Klage over mangelfuld behandling

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læger <****>,<****> og <****> for deres behandling af <****> i perioden fra den 31. maj til den 4. oktober 2002.

Hændelsesforløb

I 1995 fik konstateret forhøjet stofskifte, som hun efterfølgende kom i medicinsk behandling for. I 1997 var involveret i et trafikuheld, hvor hun pådrog sig en piskesmældslæsion og læsion af højre skulder. På grund af gener fra højre skulder blev i november 2001 og februar 2002 undersøgt på , og fik foretaget en kikkertoperation i højre skulder. Der blev herefter foretaget genoptræning af højre skulder, og den 2. april 2002 genoptog sit arbejde på fuld tid.

Den 30. maj 2002 kom hjem fra arbejde, og efter noget havearbejde blev hun pludseligt meget træt og dårlig, samt fik smerter over det hele.

I perioden fra den 3. juni til den 19. september 2002 blev behandlet af praktiserende læger , , og , hvor hun den 19. september 2002 blev henvist til distriktspsykiatrisk team under diagnosen mistanke om manio/depressiv lidelse.

Den 20. september 2002 fandt distriktspsykiatrisk team umiddelbart uden sikre psykiatriske diagnoser om end undersøgende psykiater vurderede, der var behov for antidepressiv medicin.

Den 23. september 2002 blev indlagt på medicinsk afdeling, , hvor man konstaterede lavt salt i blodet. Stofskifteprøverne viste, at stofskiftet formentlig havde været højt, men var ved at normalisere sig efter øgningen i medicinen 3 dage forud for indlæggelsen. Der fandtes også under indlæggelsen ukarakteristiske brændende fornemmelser i ansigtet, der ikke blev fundet forklaring på. blev udskrevet den 26. september 2002.

Den 24. oktober 2002 fik på eget initiativ i udlandet foretaget MR-skanning af hoved og rygmarvskanal, som ifølge neurologisk afdeling, den 4. og 6.december 2002 viste følger efter blodpropper i højre og venstre hjernehalvdel, samt slidgigt og udposning af bruskiver i lænderegionen. Hun blev indlagt og undersøgt nærmere for dette på neurologisk afdeling, . Ved udskrivelsen var der ikke fundet noget sikkert nyt, og hun blev henvist til til behandling for ryggener.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at lægerne ikke foretog korrekt behandling af i perioden fra den 31. maj til den 4. oktober 2002.

Det er herved anført, at lægerne ikke foretog behandling af på baggrund af hendes symptomer, men kun foretog smertebehandling, og at lægerne heller ikke havde en behandlingsplan for hende på baggrund af disse symptomer. Det er endvidere anført, at lægerne burde have henvist til nærmere udredning af specialist.

2. at praktiserende læge B ikke foretog korrekt behandling af den 19. september 2002.

Det er herved anført, at praktiserende læge B ikke foretog korrekt behandling, idet han uden nærmere udredning stillede den psykiatriske diagnose manisk.

Nævnets afgørelse af klagen

Praktiserende læger , og har ikke overtrådt lægeloven ved deres behandling af i perioden fra den 31. maj til den 4. oktober 2002.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 3. juni 2002, at oplyste praktiserende læge A om, at hun efter skulderoperation og genoptræning gennem den sidste måneds tid havde følt sig tiltagende presset og stresset med symptomer i form af træthed, hukommelses- og koncentrationsbesvær samt søvnproblemer. beskrev tilfældet fra den 30. maj 2002, og at hun havde svært ved at klare arbejdet. Lægen fandt blodtryk på 135/90 på begge arme. Der blev taget blodprøver for stofskiftet, som den 11. juni 2002 viste tegn på forhøjet stofskifte, og medicin mod forhøjet stofskifte blev øget. blev endvidere sygemeldt i 14 dage.

Det fremgår af journalen den 17. juni 2002, at læge B havde telefonisk kontakt med , og at han ordinerede sovetablet (Imovane) på grund af fortsatte søvnproblemer.

Den 19. juni 2002 konsulterede ifølge journalen læge B, der vurderede, at det var en god ide, hun tog med på tur med sit sangkor. Sovemedicinen blev ændret til Pacisyn, da Imovane ikke havde haft nogen effekt.

Det fremgår af journalen den 12. juli 2002, at oplyste til praktiserende læge C at hun fortsat havde betydeligt søvnbesvær, opvågnen om natten, følelse af træthed, om nedsat stemningsleje og tidlig morgenvågnen (klokken 4.00) trods sovemedicin. oplyste, at hun havde diverse fysiske symptomer, herunder muskelsmerter, og berettede om, at hun tidligere havde haft depressive perioder. Lægen vurderede, der var tale om en lettere depression, og ordinerede antidepressiv medicin (cipramil 20mg) samt aftrapning af sovemedicin. Der ordineredes kontrol efter 3 uger.

Den 15. juli 2002 henvendte sig ifølge journalen telefonisk til læge C, og oplyste, at hun havde svære bivirkninger af den antidepressive behandling. Lægen ordinerede halvering af dosis, og 2 dage senere meddelte , at hun tålte 10 mg godt. Lægen sygemeldte hende til den ambulante kontrol 5. august 2002.

Ifølge klageskrivelsen standsede herefter på eget initiativ den antidepressive behandling.

Den 24. juli 2002 konsulterede ifølge journalen læge B, som ikke fandt hende umiddelbart depressiv, men lidt træt. Lægen vurderede, det ville være en god idé med antidepressiv medicin, men var ikke indstillet herpå. Der aftaltes i stedet en kortvarig behandling med Alopam.

Det fremgår videre af journalen den 5. august 2002, at kom til kontrol hos læge A. Hun oplyste, at hun ikke havde taget Cipramil, som hun ikke tålte endsige Alopam. Hun havde via sin arbejdsplads fået tilskud til et psykoterapeutisk samtaleforløb, som hun overfor lægen tilkendegav havde hjulpet noget. havde også haft lændesmerter, og var blevet behandlet af kiropraktor. Trods anbefaling tidligere, havde hun ikke øget medicinen mod forhøjet stofskifte, men blodprøverne fra den 25. juli 2002 var i orden.

Den 3. september 2002 fandt læge A ifølge journalen, at s stresssymptomer var i aftagende, men at der nu gennem 4 måneder havde været tiltagende smerter omkring venstre hofte trækkende ned til venstre knæ. Trods kiropraktor- og akupunktørbehandling kunne knapt sidde. Objektivt fandtes ømhed i lænden svarende til venstre balde. Der var ingen neurologiske udfald, og Laseques prøve var normal. blev henvist til fysioterapi.

Ved konsultation den 6. september 2002 beskrev ifølge journalen, at kroppen slet ikke kunne holde til fysioterapi. Læge A fandt ikke grund til andet end at fortsætte fysioterapi, og da selv havde øget medicinen mod forhøjet stofskifte aftaltes kontrol af blodprøver i slutningen af september.

Det fremgår endvidere af journalen den 15. september 2002, at flere gange kontaktede vagtlægen i telefonisk og blev set i konsultationen klokken 22.29, hvor hun klagede over, at kroppen var brudt sammen. Undersøgende læge fandt ikke grund til indlæggelse, da der ikke var noget akut opstået. Hun blev henvist til at kontakte egen læge i dagtiden.

Den 16. september 2002 konsulterede ifølge journalen læge B, og angav svien og brænden i kroppen. Lægen fandt angstpræget, og vurderede, der var grund til behandling med antidepressiv medicin, og han ordinerede påbegyndelse af antidepressiv behandling med Remeron. Samtidig henviste han til røntgen af bækken og hofteled, da hun stadig havde smerter ved venstre hofte.

Den 19. september 2002 gennemgik læge B ifølge journalen s sygehistorie med denne og dennes datter. Lægen fastholdt, at der hovedsageligt var tale om en psykisk sygdom, men også nogen fysisk sygdom. Stofskifteprøverne fra den 13. september 2002 fandtes i orden og behandlingen med Thycapzol 7,5 mg blev fortsat. blev henvist til distriktspsykiatrisk team næste dag kl. 10.30 under diagnosen mistanke om manio/depressiv lidelse.

Den 20. september 2002 fandt distriktspsykiatrisk team ifølge journalen umiddelbart uden sikre psykiatriske diagnoser om end undersøgende psykiater vurderede, der var behov for antidepressiv medicin. var afvisende overfor dette, da hun mente den netop påbegyndte Remeron havde givet bivirkninger. I stedet blev det aftalt, at hun skulle øge medicinen mod forhøjet stofskifte (fra 7,5mg til 10mg Thycapzol).

Den 23. september 2002 blev ifølge journalen indlagt på medicinsk afdeling, på grund af mistanke om forhøjet stofskifte, højt blodtryk (205/120), og fordi hun rystede, samt mente hun skulle dø. På hospitalet konstateredes lavt salt i blodet (Na 122 og K 3,0). Stofskifteprøverne viste, at stofskiftet formentlig havde været højt, men var ved at normalisere sig efter øgningen i medicinen 3 dage forud for indlæggelsen. Der fandtes også under indlæggelsen ukarakteristiske brændende fornemmelser i ansigtet, der ikke blev fundet forklaring på. blev udskrevet den 26. september 2002.

Den 24. oktober 2002 fik i udlandet ifølge journalen fra neurologisk afdeling, den 4. og 6. december 2002 foretaget MR-skanning af hoved og rygmarvskanal. Skanningen viste følger efter blodpropper i højre og venstre hjernehalvdel, samt slidgigt og udposning af bruskskiver i lænderegionen. De ved skanningen påviste forandringer i lænderegionen gav ikke anledning til forsnævring af hovednervekanalen (spinalstenose) eller påvirkning af afgående nerver, og de påviste følger efter blodpropper i højre og venstre hjernehalvdel kunne ikke forklare s symptomer. Hun blev indlagt og undersøgt nærmere for dette på neurologisk afdeling, , hvor man ikke fandt noget sikkert nyt.

Nævnet kan oplyse, at avanceret teknologi inden for lægevidenskaben ud over åbenlyse diagnostiske fordele også har medført, at der ofte påvises abnormiteter, som, i forhold til gængs klinisk opfattelse, ikke er udtryk for betydende sygdom. Betydningen heraf kan være sygeliggørelse af raske personer og undertiden medføre en lang række yderligere undersøgelser, der kan vise sig nyttesløse. I konsekvens heraf er det af største vigtighed, at avanceret teknologi kun anvendes i relation til specifikke problemstillinger. I takt med at man i stigende grad kan købe sig til sådanne undersøgelser vil mange opleve, at der påvises tilsyneladende sygelige forandringer, som ikke har relevans for den konkrete situation.

Nævnet kan videre oplyse, at MR-skanning ofte påviser diskusprolapser, som er uden klinisk betydning. Det er almindeligt antaget, at alle mennesker fra tid til anden udvikler diskusprolaps, og at kun et fåtal af disse giver anledning til egentlig sygdom. En prolaps, der ikke udøver tryk på nervesystemet, er sandsynligvis ikke symptomgivende og er dermed uden klinisk relevans. En patient, der ved en MR-skanning får påvist prolapser, vil af indlysende grunde ofte sætte fundet i forbindelse med de symptomer, der har medført undersøgelsen. En sådan sammenhæng er langt fra altid tilfældet, og man må konkludere, at der skal være overensstemmelse mellem de kliniske fund og undersøgelsesresultaterne.

Det er nævnets opfattelse, at i forløbet har haft en række uspecifikke gener fra bevægeapparatet, herunder smerter fra venstre hofte og ned i venstre knæ, mens der aldrig har været tegn på egentlig nervepåvirkning med lammelser og føleforstyrrelser. Den MR-skanning, selv foranledigede foretaget i udlandet, afslørede ikke forandringer i rygsøjlen, der kunne sættes i forbindelse med de omtalte gener. Således udtaler neurologisk afdeling, i resumé af den 4. december 2002, at de påviste forandringer i lænderegionen ikke gav anledning til forsnævring af hovednervekanalen (spinalstenose) eller påvirkning af afgående nerver.

Det er nævnets opfattelse, at det forholder sig tilsvarende med hensyn til MR-skanning af hjernen, idet man ikke sjældent hos personer over 50 år kan påvise, at der tidligere kan have forekommet en eller flere små blodpropper. Også på dette punkt udtaler neurologisk afdeling, i journalnotat af 6. december 2002, at de påviste forandringer i hjernen ikke kan forklare s symptomer. Det vil være de fleste bekendt, at en blodprop i hjernen typisk ytrer sig ved pludselig utilpashed, hovedpine og halvsidig lammelse, eventuelt ledsaget af talebesvær. Symptomer af denne karakter har aldrig haft.

Det er videre nævnets opfattelse, at det omfattende journalmateriale, som omfatter i alt 12 konsultationer med de pågældende læger bevidner, at de involverede læger ved alle henvendelser har foretaget relevante undersøgelser og overvejelser i relation til s meget diffuse klager. Der er således foretaget blodtryksmåling og undersøgelse af stofskiftet ved flere lejligheder og stofskiftebehandlingen er søgt reguleret i overensstemmelse med laboratorieprøver. er henvist til røntgen af bækken og hofteled og henvist til fysioterapi. Det fremgår også, at , trods anbefaling, ikke havde fulgt denne med hensyn til stofskiftebehandlingen, samt at hun på et senere tidspunkt i forløbet på egen foranledning ændrede medicineringen.

Det er yderligere nævnets opfattelse, at det hos en patient med diffuse og ukarakteristiske, fysiske klager, søvnforstyrrelse, træthed og hukommelsesbesvær, er relevant at overveje, om der foreligger en tilgrundliggende depression. Da den 12. juli 2002, ud over de omtalte symptomer, oplyste læge C om, at hun tidligere havde haft depressive perioder, var det relevant, at der blev gjort et behandlingsforsøg med et antidepressivt middel (Cipramil). Da efterfølgende angav ikke at tåle medicinen, var det endvidere relevant, at af læge B blev forsøgt behandlet med et andet antidepressivt middel. Man bemærker sig, at den psykiater, der den 20. september 2002 vurderede , anbefalede fortsat behandling. anfører, at den omtalte undersøgelse ikke mundede ud i nogen præcis psykiatrisk diagnose. Ikke desto mindre er det ved teammøde den 27. september 2002 noteret fra psykiatrisk side, at man kunne få mistanke om, at havde vrangforestillinger, som det var berettiget at kalde paranoide. Endelig skal nævnet bemærke, at der i forbindelse med indlæggelsen den 23. september 2002 på medicinsk afdeling for alle praktiske formål blev fundet normale forhold. Det er korrekt, at der blev påvist moderate forstyrrelser i blodets saltbalance, men der blev ikke påvist tilgrundliggende årsag hertil og de involverede læger kan ikke klandres for dette forhold.

Sammenfattende er det nævnets opfattelse, at i perioden fra den 3. juni til den 4. oktober 2002 ved sine henvendelser til de pågældende læger har frembudt et broget og ukarakteristisk symptombillede, og at der i såvel fysisk som psykisk sammenhæng blev gjort ihærdige og relevante forsøg på at afhjælpe hendes tilstand.

Nævnet finder på det grundlag at praktiserende læger , og har behandlet i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i perioden fra den 31. maj til den 4. oktober 2002.