Klage over lægens vurdering i en lægeerklæring

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge <****> i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 18. oktober 2004 til <****> vedrørende <****>, jf. lægelovens § 8, stk. 1.

Hændelsesforløb
havde haft et mangeårigt alkoholmisbrug, men de seneste trekvarte år havde han ikke indtaget alkohol, og 2 gange om ugen fik han udleveret antabus.

I marts 2004 blev indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling, , på grund af løftet stemningsleje (mani). Under indlæggelsen blev han behandlet med beroligende og antipsykotisk medicin, og efter en måned kunne han udskrives til opfølgning i distriktspsykiatrien.

Den 18. april 2004 blev tilknyttet et distriktspsykiatrisk center. Under behandlingsforløbet blev han manisk og depressiv, og han måtte følges dagligt.

I perioden fra den 5. juli til den 29. september 2004 og fra den 1. til den 22. december 2004 var atter indlagt på psykiatrisk afdeling, , på grund af mani.

I efteråret 2004 blev afdelingslæge , på det distriktspsykiatriske center, anmodet om at udfærdige en erklæring til til brug for en pensionssag.

Den 18. oktober 2004 udfærdigede afdelingslæge en lægeerklæring, hvori han anbefalede, at afgørelsen om pension blev udsat i et halvt år.

Klagen
Der er klaget over følgende:

• At den i lægeerklæringen angivne vurdering af s helbredstilstand ikke var korrekt.

Det er herved anført, at det i lægeerklæringen er angivet, at ville blive rask og klar til at arbejde igen, når den medicinske behandling var justeret. Det er hertil anført, at han havde været indlagt siden april, så han regnede ikke selv med at blive rask.

Nævnets afgørelse af klagen
Afdelingslæge har ikke overtrådt lægelovens § 8, stk. 1 i forbindelse med sin udfærdigelse af lægeerklæring af 18. oktober 2004 til vedrørende .

Begrundelse
Ifølge lægeerklæringen af 18. oktober 2004 er ugift. Han boede alene og havde ingen børn. Han havde et godt netværk og gode venner, og han fik god støtte af sin søster, som også var sygeplejerske. s mor døde af lungekræft, da han var 15 år gammel. Hans fader levede stadig, men kontakten til ham var meget sparsom.

Det fremgår af lægeerklæringen, at havde et mangeårigt alkoholmisbrug, og at han havde været indlagt et par gange til afrusning på en somatisk afdeling. Det seneste trekvarte år havde dog ikke haft noget alkoholforbrug, og 2 gange om ugen fik han udleveret Antabus. Han er uddannet sygeplejerske, men på grund af det tidligere alkoholmisbrug var hans autorisation blevet deponeret.

Videre fremgår det, at siden april 2004 var blevet fulgt i et distriktspsykiatrisk center, hvortil han var blevet henvist fra psykiatrisk afdeling, . En måned tidligere var han blevet indlagt på den lukkede afdeling på mistanke om mani, idet han havde antastet forbipasserende. Ved indlæggelsen begyndte han at råbe og skrige samt hive i alarmer. Han var svært rolig og omkringfarende, og det var nødvendigt at tvangsbehandle ham med beroligende indsprøjtninger, hvorefter han i løbet af en uges tid gradvist faldt til ro. Herefter blev han overflyttet til åben afdeling.

angav ifølge erklæringen, at han altid havde lidt af humørsvingninger, dog mest udtalt depressioner. Der havde været perioder, hvor han var hurtigkørende, men han havde bortset fra kontakten til Alkoholenheden og indlæggelsen i marts 2004 ikke tidligere haft kontakt til psykiatrien.

Af lægeerklæringen fremgår det, at under forløbet i det distriktspsykiatrisk center gled over i en blandingstilstand med både maniske og depressive elementer, hvorfor han dagligt måtte følges. Det var nødvendigt at behandle ham med Zyprexa 30 mg dagligt for at få ham til at falde til ro. I perioden fra den 5. juli til den 29. september 2004 var hans tilstand så dårlig, at han var indlagt på psykiatrisk afdeling, . Under denne indlæggelse udviklede han tydeligere tegn på depression med en Hamilton score på 17, han blev sat i behandling med Litarex og Cipralex, og behandlingen med Zyprexa blev standset på grund af bivirkninger.

Videre fremgår det, at afdelingslæge havde talt med 2 gange efter udskrivelsen, hvor der fortsat var tale om en let depression. var fortsat plaget af en følelse af uoverkommelighed og havde svært ved at strukturere sin hverdag, men hans tilstand blev gradvist bedre.

Det fremgår af afdelingslæge s udtalelse af 3. februar 2005 til sagen, at han, inden han afsendte erklæringen, gennemgik indholdet af denne med , og at sidstnævnte accepterede indholdet inden statusattesten blev afsendt.

Ifølge lægeerklæringen ønskede selv at få pension, idet han troede, det ville blive svært at finde et arbejde som sygeplejerske, da hans autorisation var deponeret. Afdelingslæge vurderede imidlertid, at det bedste ville være at udsætte pensionsanmodningen i et halvt år, således at havde haft en passende periode, hvor han havde været i neutralt stemningsleje, før der blev truffet en endelig afgørelse. Denne vurdering byggede afdelingslæge på, at i trekvart år ikke havde indtaget alkohol, at han mødte punktligt i centeret til samtaler, at han uden problemer tog den ordinerede medicin, og at han var i klar bedring.

Nævnet kan oplyse, at lægelovens § 8, stk. 1, kræver, at en læge i forbindelse med udfærdigelsen af en lægeerklæring udviser omhu og uhildethed, hvilket blandt andet betyder, at lægen skal forholde sig neutral og upartisk.

Videre kan nævnet oplyse, at det fremgår af Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 om almindelige regler, der skal iagttages ved afgivelse af lægeerklæringer, at en læge ved afgivelse af lægeerklæringer bør erindre, at lægeerklæringer er dokumenter, der kan få afgørende betydning såvel i offentlige som i private retsforhold. Lægen skal derfor nøje iagttage, at han ikke i sin egenskab af læge afgiver erklæringer om sygdomme eller forhold, som han ikke har fornødent lægeligt kendskab til. Lægens opgave er at afgive relevante lægelige oplysninger, mens modtageren af erklæringen har til opgave at vurdere oplysningerne i forhold til den aktuelle sag.

Det er nævnets opfattelse, at afdelingslæge udviste omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af speciallægeerklæring. Nævnet har herved lagt vægt på, at afdelingslæge i erklæringen alene foreslog at pensionssagen skulle udsættes, hvorved han efter nævnets opfattelse ikke foretog en egentlig vurdering af, hvorledes pensionssagen skulle afgøres.

Nævnet finder på den baggrund, at afdelingslæge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin udfærdigelse af lægeerklæring af 18. oktober 2004 til vedrørende .


Afgørelsen er truffet af et flertal. Nævnsmedlem har afgivet følgende mindretalsudtalelse:

En pensionserklæring indeholder, udover de lægelige oplysninger, en vurdering af ansøgerens erhvervsevne. Det er ikke rimeligt at udsætte en pensionssag for en knap 50-årig psykiatrisk patient med et tidligere stort alkoholforbrug – med inddragelse af autorisation til følge – idet han formentlig aldrig vil genvinde en fuld erhvervsevne med ansættelse i tidligere erhverv til følge. Ifølge min vurdering har den indklagede læge hermed udtalt sig om forhold han tilsyneladende ikke har kendskab til.