Klage over ukorrekt behandling af pludselig opstået døvhed og svimmelhed

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge A for hendes behandling af <****> den 29. januar 2005 ved en telefonkonsultation, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge B for hendes behandling af <****> den 29. januar 2005 i lægevagten, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i øre-næse-halssygdomme C for hans behandling af <****> i perioden fra den 1. februar til den 31. marts 2005 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb
Den 29. januar 2005 kl. 4.56 ringede til vagtlægen, idet hun led af svimmelhed, og idet hun følte, at hun skulle falde om. Vagtlæge A vurderede, at der ikke var tale om noget akut, men hun tilbød at komme til undersøgelse i lægevagtens konsultation.

Kl. 11.22 blev undersøgt af vagtlæge B, idet hun fortsat var svimmel, havde kastet op, og idet hun havde trykken i venstre øre. På baggrund af sin undersøgelse vurderede læge B, at der kunne være tale om en betændelse på balancenerven og bihulebetændelse. Hun ordinerede derfor penicillin og søsygepiller mod svimmelhed. Samtidig opfordrede hun til hurtigt at kontakte en ørelæge.

Den 1. februar 2005 blev undersøgt af speciallæge i øre-næse-halssygdomme C, der på baggrund af sin undersøgelse vurderede, at der kunne være tale om en neurologisk forstyrrelse af funktionen i det indre øre, svimmelhed eller pludseligt indsættende døvhed. Han mistænkte desuden, at der kunne være tale om en godartet svulst på balancenerven, hvorfor han henviste til en MR-scanning. Endelig ordinerede han behandling med binyrebarkhormon samt et middel mod nedsat blodforsyning,

Efterfølgende afkræftede MR-scanningen, at der var tale om en svulst på hørenerven, og speciallæge C besluttede derfor at tilbyde et specielt høreapaarat, som benyttes ved ensidig døvhed.

Klagen
Der er klaget over følgende:

1. At ikke modtog en korrekt behandling af vagtlægen den 28. og 29. januar 2005.

Det er herved anført, at ringede til vagtlægen natten mellem den 28. og 29. januar 2005, idet hun følte, at hun ikke havde nogen balance, og idet hun følte, at hun var ved at besvime. Vagtlægen mente, der var tale om en influenza, og at hun bare skulle lægge sig til at sove og eventuelt ringe igen senere. Videre er det anført, at hun næste morgen atter kontaktede vagtlægen, og at hun på vej til konsultationen kastede op flere gange. På dette tidspunkt følte hun, at hun var tung i hovedet, samt at hun ikke hørte så godt. Vagtlægen vurderede, at der var tale om en virus på balancenerven samt bihulebetændelse, hvorfor hun gav en recept samt henviste hende til at kontakte en ørelæge.

2. At ikke modtog en korrekt behandling af ørelæge C den 2. februar 2005.

Det er herved anført, at ørelægen tog en lydprøve og ordinerede medicin, idet han bekræftede, at der var tale om en virus på balancenerven. Derudover indstillede han til en MR-scanning og bad hende om at komme til kontrol senere.

Vedrørende begge klagepunkter er det tillige anført, at man senere konstaterede, at havde haft en blodprop i øret, at hørelsen på venstre øre var helt forsvundet, og at den aldrig kommer tilbage.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt
Vagtlæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6, ved sin behandling af den 29. januar 2005 ved en telefonkonsultation.

Vagtlæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6, ved sin behandling af den 29. januar 2005 i lægevagten, .

Begrundelse
Det fremgår af vagtlægenotatet af 29. januar 2005 kl. 4.56, at kontaktede vagtlæge A, idet hun følte sig svimmel og havde propper i ørerne. Hun havde ikke feber. Læge A bad hende om at se tiden an og vejledte hende om, at hun kunne ringe igen senere.

Af læge As udtalelse af 6. oktober 2005 fremgår det, at hun fik oplyst, at ikke var alene, og at hun var kontaktbar. Hun vurderede, at det drejede sig om en begyndende influenza. Hun tilbød en konsultation.

Det er nævnets opfattelse, at s symptomer ved henvendelsen den 29. januar 2005 kl. 4.56 ikke umiddelbart burde give anledning til mistanke om alvorlig lidelse, for eksempel i form af meningitis, idet hun ikke havde feber, og idet hun var kontaktbar. Derfor var det efter nævnets opfattelse i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at tilbyde hende almindelig konsultation.

Nævnet finder på den baggrund, at vagtlæge A handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 29. januar 2005 ved en telefonkonsultation.

Det fremgår af vagtlægenotatet den 29. januar 2005 kl. 11.22, at henvendte sig hos vagtlægen. Hun havde haft bihulebetændelse (sinuit) i en uge, og om natten op til den aktuelle henvendelse havde hun lidt af udtalt stillingsbetinget svimmelhed og kvalme. Hun havde haft trykken for især venstre øre, og hun var øm over begge kæbehuler. Vagtlæge B målte hendes blodtryk, der var 110/80. Hun vurderede, at der kunne være tale om en virus på balancenerven og bihulebetændelse, hvorfor hun ordinerede penicillin og et lægemiddel mod svimmelhed (Sepan).

Det fremgår af læge Bs udtalelse af 3. oktober 2005, at hun anbefalede hurtigst muligt at kontakte en ørelæge med henblik på nærmere udredning.

Nævnet kan oplyse, at der ikke i almen praksis og i særdeleshed ikke i lægevagten findes muligheder for mere avanceret diagnostik, når patienter henvender sig med de symptomer som havde. I sådanne tilfælde er det derfor sædvanligt at henvise patienterne til nærmere udredning hos en specialist.

Det er nævnets opfattelse, at s symptomer ikke burde have givet umiddelbart anledning til at henvise hende til akut udredning. Videre er det nævnets opfattelse, at den af læge B foretagne undersøgelse og behandling var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet finder på den baggrund, at vagtlæge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 29. januar 2005 i lægevagten, .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt
Speciallæge C har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 1. februar til den 31. marts 2005 i sin klinik.

Begrundelse
Det fremgår af journalen den 1. februar 2005, at konsulterede speciallæge i øre-næse-halssygdomme C, idet hun i den forudgående weekend pludselig oplevede nedsat hørelse på sit venstre øre samt oplevede svimmelhed med kvalme og opkastninger. Ved konsultationen angav , at hun fortsat havde dårlig hørelse på venstre øre samt besvær med balancen. Speciallæge C fandt ved sin objektive undersøgelse, at trommehinderne var normale, og at der var et normalt tryk i mellemørerne.

Videre fremgår det, at en høreprøve viste svær hørenedsættelse på venstre øre (dårligere end 60 dB). Med øjenforstørrelsesbriller (Frenzels briller) fandt speciallæge C ufrivillige koordinerede øjenbevægelser mod venstre (nystagmus), og en måling af balanceorganets reaktion på koldt og varmt vand tydede på, at der var nedsat reaktionsevne af det venstresidige balanceorgan. Den øvrige øre-næse-halsundersøgelse inklusive balanceundersøgelse var normal. På denne baggrund vurderede speciallæge C, at der var flere mulige diagnoser: neurologisk forstyrrelse af funktionen i det indre øre (neurolabyrintærpatologi, NLP), pludselig døvhed på venstre øre (sudden deafness) og svimmelhed (vertigo). Han ordinerede derfor behandling med binyrebarkhormon i form af tablet Prednisolon 25 mg dagligt og tablet Vastarel 20 mg 2 gange dagligt

Nævnet kan oplyse, at Prednisolon menes at kunne medvirke til at forbedre hørelsen ved pludselig opstået døvhed, og at Vastarel kan hjælpe mod svimmelhed og samtidig ændre blodcirkulationen omkring indre øre.

Ifølge journalen blev henvist til en magnetscanning (MR-scanning) af hjernen for at udelukke en sjælden forekommende sygdom på hørenerven i form af en godartet svulst (vestibularisschwannom), og speciallæge C ordinerede kontrol en uge senere.

Af journalen den 8. februar 2005 fremgår det, at havde det bedre, men at hun dog fortsat var lidt svimmel og havde lidt kvalme. Speciallæge C foretog en ny høreprøve, som fortsat viste dårligere hørelse end 60 dB på venstre øre. En undersøgelse af hastigheden, hvormed hørenerven transporterer lydsignaler (hjernestammeautiometri) viste ingen sikker forskel mellem s højre og venstre øre.

Det er nævnets opfattelse, at resultatet af hjernestammeaudiometrien tydede på, at hørenerverne fungerede, og at den opståede skade i venstre øre skyldtes en skade i øresneglen, som kan opstå ved pludselig opstået døvhed.

Ifølge journalen den 24. februar 2005 afkræftede MR-scanningen, at årsagen til s symptomer skyldtes en sjældent forekommende sygdom på hørenerven.

Af journalen den 31. marts 2005 fremgår det, at speciallæge C ville tilbyde , at hun kunne få et specielt høreapparat (Cross-arrangement).

Af s partshøringssvar af 21. marts 2006 fremgår det, at hun ikke fik tilbudt et Cross-arrangement.

Nævnet kan oplyse, at pludselig opstået døvhed oftest opstår af uforklarlige grunde og helt tilfældigt. Man mener, lidelsen kan skyldes enten en lille blodprop eller krampe i det lille blodkar til øresneglen, traumer, eller antistoffer mod øresneglen (immunologiske årsager). Symptomerne på pludselig døvhed, som erfaringsmæssigt kan være vanskelig at erkende selv for den person, der udsættes for døvheden, ledsages ofte af svimmelhed, kvalme og opkastning. Ved mistanke om pludselig opstået døvhed undersøges patientens hørelse og balance ved at kigge i ørerne, udføre høreprøve, undersøge balanceorganet i form af at vurdere øjenbevægelser, ved øreskylning med koldt og varmt vand samt ved balance- og finmotoriske undersøgelser (otoneurologisk undersøgelse). Derudover kan der udføres hjernestammeaudiometri og en scanningsundersøgelse af hjernen.

Videre kan nævnet oplyse, at der ikke findes nogen behandling af pludselig opstået døvhed som med sikkerhed virker, men det er almindeligt at forsøge at behandle med binyrebarkhormon og et middel mod svimmelhed. Pludselig opstået døvhed har et uforudsigeligt forløb. Tilstanden kan både helbredes helt af sig selv eller vedblive i form af blivende døvhed. Alle mellemstadier forekommer, men sandsynligheden for at lidelsen bedres, nedsættes meget efter 1 måned og er næsten ikke mulig efter 3 måneder. Blivende døvhed er meget generende og ofte uforståelig for den ramte, og de efterfølgende muligheder for at forbedre hørelsen er dårlige, men få patienter kan få gavn af et særligt høreapparat (Cross-apparat).

På baggrund af ovenstående er det nævnets opfattelse, at speciallæge Cs undersøgelse og behandling af var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet finder herefter, at speciallæge i øre-næse-halssygdomme C handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 1. februar til den 31. marts 2005 i sin klinik.