Klage tillagt opsættende virkning og udstrækning af tvangsbehandling underkendt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvist den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 10. oktober 2002 om tvangsbehandling af <****> på <****>, idet nævnet finder, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 12. december 2002 om tvangsbehandling af <****> på <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 2. juli 2003 om tvangsbehandling af <****> på <****>.

Hændelsesforløb

var 51 år og havde været psykisk syg i en årrække. Han var blind og led af følger efter polio og var på den baggrund svært gangbesværet og kørestolsbruger. havde tidligere flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af skizofreni. Hans tilstand havde de seneste år været præget af manglende sygdomserkendelse og dårlig behandlingsalliance, og han havde tidligere profiteret af længerevarende stabile behandlingsforløb, herunder omfattende behandling med antipsykotisk medicin.

havde siden 2000 gentagne gange i kortere og længere perioder været indlagt på , senest i perioden fra januar 2002.

I løbet af juli og august 2002 vægrede sig meget af tiden mod at indtage den ordinerede antipsykotiske medicin (tablet Risperdal), indtil han endeligt helt ophørte hermed, hvorefter hans tilstand blev forværret således, at han i tiltagende grad blev psykotisk. I august 2002 havde han afbrudt kontakten med personale og medpatienter. Han levede efterhånden helt i sin egen verden på sin stue og talte ofte højt med sig selv og med imaginære personer. Når personalet forsøgte at kontakte ham og tilbyde ham basal omsorg, blev han vred, udskældende og mistolkende. Lægerne vurderede, at det ikke ville være muligt at hjælpe ham ad miljøterapeutisk vej, hvis ikke han samtidig blev behandlet med antipsykotisk medicin, der kunne mindske hans indre kaos.

På denne baggrund traf lægerne den 16. september 2002 beslutning om tvangsbehandling i form af mikstur eller tablet Risperdal (4 mg dagligt), alternativt injektion Cisordinol (5 mg dagligt). blev af lægerne samme dag informeret om beslutningen. Han anførte hertil, at man blot var ude på at slå ham ihjel. Han blev forespurgt, hvorvidt han ønskede at klage over den påtænkte tvangsbehandling samt orienteret om, at en klage i så fald ville have opsættende virkning. svarede, at en død mand ikke kunne klage. Lægerne anførte, at de opfattede hans udtalelse således, at han ikke ønskede at klage, hvorefter tvangsbehandlingen blev indledt den 17. september 2002, da var overflyttet til et lukket afsnit. I forbindelse med tvangsbehandlingen blev han højtråbende og vredladen og smed med et glas mælk samt væltede i sin kørestol.

1. klage

klagede den 29. september 2002 over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Lægerne anførte i den forbindelse, at man i afdelingen ikke fandt det utvetydigt klart, at s klage omfattede en klage over tvangsbehandlingen som sådan, og set i lyset af, at han ikke oprindeligt ønskede at klage, og at han efterfølgende stort set uden problemer havde taget imod den ordinerede medicin, skønnede de, at klagen ikke skulle tillægges opsættende virkning, hvorfor man ikke afbrød den igangværende tvangsbehandling.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Klagen blev herefter den 10. oktober 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsbehandlingen og lagde vægt på, at gennem nogle måneder havde været medicinvægrende og efterhånden ikke ønskede at tage antipsykotisk medicin, hvilket medførte, at han i tiltagende grad blev psykotisk, således at han ikke havde kontakt med personale og medpatienter, levede i sin egen verden, havde forestillinger om imaginære personer og ikke kunne beroliges gennem basal omsorg. Nævnet godkendte endvidere, at lægerne ikke tillagde klagen opsættende virkning, idet var ambivalent vedrørende medicinsk behandling, ligesom han havde været ambivalent overfor ønsket om at klage over tvangsmedicinering.

I den efterfølgende periode var s psykotiske symptomer dæmpet betydeligt, og det var muligt at opnå et vist samarbejde med ham omkring eventuelt salg af hans lejlighed med henblik på senere ophold på socialpsykiatrisk bosted, som han dog ikke endeligt accepterede. Han fremtrådte fortsat psykotisk med tendens til paranoid fortolkning, tankeforstyrret med privat logik og tidvis vredladen og aggressiv og var fremdeles urealistisk omkring sin tilstand med blandt andet manglende sygdomserkendelse og manglende subjektiv oplevelse af behandlingsbehov.

2. klage

klagede den 15. november 2002 atter over tvangsbehandlingen til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Klagen blev herefter den 12. december 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet godkendte den fortsatte tvangsbehandling og lagde vægt på, at s tilstand tidligere blev forværret, hvis han ikke indtog antipsykotisk medicin således, at han for eksempel blev tiltagende hørelseshallucineret og aggressiv og voldelig overfor personalet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at han, efter at have modtaget antipsykotisk medicin, havde opnået en betydelig bedring i sin tilstand, men at han fortsat var psykotisk og uden sygdomserkendelse.

var herefter fortsat indlagt på , hvor tvangsbehandlingen fortsatte.

blev den 2. juni 2003 overflyttet fra til . Han var på tidspunktet for overflytningen fortsat tvangstilbageholdt, og overflytningen skete med tvang. Han blev herefter umiddelbart den 2. juni 2003 på ny tvangstilbageholdt på . Endvidere videreførte lægerne den igangværende tvangsbehandling med tablet eller mikstur Risperdal (4 mg dagligt) eller som alternativ injektion Cisordinol (5 mg dagligt).

Ved overflytningen den 2. juni 2003 fremtrådte urealistisk med hensyn til egen formåen og var skiftevis udskældende og protesterende, henholdsvis smilende og grinende. Han angav, at han ikke var psykisk syg, men at han grundet sin blindhed var af en speciel natur. Hans tankegang var springende og præget af negativitet overfor behandlersystemet. Under den første uge af indlæggelsen var imidlertid venlig og imødekommende, men herefter isolerede han sig i tiltagende grad fra medpatienter og personale og klagede over indre uro og nervøsitet. Personalet observerede ved flere lejligheder, at han talte med imaginære personer og fremtrådte tydeligt hørelseshallucineret. Han klagede over koncentrationsbesvær og fremtrådte flere gange fjern og opslugt af sin egen indre fantasiverden. Endvidere var han tidvis højt talende og råbende, sarkastisk og nedvurderende overfor personalet og fremtrådte ligeledes tidvis mistolkende på paranoid vis. Forud for overflytningen til havde han fået konstateret sukker i urinen, men han var afvisende overfor yderligere undersøgelser i form af blodprøver med henblik på undersøgelse for sukkersyge, idet han benægtede at skulle lide heraf. Han gav udtryk for, at hospitalet kun ville ham det ondt.

modtog til og med den 13. juni 2003 den igangværende tvangsbehandling uden at modsætte sig denne, hvorefter han den 14. og 15. juni 2003 ikke længere accepterede denne. I afdelingen observerede man i disse dage en forværring i hans tilstand, idet han blev udskældende, paranoidt mistolkende og nedvurderende i sine udtalelser overfor personalet.

3. klage

klagede den 17. juni 2003 atter over tvangsbehandlingen til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Klagen blev herefter den 2. juli 2003 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn . Nævnet godkendte den fortsatte tvangsbehandling. Der blev som begrundelse anført, at var uden sygdomserkendelse, og at der ikke siden nævnets tidligere afgørelser i oktober og december 2002 var foretaget ændringer i medicineringen.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvist den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 10. oktober 2002 om tvangsbehandling af på , idet nævnet finder, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der den 12. december 2002 er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 12. december 2002 om tvangsbehandling af på .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 2. juli 2003 om tvangsbehandling af på .

Begrundelse for så vidt angår Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 10. oktober 2002

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at på tidspunktet for den oprindelige beslutning om tvangsbehandling den 16. september 2002 var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden, ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand, idet han var hørelseshallucineret, talte med imaginære personer, var paranoidt mistolkende og tidvis udskældende og devaluerende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem nogle uger blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden, og at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med primært tablet eller mikstur Risperdal og alternativt injektion Cisordinol.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Risperdal og Cisordinol er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Nævnet kan oplyse, at det følger af psykiatrilovens § 32, stk. 3, at klager over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at der ikke i sagens akter er holdepunkter for, at i sin tilstand udsatte eget liv eller helbred for væsentlig fare eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Nævnet finder derfor, at s klage den 29. september 2002 burde have været tillagt opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund delvist tiltræde den afgørelse, der den 10. oktober 2002 er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn , idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at klagen burde have været tillagt opsættende virkning.

Begrundelse for så vidt angår Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 12. december 2002

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at på tidspunktet for den fornyede stillingtagen til tvangsbehandling den 12. december 2002 fortsat var psykotisk, uden sygdomsindsigt og urealistisk med hensyn til egen formåen, om end der var indtrådt en bedring af tilstanden. Endvidere finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at der med baggrund i s sygehistorie var grund til at antage, at der ved ophør med antipsykotisk behandling ville foreligge en betydelig risiko for forværring af tilstanden, og at det således ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at den fortsatte tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at løbende blev motiveret for frivillig behandling, og at han tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden, ligesom der kunne behandles med primært tablet eller mikstur Risperdal, og alternativt injektion Cisordinol.

Betingelserne for fortsat tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Risperdal og Cisordinol er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Nævnet skal bemærke, at i tilfælde, hvor der – som i den konkrete sag – ikke er truffet en ny beslutning om tvangsbehandling, er det nævnets opfattelse, at der ikke er pligt til at tillægge en klage over fortsat tvangsbehandling opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der den 12. december 2002 er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Begrundelse for så vidt angår Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 2. juli 2003

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at ved overflytningen til på trods af kontinuerlig antipsykotisk behandling gennem ca. 9 ½ måned, hvorunder der dog var indtrådt en bedring, fortsat var behandlingstrængende og uden sygdomsindsigt samt urealistisk med hensyn til egen formåen. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at der ved ophør med antipsykotisk behandling ville foreligge en betydelig risiko for forværring af tilstanden, og at det således ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at den fortsatte tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning for så vidt angår motivation af . Nævnet har lagt vægt på, at løbende blev motiveret for frivillig behandling, at han tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden, og at han kunne behandles med primært tablet eller mikstur Risperdal og alternativt injektion Cisordinol.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog ud fra en konkret vurdering, at den fortsatte tvangsbehandling ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning for så vidt angår behandlingens udstrækning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 4, stk. 4, at tvang ikke må anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål. Bestemmelsen indebærer en lovfæstelse af det såkaldt mindste middels princip, der blandt andet medfører, at der skal ske en begrænsning i den tidsmæssige udtrækning af en tvangsforanstaltning til det absolut nødvendige. Ifølge lovens § 21 har overlægen til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Bestemmelsen er udtryk for, at det er overlægen, som i tilfælde af en klage skal sandsynliggøre, at tvangsanvendelsen ikke kun var formelt berettiget, men også nødvendig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at man normalt forventer, at behandling med antipsykotisk medicin viser optimal effekt i løbet af 1½ til ca. 3 måneder. I daglig klinisk praksis anvendes Risperdal til mennesker i aldersgruppen 20 til ca. 60 år almindeligvis i doseringer fra omkring 4-8 mg, og undertiden op til 16 mg i døgnet, eventuel i forbindelse med indgivelse af bivirkningsmedicin

Det fremgår af overlægens udtalelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at s tilstand var blevet bedret noget, men at han fortsat var uden egentlig sygdomsforståelse og sygdomsaccept.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærker, at på tidspunktet for Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse gennem ca. 9½ måned var blevet behandlet med Risperdal 4 mg dagligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på denne baggrund, at den fortsatte tvangsbehandling ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder desuden, at der ved s klage den 17. juni 2003 ikke var tale om en ny beslutning om tvangsbehandling af ham, hvorfor der i forbindelse med klagen over den fortsatte tvangsbehandling i det konkrete tilfælde ikke var pligt til at tillægge klagen opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der den 2. juli 2003 er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .