er besluttet med medikamentet Cisordinol og ikke Trilafon.

Den 9. maj 2003 om morgenen var råbende og udskældende. Hun blev tilbudt beroligende medicin, men ønskede ikke at indtage denne frivilligt. Hun var forinden søgt skærmet på sin stue, hvilket hun ikke accepterede. Da hun foretrak medicin til indtagelse gennem munden frem for injektion blev som beroligende medicin givet Cisordinol tabletter 20 mg. Dette indgreb blev tilført såvel journal som tvangsprotokol.

Senere samme dag var oprevet, opkørt og med springende tankegang, og hun fik igen beroligende medicin med tvang i form af Cisordinol tabletter 20 mg.

Den 12. maj 2003 var tiltagende opkørt, højt råbende og truende. Hun havde forinden meddelt, at hun, såfremt den sygeplejerske, som hun tidligere havde slået, kom tilbage i afdelingen, ville slå hende igen. Ved lægesamtale angav hun, at hun ikke var voldelig, men at hun blot ville smide vand i hovedet af personalet, hvilket hun ikke ville kalde for vold. blev herefter tilbudt beroligende medicin, som hun herefter modtog i form af injektion. Cisordinol 75 mg i.m. Med baggrund i den kraftige overtalelse vurderede lægen, at der var tale om tvangsanvendelse, hvilket er journalført, hvorimod medicineringen ikke ses at være tilført tvangsprotokol.

Det psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte i afgøarlse af 15. maj 2003, at havde fået beroligende medicin med tvang, henholdsvis den 5. maj, 6. maj, to gange d. 9. maj samt d. 12. maj 2003, ligesom Nævnet godkendte overlægens beslutning om tvangsmedicinerin af med Trilafon tabletter 8 mg to gange dagligt eller alternativt injektion Trilafon 6 mg.

Vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 5. maj 2003 lagde nævnet vægt på, at havde slået et personalemedlem hårdt på kinden med en vandkande og at den pågældende medarbejder nu var sygemeldt med hjernerystelse.

Vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 6. maj 2003 lagde nævnet lagt vægt på, at var tiltagende manisk, udadreagerende, aggressiv og paranoid, samt truede med at slå.

Vedrørende indgivelse af beroligende medicin henholdsvis 9. og 12. maj 2003 lagde nævnet vægt på, at den 9. maj 2003 var voldsomt opkørt og den 12. maj 2003 truede med at slå et personalemedlem.

For så vidt angår beslutningen om tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin lagde nævnet vægt på, at den måtte anses for en nødvendighed, idet der ellers var udsigt til en væsentlig forringelse af s tilstand.

Vedrørende beslutningen af 6. maj 2003 om tvangsbehandling med Trilafontabletter 8 mg, 2 gange dagligt, subsidiært injektion Trilafon 6 mg.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at var hurtigkørende, udadreagerende, tankeforstyrret og husede forfølgelsesforestillinger, ligesom hun gentagne gange fremtrådte både verbalt og korporligt truende overfor personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at forud for beslutningen den 6. maj 2003 om tvangsbehandling løbende var søgt motiveret for at genoptage behandling med antipsykotisk medicin, som hun var blevet tilbudt siden indlæggelsen, men kun sporadisk havde indtaget, og som hun i tiden umiddelbart efter den 24. april 2003 helt modsatte sig. Der er således tale om en samlet betænkningningstid på 10-12 dage. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet har lagt vægt på, at Trilafon er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der den 15. maj 2003 er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af .

Vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 5. maj 2003
Patientklagenævnet kan oplyse at tvang i psykiatrilovens § 1, stk. 2, generelt er defineret som foranstaltninger, patienten modsætter sig. En patients passivitet over for en foranstaltning må som udgangspunkt sidestilles med frivillighed. Af bemærkningerne til loven fremgår, at der dog ikke stilles store krav til en tilkendegivelses klarhed, før en protest fra patientens side må antages at foreligge med den virkning, at man må afstå fra at gennemføre den påtænkte foranstaltning, medmindre betingelserne for tvangsmæssig gennemførelse er til stede.

Indvilliger en patient med beklagelse eller resignation, foreligger der som udgangspunkt frivillighed. Det samme gælder, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke. Det er imidlertid næppe muligt generelt at angive, hvornår tilfælde inden for det grå-zone-område, der kan betegnes som ”frivillig tvang”, antager karakter af tvang i lovens forstand. Som vejledende retningslinie gælder, at det er tvang, hvis en foranstaltning søges gennemført, selv om patienten verbalt eller nonverbalt giver udtryk for en protest eller modstand, der ikke frafaldes eller opgives.

Det fremgår hverken af journal, overlægens udtalelse til sagen eller af en tvangsprotokol, at der var tale om tvangsanvendelse i forbindelse med, at den 5. maj 2003 fik beroligende medicin i form af injektion Nozinan 50 mg. Det fremgår derimod af journalen, at tilkendegav, at hun ville tage imod en sprøjte. Det fremgår endvidere ikke specifikt af klagen til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved eller anken til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at det er s opfattelse, at der blev anvendt tvang i forbindelse med indgivelsen af injektion Nozinan 50 mg den 5. maj 2003. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder således ikke grundlag for at fastslå, at der blev anvendt tvang i forbindelse med indgivelsen af beroligende medicin den 5. maj 2003, hvorfor nævnet ophæver Det Psykiatriske Patientklagenævn ved s afgørelse for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin den 5. maj 2003.

Vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 6. maj 2003.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 6. maj 2003 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at fremtrådte manisk, udadreagerende og aggressiv og fremsatte verbale trusler om at slå de, der kom i nærheden af hende og som var op i alderen, og at hun under en efterfølgende lægesamtale fortsat var truende og ikke kunne korrigeres.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at personalet forud for indgivelsen havde forsøgt at korrigere hende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 15. maj 2003 om indgivelse af beroligende medicin den 6. maj 2003.

Vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 9. maj 2003 kl. 10.15.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medcicin den 9. maj 2003 kl. 10.15 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at forud for medicineringen var råbende og udskældende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at personalet forud for indgivelsen af beroligende medicin forgæves havde forsøgt at korrigere hende og skærme hende på stuen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 15. maj 2003 om indgivelse af beroligende medicin den 9. maj 2003 kl. 10.15.

Vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 9. maj 2003 kl. 19.30.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medcicin den 9. maj 2003 kl. 19.30 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at forud for medicineringen var råbende og udskældende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at personalet forud for indgivelsen af beroligende medicin forgæves havde forsøgt at korrigere hende og skærme hende på stuen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 15. maj 2003 om indgivelse af beroligende medicin den 9. maj 2003 kl. 19.30.

Vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 12. maj 2003.
Som ovenfor anført foreligger der som udgangspunkt frivillighed, hvis en patient med beklagelse eller resignation indvilliger i behandling. Det samme gælder, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke. Det er imidlertid næppe muligt generelt at angive, hvornår tilfælde inden for det grå-zone-område, der kan betegnes som ”frivillig tvang”, antager karakter af tvang i lovens forstand. Som vejledende retningslinie gælder, at det er tvang, hvis en foranstaltning søges gennemført, selv om patienten verbalt eller nonverbalt giver udtryk for en protest eller modstand, der ikke frafaldes eller opgives.

Det fremgår af journalen den 12. maj 2003, at en overlæge ved lægesamtale med talte ” lidt frem og tilbage” med , og at det endte med, at hun modtog Cisordinal Acutard 75 mg. im. Det anføres videre i journalen, at da der ved samtalen var tale om kraftig overtalelse til at tage den beroligende medicin blev tvangsprotokol udfyldt, selv om til sidst ”nærmest tog det frivilligt”. Der foreligger imidlertid ikke en udfyldt tvangsprotokol.

Det er nævnets vurdering, at der den 12. maj 2003 ikke var tale om indgivelse af beroligende medicin ved tvang, idet der var tale om, at lod sig overtale, og den verbale protest således blev frafaldet, hvorfor nævnet ophæver Det Psykiatriske Patientklagenævn ved s afgørelse for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin den 5. maj 2003.