Klage over utilstrækkelig undersøgelse og behandling af en hudlidelse, samt over forveksling af biopsiprøver

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere de bioanalytikere på patologisk-anatomisk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 4. til de n 9. september 2003, jf. lov om bioanalytikere § 9.

Da det ikke har været muligt for Patientklagenævnet at identificere de pågældende bioanalytikere, sendes afgørelsen til afdelingens overlæge <****> til orientering.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra den 11. august til den 9. oktober 2003 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger, på patologisk-anatomisk afdeling, <****>, der var involveret i behandlingen af <****> den 24. september 2003, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 11. august 2003 henvendte sig i speciallæge s klinik i på grund af kløende udslæt på overkroppen, der havde varet 6-8 uger. Hun blev sat i behandling med antibiotika på grund af inficerede og forkradsede sår samt med antihistamin og zinkliniment.

Ved kontrol den 25. august 2003 var der fortsat udslæt. har oplyst, at hun fik udslæt i forbindelse med fordobling af antidepressiv medicin.

På baggrund af mistanke om medikamentel hududslæt blev der den 4. september 2003 foretaget hudbiopsi. Svar på biopsien af 9. september 2003 viste en svampet irritation i huden, foreneligt med en medikamentel betinget reaktion.

Den 24. september 2003 var s tilstand forværret, og der blev foretaget ny hudbiopsi på mistanke om kløende tilstand (prurigo nodularis). Hudbiopsien viste en blodkarsvulst, som efter speciallæges mening ikke svarede til s symptomer og kliniske tilstand, hvorfor der blevet lavet allergitest. Denne viste normale forhold.

konsulterede efterfølgende en anden speciallæge i hudsygdomme, der henviste hende til hudafdelingen, , for behandling mod en lidelse, som kan inddrage såvel hud som slimhinder (lichen ruber). Hun påbegyndte behandling med såvel binyrebarkholdige salver og tabletter samt lysbehandling.

blev den 19. november 2003 i forbindelse med hudbiopsisvar fra en anden patient opmærksom på, at der kunne være foretaget en forbytning på patologisk-anatomisk afdeling, . Det er efterfølgende blevet bekræftet, at der var tale om en forbytning.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At speciallæge ikke foretog tilstrækkelige undersøgelser og korrekt behandling af `s hudlidelse, herunder at hun ikke henviste til .

Det er herved anført, at speciallæge , på trods af tegn på hudsygdommen lichen ruber, ikke kunne finde frem den korrekte diagnose, og at hun derfor burde have henvist til en specialafdeling. Det er herved anført, at de utilstrækkelige undersøgelser medførte, at `s tilstand med voldsom kløe, ophøjede knopper og blålilla plamager over hele kroppen blev forværret.

2. At der på patalogisk- anatomisk afdeling, , skete en forveksling af `s biopsiprøver med en anden patients biopsiprøver, og at fejlen og den rette diagnose ikke blev meddelt hende straks efter, at fejlen var opdaget.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Speciallæge har ikke overtrådt lægelovens § 6 i forbindelse med sin behandling af i perioden fra den 11. august til den 9. oktober 2003 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 11. august 2003, at henvendte sig i speciallæge s klinik på grund af kløende udslæt på overkroppen, der havde varet 6-8 uger.

Ved første kontrol den 25. august 2003 var der ifølge journalen fortsat udslæt, og speciallæge tilrådede behandling med steroidcreme, hvilket dog ikke ønskede. I stedet påbegyndtes behandling med kløestillende antihistamin tabletter. På grund af sekundær infektion suppleredes behandlingen med antibiotika Zitromax. oplyste ved konsultationen, at hun fik udslæt i forbindelse med fordobling af antidepressiv medicin (tabl. Zoloft 50 mg til 100 mg dagligt). Hun blev henvist til blodprøver, som dog senere viste sig at være normale.

Klager har oplyst, at hun ikke har oplyst speciallæge om, at hendes udslæt var opstået i forbindelse med en fordobling af behandlingen med Zoloft, men at klagers mistanke derimod var, at der var tale om en form for soleksem.

Videre har klager oplyst, at hun ikke – som anført i journalen - havde nægtet at anvende steroidcremen, samt de antihistaminer, som speciallæge anbefalede.

På baggrund af mistanke om medikamentel hududslæt blev der ifølge journalen den 4. september 2003 foretaget hudbiopsi.

Svar på biopsien af 9. september 2003 viste en svampet irritation i huden (spongiøs dermatitis), foreneligt med en medikamentel betinget reaktion. fortsatte behandlingen naturmedicin og stoppede selv den psykiatriske, medikamentelle behandling.

Det fremgår af journalen den 24. september 2003, at s tilstand var forværret, og der blev foretaget en ny hudbiopsi på mistanke om en kløende tilstand (prurigo nodularis). Hudbiopsien viste en blodkarsvulst (hæmangiom), som efter speciallæge s mening ikke svarede til s symptomer og kliniske tilstand, hvorfor der blevet lavet allergitest med anlæggelse af europæiske standardeksemprøver. Prøverne viste en tvivlsom reaktion på nikkel.

Den 19. november 2003 blev speciallæge ifølge journalen i forbindelse med hudbiopsisvar fra en anden klient opmærksom, at der kunne være foretaget en forbytning på patologisk-anatomisk afdeling, . Det er efterfølgende af bioanalytikere bekræftet, at der ved skæring var sket en ombytning af præparatglassene. s hudbiopsi viste forandringer forenelige med lichen ruber.

Nævnet kan oplyse at, lichen ruber (planus) er en relativ almindelig lidelse, som kan inddrage såvel hud som slimhinder. Ofte kan lidelsen diagnosticeres alene på kliniske fund som for eksempel kløende elementer (papler) med karakteristisk udseende og lokalisation samt udtalt kløe. Årsagen til lichen ruber er oftest ukendt. Mange forskellige typer medicin kan give anledning til et lichenoidt udslæt, som kan forveksles med lichen ruber. Tidlige eller atypiske tilfælde af lichen ruber kan være svære at diagnosticere. Vævsundersøgelser kan ofte bidrage til diagnosen, men i tidlige tilfælde kan resultatet ligeledes være uspecifikt.

Videre kan nævnet oplyse, at forløbet af hudlidelsen er variabelt. Helbredelse kan tage fra måneder til år. Behandlingen er symptomatisk, startende med binyrebarkholdige cremer, salver, eventuelt suppleret med kløestillende tabletter (antihistaminica). Hvis det ikke er tilstrækkeligt, kan behandling med fototerapi (DYB-lys) ofte bedre tilstanden. Ved manglende behandlingseffekt kan systemisk binyrebarkhormon (Prednisolon tabletter) være nødvendig, eventuelt suppleret med PUV A-behandling (UV A-lys samt Geroxalen tabletter).

Nævnet finder, at speciallæge har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 11. august til den 9. oktober 2003 i sin klinik.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

De bioanalytikere, på patologisk-anatomisk afdeling, , der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 4. til den 9. september 2003 har overtrådt lov om bioanalytikere § 9.

De læger, på patologisk-anatomisk afdeling, , der var involveret i behandlingen af den 24. september 2003, har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

Det fremgår af udtalelse den 19. december 2003 fra overlæge patologisk-anatomisk afdeling, , at der blev begået en fejl i laboratoriet med forbytning af præparater, der medførte at der både den 9. september og den 24. september 2003 blev stillet forkerte diagnoser.

Nævnet kan oplyse, at der ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 60258 af 1. maj 1998 om identifikation af patienter og anden sikring mod forveksling i sundhedsvæsnet, som udgangspunkt skal foretages identifikation forud for enhver handling rettet mod patienten. Det er således ikke tilstrækkeligt kun at foretage identifikationsproceduren, når der er tvivl om identiteten.

Videre kan nævnet oplyse, at der fra patologisk afdeling skal foreligge instruks om sikring af korrekt patientidentifikation, kontrol af bestillingssedlens oplysninger, mærkning og identifikation af prøvemateriale. Instruksen skal præcisere, at ansvaret for identifikation og mærkning af prøveglas mv. i forbindelse med prøvetagning påhviler den, som tager prøven. Ligeledes skal ansvaret for efterfølgende mærkning af udskæringer og lignende samt senere beskrivelse af præparatet fastslås.

Endelig kan nævnet oplyse, at mærkning af prøvemateriale normalt sker ved angivelse af patientens navn, personnummer og datering. Der kan anvendes kode i form af entydigt identifikationsnummer. Mærkning skal foregå direkte på objektglas eller på reagensglas, som indeholder præparat eller prøve, og den skal udføres inden prøven tages. I forbindelse med undersøgelse af præparatet/prøven skal undersøgeren sikre sig overensstemmelse mellem prøvens oplysninger og henvisningssedlens oplysninger. Når svaret afgives, skal der igen ske en kontrol, hvor oplysningerne sammenholdes.

Det er nævnets opfattelse, at forbytningen i det konkrete tilfælde ikke har haft nogen betydning for s efterfølgende helbredstilstand.

Uanset dette finder nævnet, at de bioanalytikere på patologisk-anatomisk afdeling, , der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 4. til den 9. september 2003, har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Speciallæge har den 14. december 2003 udtalt, at fik oplysningen om forbytningen 3 dage efter denne blev konstateret. Videre har speciallæge udtalt, at på tidspunktet, hvor fejlen blev konstateret, var i behandling på hudafdelingen, , hvorfor hun allerede havde kendskab til diagnosen lichen ruber.

Makrobeskrivelsen af de 2 forbyttede præparater er næsten enslydende, og det er nævnets opfattelse, at lægerne ikke havde mulighed for at erkende forbytningen. Heller ikke de på rekvisitionen angivne kliniske oplysninger kunne have givet anledning til mistanke om forbytning af præparaterne.

Nævnet finder på den baggrund, at de læger, på patologisk-anatomisk afdeling, , der var involveret i behandlingen af i perioden den 24. september, har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.