Klage over tvangsbehandling med tablet Solian, subsidiært injektion Risperdal Depot

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvist den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 30. december 2003 om tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at grundlaget for at indlede tvangsbehandling med depotmedicin ikke var til stede.

Hændelsesforløb

havde flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling, på grund af en spaltningssindssygdom med vrangforestillinger. Det var under indlæggelserne ikke lykkedes lægerne at opnå en behandlingsalliance med hende.

blev aktuelt den 5. december 2003 indlagt på psykiatrisk afdeling, , hvor hun blev indbragt af politiet i nattøj og morgenkåbe, i hvilken påklædning hun havde opsøgt en tidligere professor i psykiatri. Lægerne vurderede, at hun var psykotisk, præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter, styringsfornemmelser og kropslige vrangforestillinger. Hun var uden sygdomserkendelse og fremtrådte forpint.

Da tilstanden forblev uændret, traf lægerne den 12. december 2003 beslutning om tvangsbehandling med Solian (350 mg dagligt), subsidiært injektion Cisordinol (5 mg intramuskulært dagligt). klagede over beslutningen, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Patientklagenævnet ved godkendte den 19. december 2003 beslutningen om tvangsbehandling.

Da herefter ikke ville indtage den peroralt besluttede tvangsmedicinering (Solian), blev hun, fra den 19. til den 21. december 2003 behandlet med injektion Cisordinol. Den 22. december 2003 begyndte hun imidlertid at frembyde ret udtalte bivirkninger af medicinen, i form af stivhed i kæbemuskler (kæbedystoni), ufrivillige kastende bevægelser (choreoforme bevægelser) af armene, lidt øget stivhed af halsmuskulaturen, samt øget stivhed i armene. Hun havde tidligere udviklet lignende bivirkninger ved antipsykotisk behandling. Lægerne besluttede derfor at ophøre med tvangsbehandling med Cisordinol den 22. december 2003.

Samme dag traf lægerne beslutning om tvangsbehandling med tablet Solian (350 mg dagligt), subsidiært injektion Risperdal Depot (25 mg hver 14. dag), således at medicineringen skulle justeres afhængig af effekt og bivirkninger inden for sædvanligt doseringsområde.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Klagen blev herefter den 30. december 2003 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicineringen. Der blev som begrundelse anført, at ikke ville indtage Solian, og at hun fik ret udtalte bivirkninger af Cisordinol. Nævnet lagde endvidere vægt på, at på mødet oplyste, at det ville være nødvendigt at bæltefiksere hende, hvis hun skulle tvangsmedicineres, hvorfor nævnet lagde til grund, at der ville blive behov for ikke ubetydelig magtanvendelse. Nævnet lagde endvidere vægt på, at overlægen på mødet udtalte, at Risperdal depot var den bedste behandling, idet fik bivirkninger af de typiske præparater, og at der ikke var tilstrækkelig erfaring med præparatet Zeldox i mere end 4 dage kontinuerligt. Endelig lagde nævnet vægt på, at det ikke var muligt at behandle med daglige injektioner Risperdal, idet daglig injektion ikke kan gives i tilstrækkelige doser.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvist den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 30. december 2003 om tvangsbehandling af på psykiatrisk afdeling, .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at betingelserne for anvendelse af depotpræparat ikke var opfyldt.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har lagt vægt på, at både den 12. og den 22. december 2003 befandt sig i en psykotisk tilstand, lidende af en spaltningssindssygdom præget af blandt andet vrangforestillinger af forfølgelses- og legemelig karakter, tankeforstyrrelser og manglende sygdomserkendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 7 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering den 12. december 2003 blev truffet og 17 dage, før beslutning om tvangsbehandling blev truffet den 22. december 2003. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at var forpint, og at der blev truffet beslutning om primært peroral behandling, alternativt injektionsbehandling.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Solian og Risperdal er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Nævnet kan oplyse, at der på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling ikke var godkendelse af præperatet Zyprexa i injektionsform, hvilket dog nu er tilfældet.

Det fremgår af overlægens udtalelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at ikke tidligere var blevet behandlet med præparatet Risperdal.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af § 5 i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 879 af 10. december 1998 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås, og at depotpræparater ikke må være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen man ikke kender.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på denne baggrund, at betingelserne for anvendelse af depotpræparat Risperdal ikke var opfyldt.