Vagtlæges behandling af pludseligt opstået, voldsom hovedpine.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere vagtlæge for hans behandling af den 12. februar 2003, jf. lægelovens § 6.Det skal desuden indskærpes overfor vagtlæge at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Sagsnummer:

0551913

Offentliggørelsesdato:

20. november 2005

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere vagtlæge <****> for hans behandling af <****> den 12. februar 2003, jf. lægelovens § 6.

Det skal desuden indskærpes overfor vagtlæge <****> at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

 

Hændelsesforløb

fik den 12. februar 2004 pludselig en meget kraftig hovedpine. Han havde haft det godt hele dagen, havde lavet aftensmad og netop spist, da hovedpinen satte ind.

Vagtlæge tilså kort efter og tolkede tilstanden som akut nakkehold og ordinerede smerte- og kvalmestillende medicin samt henviste til egen læge den følgende dag.

Samme dag kl. 20.00 gik i seng og kl. 02.20 konstaterede hans samlever at var afgået ved døden. En efterfølgende obduktion viste, at dødsårsagen måtte antages at være blødning under den bløde hjernehinde, som mest sandsynligt var forårsaget af en udposning på en hjernepulsåre.

Sundhedsstyrelsens indberetning

Sundhedsstyrelsen har indberettet følgende:

• At vagtlæge ikke foretog korrekt behandling af den 12. februar 2004 på hjemmebesøg.

Nævnets afgørelse af klagen

Vagtlæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 12. februar 2004 på hjemmebesøg.

Det skal desuden indskærpes vagtlæge at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 12. februar 2004, at vagtlæge blev oplyst om, at pludselig havde fået et nakkehold, og at han nu havde hovedpine og kvalme. Vagtlægen fandt ikke nogle neurologiske symptomer og ingen feber, og han behandlede med Primperan og Petidin og anbefalede, at skulle gå til egen læge dagen efter med henblik på en eventuel blokade.

Ifølge udtalelse til sagen fra vagtlæge ved vagtlægens ankomst på sengen i bugleje med hovedet på skrå. Han oplyste, at han pludselig havde fået et smæld i nakken under en telefonsamtale ledsaget af hovedpine. Da han begyndte at føle sig svimmel lagde han sig på sengen. Vagtlægen foretog en objektiv undersøgelse af s nakke, hvorved han fandt, at nakkemuskulaturen var meget spændt. Vagtlægen vurderede, at der var tale om et hold i nakken og behandlede med smertestillende medicin. Da oplyste, at han var forkvalmet behandlede lægen med Petidin og Primperan.

Det fremgår af sagen, at til daglig var rask og uden helbredsklager. følte under en telefonsamtale et smæld i nakken ledsaget af en voldsom hovedpine, kvalme og svimmelhed. Ifølge politirapporten var smerterne så voldsomme, at han råbte højt på hjælp og at han følte, at hovedet skulle sprænges.

Nævnet kan oplyse, at der kan være flere forskellige årsager til anfaldsvis hovedpine med eller uden ledsagesymptomer. Migræne og nakkehold ses meget hyppigere end en akut blødning ud under hjernehinderne, men den sidstnævnte tilstand er livsfarlig og skal altid overvejes, hvis der foreligger en meget pludselig, voldsom hovedpine, som kan være ledsaget af kvalme, opkastninger eller bevidsthedspåvirkning. Der er ikke feber, men der vil ofte, men ikke altid optræde nakkestivhed, hvorfor der skal undersøges for dette. Oplysninger om, at en hovedpine er opstået som med et smæld bør skærpe opmærksomheden omkring muligheden for en blødning fra en karbristning eller en karudposning (aneurisme).

I den aktuelle sag var der efter nævnets opfattelse tale om en sådan forhistorie hos en tidligere rask og symptomfri 43-årig mand. Der forelå derfor en betydelig mistanke om, at der kunne være tale om en blødning, og det var ikke fagligt korrekt at acceptere den ømme nakke som en tilfredsstillende forklaring på de voldsomme symptomer. Der blev ikke foretaget en egentlig neurologisk undersøgelse, og der blev ikke undersøgt for nakke-rygstivhed.

Det er videre nævnets opfattelse, at vagtlæge alene på baggrund af sygehistorien skulle have henvist til udredning for en blødning den 12. februar 2004, og derudover er det nævnets opfattelse, at det var under gældende faglig standard, at vagtlægen ikke undersøgte for nakke-rygstivhed.

Nævnet finder på det grundlag, at vagtlæge s behandling af var væsentlig under normen for almindelig anerkendt faglig standard den 12. februar 2004.