Klage over, at tvangsmedicinering med Leponex i en periode skulle foregå som injektionsbehandling, samt klage over magtanvendelsen i forbindelse med tvangsmedicineringen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 8. december 2004 om tvangsmedicinering af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

 

Hændelsesforløb

er en 45-årig kvinde, der siden 1989 gentagne gange har været indlagt i psykiatriske afdelinger under diagnosen paranoid skizofreni (spaltningssindssygdom præget af vrangforestillinger). Hun har blandt andet været indlagt på og , og flere af indlæggelserne har været ganske langvarige.

har under indlæggelserne ofte været svært psykotisk med hallucinationer, vrangforestillinger, påvirkningsoplevelser, tvangshandlinger, katatoni (abnorme bevægemønstre), og har hyppigt været forpint af sin tilstand. Hun har fra januar 1999 til januar 2003 været kontinuerligt indlagt på og , og var ved udskrivelsen i behandling med en kombination af antipsykotiske midler i form af Trilafon og Risperdal.

Efter ovennævnte indlæggelse ophørte hurtigt med at indtage antipsykotiske medicin, og blev allerede den 28. februar 2003 ved tvang på behandlingsindikation indlagt i psykiatrisk afdeling, . var her udtalt psykotisk, hallucineret og havde en højst påfaldende adfærd præget af ritualer, ligesom hun tidvis var voldsomt udskældende og udadreagerende med tendens til at smadre samtlige afdelingens termokander ved at kaste med dem.

er efterfølgende blevet tvangsbehandlet med flere antipsykotiske midler, herunder Trilafon og Risperdal i depotform, hvilket medførte nogen bedring af tilstanden, men behandlingen med sidstnævnte præparat blev seponeret grundet bivirkninger. I april 2004 var hun så forpint af sin udtalte psykotiske tilstand, at ECT-behandling (elektrochokbehandling) undtagelsesvis blev skønnet nødvendig, men hun vægrede sig efter én enkelt behandling ved at fortsætte den behandlingsform.

I stedet blev den igangværende behandling med Trilafon depot suppleret med det antipsykotiske middel Zyprexa i doser op til 30 mg dagligt uden væsentlig bedring af tilstanden.

Det blev herefter den 25. maj 2004 besluttet at give ECT-behandling ved tvang, men ved udsigten hertil accepterede hun behandling med Leponex, hvorfor ECT-behandlingen ikke blev gennemført. Da hun nægtede at fortsætte behandlingen med Leponex blev der i midten af juli 2004 truffet beslutning om tvangsbehandling med Leponex i doser op til 600 mg dagligt, primært som tablet, alternativt som injektion i halv dosis. Samtidig med denne behandling modtog hun behandling med injektion Trilafon depot 162 mg pr. uge. Det psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte begge disse tvangsbehandlinger.

I løbet af sensommeren 2004 skete der i første omgang en bedring af s tilstand, der dog senere blev forværret igen, og hun beskrives i oktober 2004 som urolig og forpint, og hun følte stadig, at hun blev beskudt med navne og måtte vifte stemmerne væk med håret, ligesom hun havde hyppige skrigeture. Endvidere var der tilfælde, hvor hun kastede med en stol og slog og sparkede efter personalet, ligesom hun igen smadrede termokander. Den 9. november 2004 blev behandlingen med Leponex øget til 600 mg dagligt fordelt på tre doser. I denne periode blev primært behandlet med Leponex i tabletform, men jævnligt nægtede hun at tage tabletterne, hvorfor hun disse gange fik injektioner i halv dosis.

Det fandtes godtgjort, at hun ikke regelmæssigt indtog sine tabletter Leponex, idet hun spyttede dem ud igen eller gemte dem, hvorfor der den 12. november 2004 blev truffet beslutning om, at tvangsbehandlingen med Leponex skulle gennemføres som to injektioner dagligt, i første omgang for 14 dage.

Klagen

klagede den 22. november 2004 over tvangsmedicineringen med Leponex til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte beslutningen om tvangsmedicinering med injektion Leponex 150 mg, 2 gange dagligt, og at i forbindelse med indgivelsen af medicinen blev holdt fast med magt. Det blev som begrundelse anført, at betingelserne for tvangstilbageholdelse og tvangsmedicinering af stadig var opfyldt, da hun fortsat var paranoid psykotisk, forpint og uden sygdomsindsigt, og at der stadig var udsigt til, at hendes tilstand kunne bedres betydeligt og afgørende ved behandling. Nævnet lagde endvidere vægt på, at hun siden den 13. juli 2004 var blevet søgt motiveret for frivillig peroral behandling, og at det havde været nødvendigt at fortsætte tvangsbehandlingen som injektion, da det ikke havde været muligt at opretholde en stabil behandlingsalliance.

Nævnet godkendte endvidere, at klagen ikke var blevet tillagt opsættende virkning, idet nævnet fandt, at en fortsat gennemførelse af behandlingen var nødvendig for ikke at udsætte s liv eller helbred for væsentlig fare. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at hun allerede var i behandling med den påklagede tvangsbehandling, og at det ville alvorlige og stærkt ubehagelige bivirkninger blot at stoppe behandlingen. Endelig godkendte nævnet, at kunne fastholdes med nødvendig magt, idet en behandling ellers ville blive umuliggjort.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 8. december 2004 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at på tidspunktet for ændringen til tvangsmedicineringen med Leponex som injektioner var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at var sindssyg, lidende af en spaltningssindssygdom, og at hun var uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgivende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at siden den 27. maj 2004 blev behandlet med Leponex, i første omgang frivilligt, men fra den 14. juli 2004 som tvangsbehandling, og at hun gennem hele behandlingen løbende er blevet søgt motiveret for tabletbehandling, hvilket hun i perioder ikke har ønsket, hvorfor der disse gange blev givet injektioner, og i andre perioder har snydt med den medicinske behandling med tabletter, før ændringen til tvangsmedicinering med injektioner blev gennemført. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at havde god effekt af behandlingen med Leponex i de perioder, hvor hun tog medicinen regelmæssigt

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Leponex er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Det kan oplyses, at det af psykiatrilovens § 32, stk. 3, fremgår, at en klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Det er imidlertid Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at ændringen i medicinadministration til injektionsbehandling må betragtes som en videreførelse af den oprindelige beslutning om tvangsmedicinering, der også omfattede en beslutning om tvangsmedicinering som injektionsbehandling. havde fået sin oprindelige klage over tvangsmedicinering med Leponex behandlet ved Det Psykiatriske Patientklagenævn ved i juli 2004. Der var således efter nævnets opfattelse ikke tale om en fornyet beslutning om tvangsmedicinering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på denne baggrund, at der ikke var pligt til at tillægge s klage den 22. november 2004 opsættende virkning.

Det kan oplyses, at det af psykiatrilovens § 12, stk. 3 fremgår, at der samtidig med beslutningen om tvangsmedicinering træffes bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Det fremgår af tvangsprotokollen, at nødvendig fastholden er tilladt i forbindelse med tvangsmedicinering af .

Af s klage af 22. november 2004 til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved fremgår det, at hun bliver holdt af flere personalemedlemmer under medicineringen.

Af overlægens erklæring af 24. november 2004 fremgår det, at bliver holdt fast på sin seng under injektionerne, og at dette er nødvendigt dels for overhovedet at muliggøre injektionerne og dels for at sikre, at den injicerende sygeplejerske ikke kommer til skade, for eksempel ved at ramme sig selv med kanylen, hvilket er sket en enkelt gang, hvor ikke lå stille.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkender på denne baggrund, at kan fastholdes med nødvendig magt i forbindelse med injektionerne, idet nævnet ikke finder grundlag for at fastslå, at den ovenfor beskrevne magtanvendelse, overstiger, hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, jf. psykiatrilovens § 4, stk. 4.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 8. december 2004 om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .