Klage over, at en hospitalslæge afviste at indlægge en akut syg patient på grund af overbelægning

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere reservelæge A for hans behandling af den 2. april 2004 på medicinsk afdeling, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger, der var involveret i behandling af i perioden fra den 29. marts til den 2. april 2004 på medicinsk afdeling, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Sagsnummer:

0552720

Offentliggørelsesdato:

19. november 2006

Juridisk tema:

Ansvarsfordeling

Speciale:

Mavetarmsygdomme, medicinske (medicinsk gastroenterologi), Intern medicin

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere reservelæge A for hans behandling af <****> den 2. april 2004 på medicinsk afdeling, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger, der var involveret i behandling af <****> i perioden fra den 29. marts til den 2. april 2004 på medicinsk afdeling, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb


Den 29. marts 2004 blev indlagt på medicinsk afdeling, Sygehus X af egen læge for åndenød. Han var ti dage tidligere blevet udskrevet fra samme afdeling efter først at have været indlagt på kirurgisk afdeling for betændelse i endetarmen. Derefter blev overflyttet til medicinsk afdeling, idet han fik åndenød. oplyste ved indlæggelsen, at han siden udskrivelsen var blevet dårligere vejrtrækningsmæssigt, og at han næsten ikke var i stand til at gå længere eller komme ud af sengen. Situationen var uholdbar i hjemmet, idet hans ægtefælle var invalid af lungesygdom. Under indlæggelsen på kirurgisk afdeling for tarmlidelsen, var han blevet sat i behandling med binyrebarkhormon (Prednisolon), som straks virkede og medførte, at han nu havde ro i tarmsygdommen.

havde ved indlæggelsen den 29. marts 2004 ingen klager over smerter, ingen feber eller hoste med slimopbringning. Reservelæge B behandlede med Magnyl og Prednisolon, og han ordinerede blodprøveprofil, røntgen af lungerne, Duovent-inhalationer og undersøgelse af iltindholdet i blodet (A-punktur).

Den 30. marts 2004 blev der af en overlæge foretaget lungefunktionsundersøgelse. Undersøgelsen viste en blandet obstruktiv og restriktiv lungelidelse. Ved indgift af såkaldt Beta-2-agonist var der en bedring af lungefunktionen, og ved gennemgangen samme dag fik af overlæge C ordineret Bricanyl, mens Duoventen blev fjernet igen. Overlægen fandt, at biokemien var upåfaldende, og at ved undersøgelsen var fuldstændig upåvirket med lidt afsvækket respiration, og at han efter at være blevet set an et par dage formentligt kunne udskrives til fortsat kontrol hos kirurgerne og egen læge.

Den 1. april 2004 fandt overlæge C, at Bricanyl ikke rigtig hjalp som forventet, og at fortsat klagede over skiftende åndenød, som han påpegede var begyndt akut for nogen tid siden. På mistanke om blodprop i lungerne (lungeemboli) blev der ordineret scanningsundersøgelse af lungerne (lungescintigrafi), som blev foretaget samme dag. Overlægen fandt, at et foreløbigt svar ikke viste tegn på blodpropper i lungerne, og at kunne udskrives den følgende dag med Bricanyl på turbuhaler, Magnyl og Prednisolon, som skulle aftrappes.

Den 2. april 2004 kl. 11.22 blev udskrevet af reservelæge B, og det blev aftalt med , at denne skulle kontakte egen læge, hvis han fik forværring af sine vejrtrækningsproblemer.

Senere den 2. april 2004 kontaktede sin praktiserende læge akut på mobiltelefon, hvorefter lægen foranledigede en lægevagt sendt ud for at vurdere, om der skulle ske en akut indlæggelse af . Visiterende vagtlæge blev således den 2. april 2004 ringet op kl. 20.52, fordi var kortåndet og måtte have hjælp fra ægtefællens iltapparat. En vagtlæge fandt herefter ved sygebesøg, at var kortåndet trods iltbehandling med et blodtryk på 120/70 og en regelmæssig puls på 140, og at han antydningsvist var blåfarvet, ligesom han klagede over tryk for brystet. Vagtlægen vurderede, at kunne mistænkes for akut hjerteinfarkt eller blodprop i lungen. Vagtlægen var bekendt med, at Sygehus X havde forvarslet overbelægning, men han kontaktede ved opringning medicinsk forvagt, reservelæge A, Sygehus X, som ikke indlagde , hvorfor han måtte indlægges med en kørsel 1 på Sygehus Y.

Senere den 2. april 2004 blev derfor indlagt på medicinsk afdeling, Sygehus Y. En reservelæge fandt ham ved den objektive undersøgelse vågen, klar, orienteret og akut påvirket med åndenød, gusten og bleg. Ved stetoskopi hørtes sekretraslen over alt og endvidere fandt reservelægen påskyndet hjerteaktion. På mistanke om akut hjerteinfarkt ordinerede reservelægen efter konference med bagvagten koronarregime, ligesom der blev taget såvel standardblodprøver som koronartal samt røntgen af thorax. Endvidere blev der givet morfin, vanddrivende medicin (Furix) og hjertemedicin som injektion (Selo-Zok, 2,5 ml intravenøst og Fragmin, 10.000 IE x 2) til behandling af eventuel blodprop. EKG viste forandringer forenelige med blodprop i hjertet (bagvægsinfarkt). Blodtrykket faldt efterfølgende, og koronarprøverne viste stærkt forhøjede tal. Da muligvis havde et mavesår, som kunne bløde, undlod man at sætte ham i behandling med Streptase.

På grund af tiltagende vejrtrækningsbesvær og yderligere fald af blodtrykket, blev det i samråd med bagvagten besluttet at overflytte til Sygehus X. havde behov for behandling med Dobutrex, men dette var ikke på Sygehus Y. Man konfererede med medicinsk afdeling, Sygehus X, og det blev den 3. april 2004 kl. 4.05 besluttet, at overflytte med hentehold til intensiv afdeling, Sygehus X.

Under overflytningen til Sygehus X den 3. april 2004 fik hjertestop. Man forsøgte behandling med udvendig hjertemassage og ventilation, men det lykkedes ikke at genoplive . Ud fra blodprøver (hjerteenzymer) samt EKG-forandringer mente man, at s hjertemuskulatur kan have været beskadiget som følge af en prop i hjertets egne kar (myokardieinfarkt (AMI)).

Klagen


Der er klaget over følgende:

1. At lægerne i perioden fra den 29. marts til den 2. april 2004 ikke foretog korrekt behandling af på medicinsk afdeling, Sygehus X.

Det er herved anført, at lægerne i perioden fra den 29. marts til den 2. april 2004 ikke foretog korrekt behandling af , idet de burde have diagnosticeret, at han havde en blodprop. Det er endvidere anført, at den læge, der udskrev den 2. april 2004, ikke foretog korrekt behandling af ham, idet han på grund af s dårlige helbredstilstand ikke burde have udskrevet ham til hjemmet. Det er endelig anført, at den læge, der ved udskrivningen af ordinerede medicin, ikke ordinerede korrekt medicin.

2. At lægen på medicinsk afdeling, Sygehus X, ikke foretog korrekt behandling af den 2. april 2004 mellem klokken 21.00 og 22.00.

Det er herved anført, at lægen ikke foretog korrekt behandling, idet han på baggrund af vagtlægens oplysning om mistanke om, at havde en blodprop, og hans anmodning om akut indlæggelse burde have modtaget ham til indlæggelse og behandling.

Nævnets afgørelse af klagen


Reservelæge A har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 2. april 2004 på medicinsk afdeling, Sygehus X.

Overlæge C og reservelæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved deres behandling af i perioden fra 29. marts til den 2. april 2004 medicinsk afdeling, Sygehus X.

Begrundelse:


, der var kendt på medicinsk afdeling, Sygehus X, på grund af kronisk tarmsygdom, blev ifølge journalen indlagt den 29. marts 2004 på afdelingen på grund af dårlig vejrtrækning. Han oplyste til reservelæge B, at han tidligere havde været glasværksarbejder og mente, at han derved havde fået dårlige lunger. Cirka 10 dage forinden havde han været indlagt på afdelingen på grund af vejrtrækningsproblemer og aktivitet i tarmsygdommen, og var blevet sat i behandling med binyrebarkhormon (Prednisolon). Han var blevet udskrevet den 10. marts 2004 og var set i skopienheden den 16. marts 2004.

Det fremgår af journalen, at s lungefunktionsundersøgelse den 30. marts 2004 viste nedsat lungefunktion af blandet obstruktiv og restriktiv art – mest obstruktiv. fik ifølge journalen den 29. marts 2004 Prednisolon 20 mg dagligt, og den 31. marts 2004 ordinerede overlæge C ifølge journalen tillige luftvejsudvidende medicin (Bricanyl på turbohaler). Der blev også taget røntgenbillede af lungerne, som ifølge overlæge Cs journalnotat den 1. april 2004 viste stationære forhold. Overlægen bestilte undersøgelse af lungekarrene med lungescintigrafi. Undersøgelsen viste samme dag ikke tegn på blodprop i lungekredsløbet.

Den 2. april 2004 udskrev reservelæge B ifølge journalen , og det blev aftalt, at hvis han fik forværring i sin vejrtrækning, skulle han kontakte egen læge.

Reservelæge B har i sin udtalelse til sagen oplyst, at han udskrev fra medicinsk afdeling den 2. april 2004 om formiddagen, da han ud fra journalnotatet fra den 1. april 2004 kunne se, at planen var udskrivelse. Eftersom der ikke var sket nogen forværring i tilstanden, fandt han ikke nogen grund til at ændre planen. Endvidere har han oplyst, at var præget af sin kroniske lungesygdom med åndenød ved anstrengelse, og at han havde været oppegående uden andre klager. Dette var grunden til, at han aftalte, at skulle kontakte egen læge ved forværring inden den opfølgende kontrol i lungemedicinsk ambulatorium.

Ifølge udtalelse til sagen fra overlæge C undersøgte han 3 gange under indlæggelsesforløbet, hvorunder han blandt andet konstaterede, at en lungefunktionsundersøgelse viste god effekt af Bricanyl, hvorfor var sat i behandling med dette. Det fremgår videre af udtalelsen, at den aktuelle lungerøntgenundersøgelse ikke viste tegn på akutte forandringer. EKG var upåfaldende, og der blev specielt ikke fundet rytmeforstyrrelser eller akut myokardieinfarkt (AMI). Han vurderede derfor, at tilstanden var stabil, men for en sikkerheds skyld ordinerede han akut lungescintigrafi for at se, om der skulle være tale om blodpropper i lungerne, hvilket der ikke var tegn på, hvorfor det blev planlagt, at kunne udskrives den følgende dag.

Det er på det foreliggende grundlag nævnets opfattelse, at lægerne foretog relevant behandling af under indlæggelsen i perioden fra den 29. marts til den 2. april 2004 på medicinsk afdeling, Sygehus X.

Samlet finder nævnet, at de læger på medicinsk afdeling, Sygehus X, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 29. marts til den 2. april 2004 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Det fremgår videre af journalen den 2. april 2004 fra s praktiserende læge, at han efter at var udskrevet fra medicinsk afdeling, Sygehus X, blev kontaktet akut af på sin mobiltelefon, og at han foranledigede en lægevagt sendt ud for at vurdere, om der skulle ske en akut indlæggelse.

Ifølge journal fra visiterende vagtlæge den 2. april 2004 blev han ringet op kl. 20.52, fordi var kortåndet og måtte have hjælp fra ægtefællens iltapparat. En vagtlæge blev herefter sendt på sygebesøg. Vagtlægen fandt ifølge journalen, at var kortåndet trods iltbehandling med et blodtryk på 120/70 og en regelmæssig puls på 140. antydningsvist var blåfarvet, og han klagede over trykket for brystet. Vagtlægen vurderede, at kunne mistænkes for akut hjerteinfarkt (AMI) eller blodprop i lungen. Vagtlægen anførte endvidere i journalen, at Sygehus X havde forvarslet om overbelægning, og at afdelingen ved opringning til medicinsk forvagt nægtede at modtage , hvorfor han måtte indlægge med en kørsel 1 på Sygehus Y.

Der fremgår intet af journalen fra den 2. april 2004 om samtalen mellem reservelæge A og vagtlæge om s tilstand. Nævnet har herefter lagt til grund, at der ikke er ført journal om den pågældende samtale ved medicinsk afdeling, Sygehus X.

Af reservelæge As udtalelse til sagen af den 10. december 2004 fremgår det, at reservelægen havde forvagten den 2. april 2004 om aftenen på medicinsk afdeling, Sygehus X. Reservelægen har anført, at der aldrig er lukket for tilgangen til medicinsk afdeling, men at man ved overbelægning prøver at fordele patienter til øvrige medicinske modtageafdelinger, såfremt patienterne er transportable.

Af reservelæge As udtalelse til sagen af den 22. april 2004 fremgår det, at reservelægen erindrer, at han havde haft en telefonisk samtale med en kollega fra lægevagten, som omtalte , der var blevet udskrevet samme dag fra medicinsk afdeling, og vagtlægen mente, at det havde været forkert at udskrive ham. Vagtlægen havde endvidere sagt, at han var klar over, at bagvagten havde informeret den visiterende vagtlæge om overbelægning, og at de havde lukket for tilgangen, men spurgte om reservelægen alligevel ville indlægge . Vagtlægen skulle have bedt om et svar - ja eller nej - hvilket reservelægen ikke kunne give ham, hvorefter vagtlægen afsluttede samtalen. Reservelægen mener ikke, at han har afvist . Reservelæge A har endvidere anført, at han fik den opfattelse, at grunden til at skulle indlægges var, at denne netop havde været indlagt på medicinsk afdeling, og ikke var blevet udskrevet i sin sædvanlige tilstand, men ikke at han var blevet akut dårlig.

Af overlæge ved medicinsk afdeling Ds udtalelse til sagen af den 10. maj 2004 fremgår det, at overlægen havde bagvagten den 2. april 2004, og at han ikke var blevet kontaktet eller på anden måde oplyst om vagtlægens opringning eller hvilke tiltag man gjorde. Han var først blevet gjort bekendt med hændelsen langt senere. Overlægen har endvidere anført, at man den pågældende dag havde overbelægning på medicinsk afdeling, Sygehus X, hvorfor han havde kontaktet vagtlægen på stedet og aftalt, at patienter til indlæggelse på medicinsk afdeling på Sygehus X om muligt skulle viderevisiteres til Sygehus Y eller Sygehus Z, hvor der var mange tomme pladser. Endelig har overlægen anført, at dette er den almindelige procedure i overbelægningssituationer, men at beslutning om indlæggelsesstedet ene og alene afgøres af vagtlægen, der er hos patienten eller på anden måde er i kontakt med denne.

Patientklagenævnet kan oplyse, at akutte sygdomme som blodprop i hjertet eller lungerne er livstruende sygdomme, der kræver akut indlæggelse på nærmeste sygehus. I overbelægningssituationer kan ikke livstruende sygdomme om muligt viderevisiteres til andre sygehuse. Når en vagtlæge vil indlægge en akut syg patient med mistanke om livstruende lidelse, så skal vagthavende læge modtage patient, hvad enten der er overbelægning eller ej.

Det er nævnets opfattelse ud fra ovenstående, at reservelæge A burde have forhørt sig nærmere om årsagen til vagtlægens anmodning om indlæggelse ved telefonvisitationen med vagtlægen den 2. april 2004.

Nævnet finder på den baggrund, at reservelæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 2. april 2004 på medicinsk afdeling, Sygehus X.