Klage over skøn om tandreguleringsbehandling med retentionsplade

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere specialtandlæge <****> for hendes behandling af <****> den 21. maj 2001 i <****> Kommunale tandpleje, jf. tandlægelovens § 12.

Hændelsesforløb
Den 5. december 1994 blev undersøgt af specialtandlæge med henblik på tandreguleringsbehandling. Hun fandt, at tandstillingen skulle observeres igen i foråret 1995.

Den 13. marts 1995 blev igen undersøgt af specialtandlæge , der fandt at 2+2 (blivende små fortænder i overkæben) ikke var anlagt (aplasi 2+2). Hun journalførte, at tandstillingen skulle observeres igen i foråret 1997.

Den 17. marts 1997 var der igen undersøgelse af specialtandlæge , der drøftede behandlingen af aplasien med mor. Det blev journalført, ”at tiden ikke var inde til behandling”, og tandstillingen skulle observeres igen i efteråret 1998.

Den 30. november 1998 var der undersøgelse igen. Det blev journalført, at s mor forventede, at 2+2 skulle erstattes af implantater. Der skulle observeres igen i foråret 2000.

Den 7. februar 2000 blev det journalført, at der var spredtstilling i fortandsområdet i overkæben, og at 05+05 (anden mælkekindtand i overkæben) ikke var skiftet. Tandstillingen skulle observeres igen i efteråret 2000.

I efteråret 2000 blev det journalført, at det formentlig blev nødvendigt at forbehandle tandstillingen med fast apparatur inden implantatbehandlingen. Væksten skulle observeres fremover hvert halve år. Næste undersøgelse i efteråret 2001.

Den 21. maj 2001 journalførte specialtandlæge , at der ifølge tandplejeloven var behov for henvisning til amtstandpleje på passende tidspunkt. Behandlingsrækkefølgen skulle være forbehandling med tandregulering, ætsbro og implantatbehandling.

Den 14. februar 2002 garanterede i et brev til , at amtet ville give tilskud til implantatbehandling af 2+2. Samtidig anmodede amtet om, at ” Kommune snarest iværksatte en pladsskabende tandregulering med tilhørende retention”.

Den 17. juli 2003 skrev overtandlægen på afdelingen for Tand-, Mund- og Kæbekirurgi på til Kommune, at implantatbehandlingen først skulle finde sted, når blev 22 – 23 år. I mellemtiden skulle der fremstilles to ætsbroer til erstatning af 2+2, som kunne holde til blev 22 – 23 år, gerne længere.

I brev af den 25. august 2003 skrev Kommune til , at Kommune kunne yde et tilskud på 5000 kr. såfremt man ønskede 2+2 erstattet med ætsbroer indtil implantatbehandlingen.

I sin udtalelse af den 25. september 2003 anførte specialtandlæge , at hun fandt det forsvarligt at anvende en korrekt fremstillet aftagelig pladeprotese til erstatning af 2+2 indtil implantatbehandlingen.

Klagen
Der er klaget over følgende:

• At specialtandlæge skønnede, at der ikke var indikation for anden behandling end en retentionsplade.

Nævnets afgørelse af klagen
Specialtandlæge har ikke overtrådt tandlægelovens § 12 ved sin behandling af den 21. maj 2003 i Kommunale tandpleje.

Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om specialtandlæge <***>havde anbefalet indsættelse af to ætsbroer svarende til reg. 2+2.

Begrundelse
Der er nævnets vurdering, at det ses af de fremsendte studiemodeller, at der i overkæbens tandbue med reguleringsapparaturet er åbnet op til protetiske erstatninger for de manglende fortænder. I højre side (reg. 2+) er pladsskafningen 5.5 mm og i venstre side (reg. +2) 6.1 mm.

Områdernes nabotænder er endvidere opstillet med sufficient rodhældning, så en senere indsættelse af implantater i reg. 2+2 er mulig, og størrelsen af det vertikale overbid giver ligeledes let adgang til senere isættelse af en plastretineret bro.

Nævnet kan oplyse, at når der i aplasitilfælde iværksættes en pladsskabende behandling, er det i princippet som regel bedst at udskyde tandreguleringen af stabilitetsmæssige årsager til et så sent tidspunkt som muligt, så reguleringsbehandlingen direkte kan efterfølges af den protetiske behandling (implantatbehandlingen), da risikoen for små ufrivillige tandvandringer i især implantatområderne efterstående altid er til stede. Selv hvis små tandvandringer efterstående finder sted, kan et godt behandlingsresultat forringes og dermed vanskeliggøre selve implantatbehandlingen.

Det fremgår af journalen den 21. maj 2001, at s reguleringsbehandling er færdiggjort som næsten 17-årig og af brev af 17. juli 2003 fra overtandlægen på afdelingen for Tand-, Mund- og Kæbekirurgi på til Kommune, at implantatbehandlingen først skulle finde sted, når blev 22 – 23 år, det vil sige, at der ville gå 5-6 år inden Amtsspecialtandplejen kunne færdiggøre den resterende del behandlingen med indsættelse af 2 implantater i reg. 2+2.

Årsagen til denne usammenhængende timing af behandlingsdelene skyldes i dette tilfælde især biologiske forhold (vækstmæssige).

Nævnet kan oplyse, at for så vidt angår stabiliseringsapparatur, eksisterer der i princippet 2 forskellige løsningsmodeller til stabiliseringsbøjle, enten et aftageligt apparatur (en ganeplade fremstillet af gennemsigtig plastik forsynet med 2 kunstige tænder, som illuderer de to manglende fortænder, også kaldet en retentionsplade) eller fastsiddende protetik (ætsbro svarende til reg. 2+2).

Det er nævnets vurdering, at en ætsbro i reg. 2+2 i s tilfælde vil blive det sikreste og bedste, idet nyeste kliniske erfaringer tyder på, at retentionsplader med kunstige tænder anvendt over et længere tidsforløb kan medføre knoglesvind i implantatområderne samt tilbagetrækning af tandkød svarende til nabotænderne i implantatområderne, da denne apparaturform er tandkøds - og knogleunderstøttet.

Disse følgevirkninger ses ikke, hvis der i stedet indsættes et parodontalt - og tandunderstøttet retentionsapparatur f.eks. semipermanente (foreløbige) plastretinerede ætsbroer.

Nævnet kan videre oplyse, at ætsbroer ligeledes har den fordel, at de på lang sigt giver den bedste sikkerhed for at holde implantatstedets nabotænder på plads, idet ætsbroerne sidder fastgjorte permanent i modsætning til den aftagelige ganeplade, som i sagens natur er sværere at administrere, ikke mindst når den skal anvendes 24 timer i døgnet over en længere tidsperiode (5-6 år).

Det skal dog bemærkes, at indsættelse af ætsbroer vil betyde fjernelse af sund tandsubstans på nabotænderne i et eller andet omfang. Der skal derfor foretages en individuel afvejning af fordele og ulemper ved de to former for retentionsapparatur.


Det kan oplyses, at der ikke eksisterer sikre undersøgelser, der giver belæg for, at der generelt bør anvendes ætsbroer frem for den konventionelle retentionsplade.

Samlet er det derfor nævnets vurdering, at specialtandlæge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin vurdering af på hvilket grundlag, retentionsperioden skulle foregå, men at det havde været hensigtsmæssigt, om hun havde anbefalet indsættelse af to ætsbroer svarende. til reg. 2+2.