Klage over videregivelse af oplysning om indlæggelse på psykiatrisk afdeling i 1978 til patients forsikringsselskab i forbindelse med udarbejdelse af psykiatrisk speciallægeerklæring i 2001

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere den vejledning, som overlæge A ydede 1. reservelæge B i forbindelse med videregivelse af journaloplysninger den 31. august 2001 om <****>s indlæggelse i 1978 på psykiatrisk afdeling, <****>, til Forsikringsselskabet <****>, jf. lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at 1. reservelæge B den 31. august 2001 har videregivet oplysninger om <****>s indlæggelse i 1978 på psykiatrisk afdeling, <****>, til Forsikringsselskabet <****>, jf. lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge A og 1. reservelæge B i forbindelse med udfærdigelsen af speciallægeerklæringen af 31. august 2001 til Forsikringsselskabet <****> om <****>, jf. lægelovens § 8.

Hændelsesforløb

I 1978 blev indlagt på ortopædkirurgisk afdeling i med henblik på undersøgelse og behandling af lammelser og føleforstyrrelser. Det blev vurderet, at hun havde en hysterisk neurose. I denne periode opholdt sig en del på . Efter psykiatrisk tilsyn blev hun overflyttet til psykiatrisk afdeling, , hvor hun udviste klare symptomer på hysterisk neurose. Under indlæggelsen blev der konfereret med neuromedicinere, som ikke fandt grundlag for yderligere udredning, og blev udskrevet til hjemmet.

I foråret 2001 anmodede Forsikringsselskabet en overlæge på psykiatrisk afdeling, , om speciallægeerklæring vedrørende . Speciallægeerklæringen skulle belyse, hvilke varige men havde pådraget sig efter en ulykke i 1996 samt skulle give en udtalelse om, hvornår hjælp til blev afsluttet. Overlægen ønskede ikke selv at udfærdige speciallægeerklæringen, men overdrog dette til 1. reservelæge B som var under uddannelse til speciallæge i psykiatri. Det blev derfor arrangeret, at overlæge A, psykiatrisk afdeling, skulle fungere som vejleder ved udfærdigelsen af erklæringen og skulle være medunderskriver af erklæringen.

Forud for undersøgelsen undersøgte en sekretær, om afdelingen havde kendskab til fra tidligere kontakter. Der blev ikke umiddelbart fundet gamle journalnotater.

Den 30. april 2001 kom til en ambulant undersøgelse hos 1. reservelæge B. Hun fremkom med oplysninger om tidligere indlæggelser på forskellige sygehuse, men benægtede, at hun tidligere havde modtaget psykiatrisk behandling,

Da ved undersøgelsen den 30. april 2001 fremkom med oplysninger om tidligere indlæggelser på forskellige sygehuse, fandt 1. reservelæge B det nødvendigt at indhente oplysninger fra de sygehuse, hvor tidligere angav at have været indlagt. Hun anmodede Forsikringsselskabet om at indhente samtykke hertil fra , og det blev aftalt, at der skulle indhentes en ny samtykkeerklæring.

Den 3. maj 2001 ringede til forsikringsselskabet og nægtede at underskrive en ny samtykkeerklæring, da hun ikke fandt, at de af 1. reservelæge B udbedte oplysninger var af relevans for personskadesagen. meddelte desuden, at hun selv ville tage kontakt til 1. reservelæge B, og denne afstod fra at indhente yderligere journalmateriale.

Efterfølgende fandt man på en journal, som viste, at i 1978 havde været indlagt på psykiatrisk afdeling, . 1. reservelæge B konstaterede, at dette var i modstrid med s oplysninger ved undersøgelsen den 30. april 2001 og fandt derfor efter vejledning fra overlæge A det rigtigst at anvende oplysninger fra journalen fra 1978.

I speciallægeerklæringen af 31. august 2001, som er underskrevet af 1. reservelæge B og overlæge A redegøres for, at ved undersøgelsen den 30. april 2001 oplyste, at hun ikke tidligere havde haft kontakt til det psykiatriske behandlingssystem, hvilket ikke var i overensstemmelse med, at hun tidligere havde været indlagt på psykiatrisk afdeling i. Der redegøres endvidere for, at det på denne baggrund findes nødvendigt at inddrage oplysningerne fra journalen for 1978. Speciallægeerklæringen er på dette grundlag i vid udstrækning udformet som en sammenstilling af de oplysninger, som gav ved undersøgelsen den 30. april 2001 med de oplysninger der fremgår af journalen fra 1978. På dette samlede grundlag vurderes, at s gener efter ulykken i 1996 udgør en forværring af de psykiske symptomer, som er beskrevet i journalen fra 1978.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At 1. reservelæge B og speciallæge i psykiatri A den 31. august 2001 udfærdigede en psykiatrisk speciallægeerklæring, som indeholder urigtige oplysninger og ukorrekte konklusioner.

Det er herved blandt andet anført, at erklæringen indeholder ukorrekte oplysninger om s tilstand før en ulykke i 1996. Det er endvidere anført, at erklæringen indeholder fejlagtige oplysninger om, at på grund af medicinintolerance fik smertefuld hudeksem. Det er endelig anført, at lægerne ikke drog en korrekt konklusion vedrørende s problem efter ulykken i 1996.

2. At 1. reservelæge B og overlæge A den 31. august 2001 uden s samtykke og under tilsidesættelse af deres tavshedspligt har videregivet oplysninger om hende til Forsikringsselskabet .

Det er herved anført, at oplysningerne vedrørte en indlæggelse i 1978 på psykiatrisk afdeling, , og at har nægtet at give samtykke til, at disse oplysninger måtte anvendes i forbindelse med udarbejdelse af en psykiatrisk speciallægeerklæring i 2001.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Overlæge A og 1. reservelæge B har ikke overtrådt lægelovens § 8 i forbindelse med udfærdigelsen af speciallægeerklæringen af 31. august 2001 til Forsikringsselskabet om .

Begrundelse

Patientklagenævnet kan oplyse, at en lægeerklæring er defineret ved, at der foreligger et skriftligt udsagn fra en læge om en persons sundhedstilstand, som efter sit indhold er bestemt til at finde anvendelse i et offentligt retsligt eller privat retsligt retsforhold, hvor der er behov for helbredsmæssige oplysninger om en person.

Ved afgivelse af en lægeerklæring skal lægen anføre sin vurdering af patienten, samt medtage de forhold der findes relevante med henblik på at opfylde lægeerklæringens formål.

Det fremgår af § 4 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 om almindelige regler, der skal iagttages ved afgivelse af lægeerklæringer, at lægens oplysninger i erklæringen skal være så fyldige og tydelige, at formålet med erklæringen opfyldes, således at den som erklæringen er bestemt for sættes i stand til at danne sig et skøn. Det skal endvidere fremgå, hvilke oplysninger i erklæringen der beror på lægens egen undersøgelse eller iagttagelser og hvilke der er givet af patienten eller 3. mand, samt hvilke oplysninger der beror på journaler og lignende.

Det fremgår af 1. reservelæge Bs og overlæge As udtalelse til sagen, at Forsikringsselskabet i foråret 2001 anmodede en overlæge fra psykiatrisk afdeling, , om en speciallægeerklæring vedrørende . Speciallægeerklæringen skulle belyse, hvilke varige mén, havde pådraget sig efter en ulykke i 1996 samt oplysninger om, hvornår hjælp til blev afsluttet. Overlægen ønskede ikke selv at udfærdige speciallægeerklæringen, men overdrog dette til 1. reservelæge B, som var under uddannelse til speciallæge i psykiatri. Det blev derfor arrangeret, at overlæge A fra psykiatrisk afdeling, , skulle fungere som vejleder ved udfærdigelsen af erklæringen og skulle være medunderskriver af erklæringen.

Det fremgår af speciallægeerklæringen af 31. august 2001, at mødte op til en ambulant undersøgelse hos 1. reservelæge B den 30. april 2001. Forud for undersøgelsen havde en sekretær i afdelingen ifølge 1. reservelæge Bs udtalelse til sagen undersøgt, om afdelingen havde kendskab til fra tidligere kontakter. Der blev i den forbindelse ikke umiddelbart fundet gamle journalnotater.

Da ved undersøgelsen den 30. april 2001 fremkom med oplysninger om tidligere indlæggelser på forskellige sygehuse, fandt 1. reservelæge B det ifølge sin udtalelse til sagen nødvendigt at indhente oplysninger fra de sygehuse, hvor tidligere angav at have været indlagt. Hun anmodede Forsikringsselskabet om at indhente samtykke hertil fra , hvilket dog nægtede at give samtykke til. 1. reservelæge B afstod derfor fra at indhente de ønskede udtalelser. Efterfølgende fandt lægerne på en journal fra s indlæggelse på psykiatrisk afdeling i 1978. 1. reservelæge B konstaterede, at oplysningerne i denne var i modstrid med s oplysninger ved undersøgelsen den 30. april 2001. Hun fandt det derfor i samråd med overlæge A rigtigst at anvende oplysninger fra journalen fra 1978.

Det fremgår af speciallægeerklæringen, at i 1994 havde haft hjertestop og at hun siden havde haft kroniske smerter foran hjertet (prækordiale smerter), som hun tog medicin for. I 1996 var hun ude for en ulykke, da hun i sin kørestol blev påkørt af bakkende bil, blev slynget ud af kørestolen og pådrog sig traume mod venstre side af hovedet, venstre skulder og venstre thoraxhalvdel samt højre underekstremitet. På skadestuen blev påvist flere hudafskrabninger (ekskoriationer) samt ved røntgenundersøgelse af højre knæ af sprængning af forhøjningen mellem skinnebenets to ledflader mod lårbenet (eminentia intercondyloidea), hvilket blev behandlet med gipsskinne i en uge. I 1978 havde hun været indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, med henblik på undersøgelse og mulig behandling for lammelser og føleforstyrrelser. Her blev det vurderet, at hun havde en hysterisk neurose, i dag kaldet dissociativ/somatoform tilstand, dels på grund af hendes psykiske adfærd, men også på grund af uoverensstemmelser mellem de objektive fund og hendes klager. I perioden havde hun en del ophold på , hvor man ikke var i stand til at hjælpe hende, ligesom fysiurgisk træning under opholdet på ortopædkirurgisk afdeling ej heller gav nogen bedring af tilstanden. Efter psykiatrisk tilsyn blev hun overflyttet til psykiatrisk afdeling, hvor hun klart udviste symptomer på en hysterisk neurose, og hvor det blev bekræftet, at de forskellige tiltag til at forsøge at behandle hendes somatiske symptomer kun var i stand til at forværre de somatiske symptomer.

Det fremgår endvidere af speciallægeerklæringen, at oplyste, at hun indtil ulykkestilfældet i 1996 opfattede sig selv som glad og udadvendt med en stor omgangskreds. Hun havde været i stand til at klare svære traumer uden psykiske problemer. For eksempel angav hun, at hun ikke følte sig psykisk påvirket af et hjertestop i forbindelse med hjerteanfald (AMI), som hun fik under ferie i Italien i 1994, ligesom hun heller ikke opfattede det som psykisk belastende, da hun i midten af 1970-erne i tiltagende grad i forbindelse med en formodet nerveinfektion fik tiltagende lammelse (parese) af begge ben (underekstremiteter) og højre arm, hvilket fra 1978 medførte, at hun havde været fast kørestolsbruget.

Det fremgår desuden af speciallægeerklæringen, at anførte, at hun siden ulykkestilfældet i 1996 havde fået en række klager, der var til stort besvær for hende i dagligdagen, og som hun efterhånden opfattede som værende af kronisk karakter. Hun oplevede, at hendes frustrationstærskel var klart nedsat på en sådan måde, at hun ofte var mere lydoverfølsom, hvilket medførte, at hun blev irritabel og aggressiv, specielt i forholdet til sin ægtefælle. På grund af nedsat hukommelse og dårlig koncentrationsevne havde hun svært ved at foretage sig de ting, hun tidligere holdt af. Hun havde også udviklet en speciel angst overfor at færdes i trafikken, især når hun opholdt sig på steder, hvor hun risikerede, at der skete uventede ting, eller hvor der var risiko for, at hun kunne blive påkørt, specielt af en bakkende bil på en parkeringsplads. Hun havde oplevet at få panikanfald i forbindelse med bakkende biler, kendetegnet ved, at hun var voldsomt opkørt og kunne skrige op mod 10 minutter. Efterfølgende var hun anspændt med tendens til aggression i 1-2 dage. På grund af kroniske smerter fra højre ben, samt let udløselige nakkesmerter, specielt på højre side med udstråling til højre øre og kæbe, havde hun ofte problemer med afbrudt nattesøvn, som kunne medføre øget irritabilitet. Efter ulykkestilfældet i 1996 havde ægtefællerne ikke været i stand til at dyrke sex, hvilket var et stort savn for begge. tænkte ofte, at hun havde fået ødelagt sit liv efter ulykkestilfældet. Hun havde aldrig oplevet sig selv som værende reelt deprimeret, men vred og ked af, at hendes liv var blevet så pinefuldt. Hun havde aldrig haft selvmordstanker, men hun havde fået tendens til at være mistænksom overfor andre mennesker.

Det fremgår desuden af speciallægeerklæringen, at i undersøgelsessituationen ikke havde somatiske klager, men anførte, at der meget let udløstes smerter i nakken samt i højre sides øre- og kæberegioner ved bevægelse af halsen og hovedet. Endvidere udløstes der let smerter fra især højre ben ved selv små rystelser og bevægelser. Hun kunne ikke bevæge benene og havde nedsat bevægelighed af højre arm. Der var næsten konstante smerter i højre ben, og følesansen var ophævet i venstre ben.

Videre fremgår det af speciallægeerklæringen, at var vågen, klar og orienteret, men fremtrådte umiddelbart noget anspændt, afventende og garderet i situationen. Den formelle kontakt var initialt præget af hendes oplevelse af hukommelsesbesvær. Stemningslejet var neutralt uden tegn til hverken depression eller mani. Der var ingen formelle tankeforstyrrelser eller produktive psykotiske symptomer.

På det samlede grundlag vurderede lægerne ifølge speciallægeerklæringen, at s gener efter ulykken i 1996 udgjorde en forværring af de psykiske symptomer, som blev beskrevet i journalen fra 1978. De anførte endvidere, at havde fået en forværring af sine symptomer efter uheldet i 1996. Det blev endvidere anført, at symptomerne fortrinsvis havde rod i psykiske problemstillinger (somatoform art), men da fastholdt den fysiske traumatiserende årsag til symptomerne, var hun aktuelt ikke motiveret for at få hjælp for de psykiske gener.

Det er ud fra de ovennævnte omstændigheder nævnets opfattelse, at 1. reservelæge B og overlæge A i den udfærdigede erklæring på baggrund af tilgængelige lægelige oplysninger og den konkrete psykiatriske undersøgelse af medtog de forhold, der var relevante med henblik på at opfylde erklæringens formål.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at der i erklæringens sammenfatning er taget stilling til de konkrete spørgsmål, der er stillet af Forsikringsselskabet angående bedømmelse af de varige følger, som uheldet i 1996 medførte. Der er herunder anført, hvornår aktiv behandling af skadelidte er ophørt. Det følger derudover af erklæringen, hvorpå de anførte oplysninger beror.

Det er nævnets opfattelse, at de anvendte oplysninger var fyldige og tydelige i en grad, så rekvirenten herefter var i stand til selv at danne sig et skøn vedrørende de stillede spørgsmål.

Ifølge klagen var der tale om ukorrekte oplysninger, når det i speciallægeerklæringen blev refereret fra journalen i 1978, at en ældre bror tidligere har været indlagt på psykiatrisk afdeling, samt at der var migræne og epilepsi i moderens familie, og at en yngre bror havde været indlagt på neuromedicinsk afdeling i med lammelse af det ene ben. Ifølge klagen var det endvidere ukorrekt, når 1. reservelæge B anførte, at efter ulykken i 1996 skulle have fået eksem på grund af medicinintolerance. 1. reservelæge B anførte i speciallægeerklæringen, at ”konklusionen blev, at s hovedsymptomer stammede fra intolerancereaktioner eller bivirkninger af mange medicamina. Der blev ikke fundet tegn til, at hudproblemerne kunne skyldes allergi type 1”.

Nævnet skal hertil bemærke, at de pågældende notater hvilede på faktuel information på baggrund af tilgængelige lægelige oplysninger, som 1. reservelæge B og overlæge A ikke gjorde til genstand for fortolkning.

Ifølge klagen var det endvidere ukorrekt, at oplysningerne fra journalen i 1978, som anført af 1. reservelæge B skulle bruges til at beskrive, hvordan s tilstand var før ulykken i 1996, idet der herved ikke blev taget hensyn til en lang periode på 18 år fra 1978 til 1996, hvor havde det godt.

Nævnet skal hertil bemærke, at der i erklæringens afsnit ”præmorbid psyke” blev redegjort for s opfattelse af hendes psykiske tilstand i den nævnte periode.

Nævnet finder ud fra disse samlede omstændigheder ikke holdepunkter for, at der ikke blev udvist tilstrækkelig uhildethed ved udarbejdelse af erklæringen.

På denne baggrund finder nævnet, at overlæge A og 1. reservelæge B handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig i forbindelse med udfærdigelsen af speciallægeerklæringen af 31. august 2001 til Forsikringsselskabet om .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Overlæge A har overtrådt lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26, ved den vejledning, som han ydede 1. reservelæge B i forbindelse med videregivelse den 21. august 2001 af oplysninger om s indlæggelse i 1978 på psykiatrisk afdeling, , til Forsikringsselskabet .

Lov om patienters retsstilling § 26, jf. § 23 er blevet overtrådt ved videregivelse den 31. august 2001 af oplysninger om s indlæggelse i 1978 på psykiatrisk afdeling, , til Forsikringsselskabet , men nævnet finder ikke, at 1. reservelæge B kan kritiseres herfor.

Begrundelse

Patientklagenævnet kan oplyse, at det følger af § 23 i lov om patienters retsstilling, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad han eller hun under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En læge kan dog i henhold til § 26, stk. 1. videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 27, stk. 1.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v, at et samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger på et hvilket som helst tidspunkt kan trækkes tilbage, så længe videregivelse ikke har fundet sted.

Det er anført i 1. reservelæge Bs udtalelse til sagen, at der inden hendes undersøgelse af rutinemæssigt blev søgt efter tidligere kontakter til psykiatrisk afdeling, , men at der ikke umiddelbart blev fundet journalmateriale herom.

Det fremgår af den psykiatriske speciallægeerklæring af den 31. august 2001, at oplyste under samtalen den 30. april 2001, at hun ikke tidligere havde haft kontakt til det psykiatriske behandlingssystem. Da det lægelige materiale fremsendt fra forsikringsselskabet alene omhandlede, hvad der var sket i forbindelse med selve uheldet i 1996 og tiden derefter, bad 1. reservelæge B forsikringsselskabet indhente samtykke til indhentelse af lægelige oplysninger fra tiden før uheldet i 1996.

I forsikringssagen er det noteret, at det blev aftalt med 1. reservelæge B, at der blev forsøgt indhentet en ny samtykkeerklæring.

Det fremgår i den forbindelse af materiale fra Forsikringsselskabet , at i brev af den 2. maj 2001 blev informeret om, at 1. reservelæge B ønskede at indhente en journaludskrift fra vedrørende blokader i relation til lammelse i benene for at få overblik over sagen. Det fremgår af materialet, at derfor blev bedt om at underskrive en erklæring dateret den 21. maj 2001, hvorved hun gav samtykke til, at forsikringsselskabet kunne indhente og videregive nødvendige oplysninger til brug for behandlingen af hendes personskadesag. Det blev angivet, at oplysningerne kunne dreje sig om helbredsforhold, pensionsforhold, arbejdsforhold, social og økonomiske forhold, og disse måtte indhentes hos læger, speciallæger, sygehuse, arbejdsmedicinske klinikker, social- og sundhedsforvaltningen, skattevæsenet og Arbejdsskadestyrelsen. Der blev desuden ønsket samtykke til, at forsikringsselskabet måtte udveksle oplysninger om med læger, institutioner, offentlige myndigheder og forsikringsselskaber.

Det er noteret i forsikringssagen, at den 3. maj 2001 ringede til forsikringsselskabet og meddelte, at hun ikke ville underskrive erklæringen, da hun ikke mente, at de anmodede oplysninger havde relevans for personskadesagen. ville selv tale med 1. reservelæge B og gav udtryk for, at hun alene ville vende tilbage, hvis forsikringsselskabet skulle foretage sig noget.

I speciallægeerklæringen af den 31. august 2001 er det noteret, at havde nægtet at give samtykke til, at 1. reservelæge B måtte indhente lægelige oplysninger fra tiden før uheldet i 1996.

Reservelæge B har anført i sin udtalelse, at overlæge A bad sin sekretær om at lede efter mulige gamle journaler på psykiatrisk afdeling, , mens hun var ved at udfærdige speciallægeerklæringen. Det viste sig, at der alligevel var en gammel journal fra 1978, og efter konferering med overlæge A var der enighed om, at det efter et lægeligt skøn var af stor betydning for udfærdigelsen af en brugbar speciallægeerklæring, at de gamle journaloplysninger blev medtaget, og at det var muligt, da forsikringsselskabet havde stilet anmodningen til en overlæge ved psykiatrisk afdeling, . Lægerne forstod desuden s afvisning af at give samtykke til indhentelse af yderligere oplysninger til sagen til alene at omfatte materiale fra andre sygehuse.

Ud fra ordlyden af 1. reservelæge B og overlæge As speciallægeerklæring af den 31. august 2001 sammenholdt med den omstændighed, at det ved samtalen den 30. april 2001 ukorrekt var blevet benægtet, at der tidligere var modtaget psykiatrisk behandling, er det nævnets opfattelse, at nægtelse af at give samtykke til indhentelse af yderligere journaloplysninger til udfærdigelse af den psykiatriske speciallægeerklæring ikke umiddelbart kunne forstås som alene omfattede journaloplysninger fra andre sygehuse.

Nævnet er således af den opfattelse, at s nægtelse af at underskrive en ny samtykkeerklæring og hendes kontakt i den sammenhæng til 1. reservelæge B måtte forstås således, at hun generelt ikke ville give samtykke til lægeligt materiale fra før ulykken i 1996, herunder eventuelt materiale på .

Nævnet bemærker herunder, at selv om der før forsikringsselskabets brev af 2. maj 2001 til måtte have foreligget et skriftligt samtykke til, at der generelt måtte indhentes journaloplysninger fra før 1996, så måtte hendes tilkendegivelse den 3. maj 2001 til forsikringsselskabet forstås således, at hun aktuelt trak et sådant skriftligt samtykke tilbage.

Nævnet har således lagt til grund, at i maj 2001 tilkendegav over for 1. reservelæge B, at hun ikke ønskede, at der hverken fra eller andre sygehuse blev videregivet journaloplysninger fra før 1996 til forsikringsselskabet.

Nævnet finder på denne baggrund, at ikke havde givet skriftligt samtykke til, at 1. reservelæge B og overlæge As kunne videregive oplysninger om hende fra tiden før ulykken i 1996, da speciallægeerklæringen blev udfærdiget den 31. august 2001 til Forsikringsselskabet .

Nævnet kan dog oplyse, at en læge i henhold til § 26, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer.

Nævnet kan i den forbindelse oplyse, at det fremgår af § 26, stk. 2, nr. 2, i lov om patienters retsstilling, at sundhedspersoner med patientens samtykke kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. til andre formål end behandling, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre privatpersoner.

Reglen er en såkaldt "værdispringsregel", der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse til myndigheder, organisationer, private personer med flere, klart skal overstige hensynet til en patients krav på fortrolighed.

Nævnet skal herunder bemærke, at bestemmelsen primært tager sigte på de situationer, hvor der er behov for at videregive fortrolige oplysninger om en patient til politi og anklagemyndighed m.v., såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold mv., herunder vold mod børn, samt til patientens pårørende, hvor patienten har eller havde en alvorlig smittefarlig sygdom eller en alvorlig arveligt betinget sygdom.

Nævnet finder således, at videregivelsen af journaloplysningerne om den psykiatriske indlæggelse i 1978 af hensyn til en udarbejdelse af en retvisende psykiatrisk speciallægeerklæring ikke klart oversteg hensyn til s krav på 1. reservelæge B og overlæge As tavshedspligt.

Nævnet kan herunder videre oplyse, at det af pkt. 5.2 i Sundhedsstyrelsens vejledning af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. fremgår, at det forudsættes, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke.

Nævnet bemærker herunder, at ikke inden videregivelsen af journaloplysningerne fra 1978 i speciallægeerklæringen blev gjort opmærksom på, at 1. reservelæge B og overlæge A efter undersøgelsessamtalen havde fundet disse specifikke oplysninger og ønskede at videregive dem til forsikringsselskabet.

Det er nævnets opfattelse, at der ikke var noget til hinder for, at 1. reservelæge B og overlæge A kunne have anmodet om samtykke til at videregive journaloplysningerne fra 1978 til forsikringsselskabet, da de på et tidspunkt efter den 3. maj 2001 var blevet opmærksom på eksistensen af materialet.

Nævnet skal i den anledning bemærke, at såfremt udtrykkeligt havde nægtet at give samtykke til journaloplysningerne om den psykiatriske indlæggelse, så kunne 1. reservelæge B og overlæge A have afvist at udarbejde den anmodede speciallægeerklæring med henvisning til, at der efter deres vurdering ikke var givet samtykke til indhentelse af journalmateriale i et omfang, som sikrede, at der kunne laves en retvisende vurdering af de varige følger, som uheldet i 1996 eventuelt havde medført.

Patientklagenævnet finder således, at 1. reservelæge B og overlæge A ikke var berettiget til den 31. august 2001 at videregive oplysninger om s indlæggelse i 1978 på psykiatrisk afdeling, , til Forsikringsselskabet .

Nævnet finder imidlertid ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge B herfor, da hun forinden videregivelsen havde konfereret med sin overordnede overlæge A.

Nævnet finder herefter, at ansvaret for den retsstridige videregivelse af oplysninger må placeres hos overlæge A, da han vejledte 1. reservelæge B om, at journaloplysningerne fra 1978 om indlæggelse på psykiatrisk afdeling, , måtte anvendes i speciallægeerklæringen til Forsikringsselskabet .

Nævnet finder derfor, at overlæge A har overtrådt sin tavshedspligt i forbindelse med, at der i psykiatrisk speciallægeerklæring af den 30. august 2001 blev videregivet oplysninger om indlæggelse på psykiatrisk afdeling, , til Forsikringsselskabet .