Klage over lokalt nævns tilsidesættelse af beslutning om tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 23. december 2003, vedrørende beslutning om behandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

 

Hændelsesforløb

havde siden 2000 flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling, på grund af paranoid skizofreni (spaltningssindssygdom med vrangforestillinger). Under disse indlæggelser havde behandling med havde antipsykotisk medicin mindsket hans forpinthed og angst. Han var imidlertid uden sygdomserkendelse og havde i de seneste to år vægret sig ved at modtage den nødvendige behandling med antipsykotisk medicin, trods opfølgning af både distriktspsykiatrien og socialpsykiatrien. Hans tilstand havde været svingende, men var i de sidste 1-2 måneder forud for aktuelle indlæggelse blevet stærkt forværret, således at han foruden svære vrangforestillinger om at blive forfulgt og overvåget i it-registre, havde storhedsforstilling om at skulle redde jorden fra undergang, han var i tiltagene grad blevet eksplosiv og aggressiv.

blev aktuelt tvangsindlagt på behandlingsindikation den 11. november 2003 på psykiatrisk afdeling, . Lægerne vurderede, at han var præget af vrangforestillinger af storhedskarakter, hvorunder han ønskede at tage patent på en epokegørende sejlbåd, der tilsyneladende krævede, at tyngdekraften blev ophævet. Han havde følt Gud sende besked til ham på en pc-skærm, og han mente, at alle var styret af en slags computer, som hvis han sendte en ond tanke til computeren, kunne ramme en person, hvorfor lægerne gik rundt og var syge. blev søgt motiveret for behandling med antipsykotisk medicin, men vægrede sig grundet manglende sygdomserkendelse ved at modtage dette.

Da tilstand forblev uændret, traf lægerne den 12. december 2003 beslutning om tvangsbehandling tablet Seroquel initialt 50 mg stigende til 750 mg dagligt afhængig af effekt og bivirkninger, subsidiært injektion Zeldox 20 mg dagligt.

Klagen

klagede den 9. december 2003 over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Klagen blev herefter den 23. december 2003 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Nævnet tilsidesatte beslutningen om tvangsbehandling af , da nævnet vurderede, at han på baggrund af sin nuværende tilstand, herunder hans fremtræden på mødet, hvor han demonstrerede indsigt i sin egen situation, ikke var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte sidestilles hermed. Nævnet fandt således, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.

De behandlingsansvarlige overlæger ankede herefter afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 23. december 2003, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for tvangsbehandling af på psykiatrisk afdeling, , var opfyldt.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandlingen den 12. december 2003 var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand, præget af blandt andet vrangforestillinger.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at i perioden fra den 12. december 2003 til mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn den 23. december 2003 var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at ifølge journalen den 12. december 2003 var præget af storhedsforestillinger (megalomane forestillinger). Af sygeplejekardex fremgår det, at han samme dag fortsat fremkom med megalomane tanker i form af nytænkning af opfindelser samt religion, han ikke turde tale om. Det fremgår endvidere af journalen, at han den 16. december 2003 var af den opfattelse, at alle var styret af en slags computer, og at han, hvis han sendte en ond tanke op om nogen, ville det ramme vedkommende, og at det var derfor, at lægerne gik rundt og var syge. I journalnotat af 18. december 2003 fremgår det, at han var informeret om, at lægerne fortsat mente, at han skulle have behandling med antipsykotisk medicin. Ifølge sygeplejekardex virkede han den 20. december 2003 noget paranoid overfor moderen og mente, at hun brugte af hans penge til eget forbrug ligesom han fandt, at hun var ude af stand til at vurdere, hvorvidt hans opfindelser var realistiske eller ej. Samme dag om aftenen fremgår det, at han på helt uindfølelig vis fortalte om sine egne tanker.

Den 21. december 2003 var ifølge sygeplejekardex forpint og paranoid i forhold til mange personer, og dagen efter anklagede han fortsat personalet for at have stjålet hans nøgle til hans scooter og til hans hoveddør. Den 23. december 2003 gav han udtryk for nogle psykotiske tanker, blandt andet at han havde haft en kamp med djævlen.

I journalnotat af 23. december 2003 fremgår det, at lægerne vurderede, at var præget af psykotiske symptomer med vrangforestillinger af forfølgelseskarakter (persutoriske idéer) og tankeforstyrrelse i form af ekstrem vaghed, ligesom det af efterfølgende journalnotat samme dag, fremgår, at han fortsat var paranoid, bekymret for journalen, som lå på computeren, som uvedkommende sikkert vil få fat i, blandt andet hans ekskæreste, som han mente ville bruge journalen til at forhindre, at han så sin søn.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at patienter, der ikke umiddelbart er præget af psykotiske symptomer i form af syns- eller hørelseshallucinationer, bizarre legemsopfattelser eller svære tankeforstyrrelser, ikke sjældent er i stand til i kortere perioder at dissimulere, det vil sige til ikke umiddelbart at frembyde samt at benægte umiddelbare symptomer på sindssygdom. I sådanne situationer kan det være af afgørende betydning at vurdere, hvorvidt patienten har erkendelse af tidligere konstateret klart sindssygelige symptomer. Såfremt det ikke er tilfældet, må patienten, trods manglende umiddelbare tegn på produktive, psykotiske symptomer, som udgangspunkt anses for fortsat psykotisk grundet den fortsatte manglende realitetserkendelse for såvel nuværende som tidligere symptomer på sindssygdom.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem ca. en måned blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har desuden lagt vægt på, at der blev truffet beslutning om primært peroral behandling, alternativt injektionsbehandling.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har lagt vægt på, at Seroquel og Zeldox er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er sædvanlige.

Konklusion

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 23. december 2003, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for tvangsbehandling af på psykiatrisk afdeling, , var opfyldt.